ELBJAZZ og Tampere Jazz Happening kuraterer to eftermiddage i Skuespilshusets Foyer


Copenhagen Jazz Festival præsenterer en koncertrække med unge og progressive orkestre fra Finland og Tyskland to eftermiddage med gratis adgang i Skuespilhusets Foyer under temaet 21st Century Jazz. Det er et led i et flerårigt og nært samarbejde med festivalerne Tampere Jazz Happening og ELBJAZZ.

Copenhagen Jazz Festival og ELBJAZZ i Hamburg indledte sidste år et samarbejde med henblik på at bringe to regioner tættere sammen, som fra år 2020 kun vil være en kort togtur væk fra hinanden i kraft af forbindelsen over Femern Bælt. Og samarbejdet med Tampere udspringer af et tæt nordisk samarbejde mellem jazzfestivalerne i Skandinavien. I det forgangne år har danske musikere som Girls In Airports, Maria Laurette Friis, Sinne Eeg, Jakob Bro Trio, Lars Greve/Carsten Dahl, toto, m.fl. besøgt de pågældende festivaler, og igen i år byder Copenhagen Jazz Festival så velkommen til i alt syv internationale orkestre, som er kurateret af bookerne fra ELBJAZZ og Tampere Jazz Happening.

Det drejer sig om Christoph Schweizer “Young, Rich & Famous” (DE) med komponisten og trombonisten Schweizer i front, KUU! (DE) med originale kompositioner og oscillerende mellem to Nina’er: Simone og Hagen, Kehrwieder (DK/NL/DE) med nogle af de mest talentefulde studerende på de nordeuropæiske konservatorie, såvel som Nils Wogram & Bojan Z (DE/CS) på søndag den 6. juli, og den prisvindende sekstet Dalindèo (FI), Mopo (FI) og duoen Kahden Miehen Galaxy (FI) på festivalens sidste lørdag den 13. juli.

De to koncerteftermiddage i de unikke rammer ved Københavns Havn giver det danske publikum og det professionelle musikmiljø en delikat smagsprøve på noget af det bedste moderne og unge jazz fra Tyskland og Finland. Der er fri entré til koncerterne. Tag godt imod udfordringen, og god fornøjelse!

 

Jazz from Germany/ELBJAZZ presents:
Søndag den 6. juli, 13:00 → Kehrwieder (DK/NL/DE)
Søndag den 6. juli, 15:00 → Christoph Schweizer “Young, Rich & Famous” (DE)
Søndag den 6. juli, 17:00 → KUU! (DE)
Søndag den 6. juli, 19:00 →  Nils Wogram & Bojan Z (DE/CS)

Jazz for Finland/Tampere Jazz Happening presents:
Lørdag den 12. juli, 14:00 → Dalindèo (FI)
Lørdag den 12. juli, 16:00 → Mopo (FI)
Lørdag den 12. juli, 17:30 → Kahden Miehen Galaxy (FI)
– i samarbejde med Finlands Kulturinstitut i Danmark.

 

Husk at du kan rejse billigt med Copenhagen Jazz Festivals særlige transportbillet til bus, tog og metro. Læs mere på jazz.dk/transport.