Ny festivaluge åbner med internationale hovednavne og nye koncerttemaer på Copenhagen Jazz Festival 2014


Copenhagen Jazz Festival 2014 fik en fremragende start med åbningskoncert i Pressen, anmelderroser til Chick Corea & Stanley Clarke – og masser af solskin og jazzoplevelser under åben himmel i Kongens Have, på Sølyst, samt Kulturhuset Islands Brygge hvor musikken fortsætter under titlen Jazz By The Sea i den kommende uge.

I jazzfestivalens midtuge kan man for alvor se frem til de store Concert Hall Events i DR Koncerthuset og en række nye koncerttemaer. Der er netop meldt UDSOLGT til koncerten med Gregory Porter (US) mandag den 7/7 i DR Koncerthuset, og der er FÅ BILLETTER TILBAGE til de øvrige tre koncerter: Concha Buika (ES)Tinariwen (ML) og The John Scofield Überjam Band (US) samme sted.spar

Desuden er der meldinger fra spillestederne, at der nu er UDSOLGT til den første af de to koncerter med Christian McBride Trio (US) i Jazzhouse, og begge koncerter med Cæcilie Norby “Silent Ways” på Krudttønden.

Herunder finder du udvalgte festival highlights for de kommende dage. Vi har samlet alle de praktiske informationer i denne artikel. God fornøjelse med endnu syv dage af Copenhagen Jazz Festival 2014!

 

Fire store festival-aftener i DR Koncerthuset
Mandag åbnes ballet med den første af fire Concert Hall Events. Gregory Porter har således sørget for, at mandag i DR Koncerthuset bliver en velbesøgt affære, for der er næsten helt udsolgt – 360 grader, salen rundt. Porter har ikke besøgt Danmark før, men har med det Grammy-belønnede “Liquid Spirit” (Blue Note, 2013) etableret sig som et af jazzens mest hypede navne i mange år. Meget få billetter tilbage.

Den spanske sangerinde Concha Buika var én af de helt store oplevelser, da hun for få år siden gæstede jazzfestivalen. Nu vender hun tilbage, og denne gang i DR Koncerthusets flamenco-egnede koncertsal, hvor man vil kunne høre og nyde alle aspekter i den spanske divas fantastiske stemme. Buikas lyd er en magisk kombination af cante flamenco, den populære spanske sangstil coplas, soul og jazz. Mesterguitaristen John Scofield dannede sit Überjam Band i starten af nullerne, og opnåede en Grammy-nominering for bandets debutalbum i 2002. Sidenhen har Scofield haft travlt med andre projekter, men i 2013 samlede han bandet igen og indspillede album nr. 2 med den passende titel ”Überjam Deux”.

Og har man ikke stiftet bekendtskab med den elektriske ørkenblues-gruppe Tinariwen, så kommer der en unik chance for at opleve dem i en koncertsal under Copenhagen Jazz Festival 2014. De har netop udgivet albummet “Emmaar” på ANTI. Tinariwen spiller en forrygende omgang autentisk, afrikansk og guitar-baseret blues spundet om forskellige traditioner som eksempelvis tuaregernes rytmer og melodier og berbernes mere pop-orienterede tilgang til musikken. Mest af alt er bandet dog inspireret af en række af Malis helt store musikere – herunder ikke mindst den stærkt toneangivende og skelsættende, men nu afdøde Ali Farka Touré.

Gregory Porter (US) >> 7/7, DR Koncerthuset  // KØB BILLET
Scofield Überjam (US) >> 8/7, DR Koncerthuset // KØB BILLET
Tinariwen (ML) >> 9/7, DR Koncerthuset // KØB BILLET
Concha Buika (ES) >> 10/7, DR Koncerthuset // KØB BILLET

 

Bassister i absolut topklasse mandag til fredag
Christian McBride er trods sine kun 43 år allerede regnet som én af de førende jazzbassister i verden lige nu. Han har blandt andet spillet med Chick Corea, Brad Mehldau, Sting, Paul McCartney og Diana Krall. Mandag og tirsdag aften på Jazzhouse vil han demonstrere et udtryk, der går fra det groovy og R&B-orienterede til den fuldfede blues- og gospel-feeling.

Den engelske bassist Dave Holland blev opdaget af Miles Davis og fik sit gennembrud under Miles’ ”In A Silent Way” og ”Bitches Brew”-periode! Holland har altid udelukkende spillet i højkvalitetsprojekter, hvad enten han har været sideman eller leader, og hans nuværende band Prism er helt fantastisk live. Onsdag og torsdag kan man opleve kvartetten, som foruden ham selv tæller guitaristen Kevin Eubanks, pianisten Craig Taborn og trommeslager Eric Harland.

Fredag aften byder på en sprængfarlig ny kvartet ledet af den fransk-ivorianske trommeslager Manu Katché og den ekvilibristiske bassistRichard Bona, som har en stor fanskare her i Danmark og gav en rørende koncert sidste år til dobbelt basbrag i Det Kgl. Teater med Marcus Miller. Denne virtuose rytmegruppe med afrikanske rødder tæller også to europæiske profiler: den italienske saxofonist Stefano Di Battista og belgiske pianist Eric Legnini, som i år gæster Copenhagen Jazz Festival på gruppens første turné. Få billetter tilbage.

Christian McBride Trio (US) >> 7/7, Jazzhouse // UDSOLGT
Christian McBride Trio (US) >> 8/7, Jazzhouse // KØB BILLET – FÅ BILLETTER TILBAGE
Dave Holland’s “Prism” (UK/US) >> 9/7, Jazzhouse // KØB BILLET
Dave Holland’s “Prism” (UK/US) >>10/7, Jazzhouse // KØB BILLET
Katché & Bona (FR/CM) >> 11/7, Jazz By The Sea // KØB BILLET – FÅ BILLETTER TILBAGE

 

Flere internationale profiler kommer til Copenhagen Jazz Festival i midtugen
Som altid er Copenhagen Jazz Festival en kærkommen mulighed for at møde de store danske og internationale jazzstjerner på de københavnske venues – og de næstkommende dage byder på et imponerende udvalg af koncerter i jazzens superliga.

Amerikaneren Joshua Redman, én af jazzens mest prominente, indflydelsesrige og moderne saxofonister, gæster Jazz by the Sea med sin mest sammentømrede kvartet bestående af Aaron Goldberg, Greg Hutchinson og Reuben Rogers.

Den italienske jazzpar-prisvinder, trompetisten Enrico Rava, gæster Den Sorte Diamant med den afrikanske guitarist Lionel Louke feat. Morten Lund og Jesper Bodilsen, og Viften i Rødovre har den kritikerroste japanske pianist Hiromi “The Trio Project” på plakaten, der trodser de konventionelle jazzparametre med en forrygende kreativ energi.

Hiromi “The Trio Project” (JP/US/UK) >> 8/7, Viften // KØB BILLET
Joshua Redman (US) >> 9/7, Jazz By The Sea // KØB BILLET
Rava/Loueke/Bodilsen/Lund (IT/BJ/DK) >> 9/7, Den Sorte Diamant // KØB BILLET

 

Danske profiler og nye festival-konstellationer
Jazz by the Sea på Islands Brygge fortsætter programmet med de store danske musikprofiler. Mandag med én af Danmarks fremmeste eksponenter for den moderne jazztrio og samtidig tre uomtvistelige personligheder i dansk jazz: Ginman Blachman Dahl w. special guests. Tirsdag er der et nyt festivalprojekt på programmet, når Emil de Waal, Gustaf Ljunggren, Lotte Anker, Lotte Andersen, Sissel Vera Pettersen, Band Ane og Monkey Cup Dress hylder komponisten, sangeren, musikeren og skuespilleren med “The Poetry of Tom Waits”.

Sangerinden Cæcilie Norby, der tilhører den absolutte jazzelite i Danmark, giver to forrygende koncertaftener på Krudttønden – og som altid med et stjernehold af musikere på projektet “Silent Ways”. Norbys kvindelige musikerkollega Michala Petri, der er internationalt anerkendt og en sand blokfløjtevirtous, går i musikalsk dialog med et stærkt hold på Betty Nansen Teatret. Jazzhus Montmartre fejrer The Great Danes og præsenterer en markant figur i den internationale jazz, når den danske trommeslager Alex Riel spiller tre aftener i to forskellige konstellationer.

Ginman Blachman Dahl >> 7/7, Jazz By The Sea // KØB BILLET
Alex Riel Trio >> 6/7-8/7, Jazzhus Montmartre// KØB BILLET
Michala Petri m.fl. (DK/US) >> 8/7, Betty Nansen // KØB BILLET
“The Poetry of Tom Waits” >> 8/7, Jazz by the Sea // KØB BILLET
Cæcilie Norby “Silent Ways” >> 9/7, Krudttønden // UDSOLGT
Cæcilie Norby “Silent Ways” >> 10/7, Krudttønden // UDSOLGT

 

Something Else og Wild at Heart starter tirsdag
Det er også en stor fornøjelse endelig at kunne starte to meget åbne koncerttemaer, hhv. Something Else på Frederiksberg samt det helt nye tema Wild at Heart på Hovedbiblioteket, som kombinerer jazz med mange forskellige genrer.

Wild at Heart sætter fokus på den kreative ånd hos kvindelige komponister og instrumentalister – alle med et eksperimenterende og stærkt formsprog. Der bliver arbejdet på tværs af genrer og generationer, idet man kan opleve den danske percussion-legende Marilyn Mazur, ekspressive sangere som Maria Laurette-Friis, Jomi Massage og Henriette Sennenvaldt (Under Byen), og to unge meget forskellige stortalenter i dansk musik; sangskriver Majke Romme (Broken Twin) og noisemusiker Frederikke Hoffmeier (Puce Mary).

Maria Laurette Friis/Stian Westerhus (DK/NO) + Puce Mary >> 8/7 Hovedbiblioteket // KØB BILLET
Jomi Massage/Henriette Sennenvaldt + Marilyn Mazur Trio >> 9/7 Hovedbiblioteket // KØB BILLET
Broken Twin >> 10/7 Hovedbiblioteket // KØB BILLET

Something Else åbnes galant og med dyb røst af Nikolaj Elsberg og Spillemændene, skarpt forfulgt de næstkommende aftener af Giana Factorys Trentemøller-producerede noir-pop, Frisk Frugt i en ny opsætning med 12 mands band, de prisbelønnede folkemusikere Dreamer’s Circus samt afslutningsvis den færøske sangerinde Eivør og kontrabassisten Lennart Ginman, som barsler med nyt album i år.

Spillemændene >> 8/7 Haveselskabets Have // KØB BILLET
Giana Factory >> 9/7 Haveselskabets Have // KØB BILLET
Frisk Frugt >> 10/7 Haveselskabets Have // KØB BILLET
Dreamer’s Circus >> 11/7 Haveselskabets Have // KØB BILLET
Eivør & Ginman >> 12/7 Haveselskabets Have // KØB BILLET

 

2 x eksperimentalscener med udsigt over vandet – Jazz Meets the Street og 21st Century Jazz

Mandag bliver der også for alvor sparket til den på hver sin side af Københavns Havn. I Skuespilhusets foyer, som ligger lige over for Papirøen, er koncerttemaet 21st Century Jazz allerede i fuld gang, men fra mandag aften kan man opleve stedet ved tre natkoncerter med markante nordiske impro/experimental projekter i sceniske omgivelser efter solnedgang. Mats Gustafssons supertrio The Thing starter ud mandag klokken 23.00.

The Thing (SE/NO) >> 7/7 Skuespilhusets foyer // KØB BILLET
Søren Kjærgaard & Simon Steen-Andersen >> 8/7 Skuespilhusets foyer // KØB BILLET
Lars Greve/Aske Zidore >> 9/7 Skuespilhusets foyer // KØB BILLET

Én anden af årets nyheder er koncerttemaet Jazz Meets The Street, som er genopstået og flytter til det nyåbnede Copenhagen Street Food-marked på Papirøen. Under festivalen bliver der budt på syv gratis eftermiddagskoncerter i rå omgivelser med en fantastisk generation af moderne dansk jazz, bl.a. prisvindere som Ned Ferm, Nicolai Munch-Hansen, Kresten Osgood, Aske Jacoby m.fl. Det er hver dag i den kommende uge kl. 14.00 – og det er gratis!

Se hele programmet for Jazz Meets the Street på Papirøen.

 

Mageløs Jazz for Kids mandag-fredag i Haveselskabets Have // Fri entré
Copenhagen Jazz Festival har gennem mere end 25 år arrangeret jazzkoncerter for børn. Med årene har koncerterne udviklet sig til et egentligt tema, nemlig Jazz for Kids, der præsenterer jazzmusik af højeste kvalitet for børn og deres forældre. De optrædende er professionelle musikere, som formidler jazz ved at inddrage alle sanser gennem leg, dans, fortælling og billedkunst.

Jazz for Kids i år har centrum i Haveselskabets Have på Frederiksberg, hvor der hver dag fra mandag til fredag er gratis børnejazz. Derudover kan man opleve børnejazz på Balders Plads, Kulturhuset Islands Brygge, Det Lille Musikhus, Huset-KBH, PH-Caféen og Amagerbro Jazz.

Mandag den 7. juli kl. 10.30 skydes Jazz for Kids i gang med hele tre koncerter med Morten Nørby & Niclas Knudsen, Hugo Rasmussens Skæg og Brille Trio samt Jazz Five. Det fortsætter hele ugen med specialiserede børnejazz-orkestre som fx Troldebierne, årets børnejazzmusiker Benita Haastrup, elektronik for børn med Rumpistol – samt kendte jazzkonstellationer i form af Dørge/Becker/Carlsen og cubanske rytmer med bl.a. Eliel Lazo og Jakob Dinesen.

Læs mere: Jazz for Kids på Copenhagen Jazz Festival 2014.