Rekordmange koncerter på Frederiksberg under årets festival


Den 36. udgave af Copenhagen Jazz Festival finder sted den 4.-13. juli, og på Frederiksberg er der rekordstor aktivitet i form af mere end 100 koncerter på 10 dage. Festivalen har i år hele fire temaer på Frederiksberg, nemlig Jazz for Kids, Something Else, Classic Jazz Tributes og Jazz Remixed. Sidstnævnte er samlet på en spændende dag på Frederiksberg Brandstation, mens de to andre temaer holder til i Haveselskabets Have.

 

Something Else – populært koncerttema i Haveselskabets Have

Det progressive festivaltema Something Else er efterhånden vokset til at blive ét af Copenhagen Jazz Festivals mest populære koncerttemaer. Sidste år rundede besøgstallet 2000 gæster, og igen i år er der fem aftener fra tirsdag den 8. juli til lørdag den 12. juli med prisvindende danske orkestre, som bevæger sig på grænsen mellem genrer for eksempel folk, songwriter, verdensmusik, rock og elektronisk musik.

Spillemændene, Dreamer’s Circus, Eivør/Ginman, Frisk Frugt & Giana Factory → 8/7-12/7, Something Else, Haveselskabets Have

 

Jazz for Kids – Børnejazzen får nyt centrum på Frederiksberg

Som noget nyt i år samles Jazz for Kids-aktiviteterne på Frederiksberg, og dermed slår man de tidligere afdelinger i Østre Anlæg og Lindevangsparken sammen til éen stor børnejazzfestival i Haveselskabets Have fra mandag den 7. juli til og med fredag den 11. juli. Koncerterne er gratis. Hold øje med Jazz for Kids-flyeren, som distribueres på de pågældende spillesteder samt til daginstitutioner og biblioteker over hele byen i uge 26.

Copenhagen Jazz Festival har arrangeret børnejazzkoncerter af højeste kvalitet i 25 år. I de seneste år har Jazz for Kids for alvor fået vokseværk og er krydret med alt fra den hiphop-inspirerede souljazz, til New Orleans- og world-inspireret jazz. Samtidig rummer programmet elementer af fortælling samt billede- og scenekunst i samspil med jazzmusikken. Jazz for Kids skydes i gang med en stor åbningsdag med tre koncerter om mandagen, og resten af ugen er der to koncerter om dagen.

Morten Nørby & Niclas Knudsen, Hugo Rasmussens Skæg og Brille Trio, Rumpistol, Jazz Five, Dørge/Becker/Carlsen m.fl.→ 7/7-11/7, Jazz for Kids, Haveselskabets Have

 

Danske elektroniske topnavne live-remixer jazzklassikere af Billie Holiday, Donald Byrd og Herbie Hancock

Copenhagen Jazz Festival fortsætter traditionen med Jazz Remixed-koncerter, som i år rykker ind i Frederiksberg Brandstations helt unikke og stemningsfyldte rammer. Tidligere år har Jazz Remixed, én af Copenhagen Jazz Festivals meget populære temaer, været afholdt på locations som DGI-Byens Røde Tag, Visit Carlsberg og Frederiksberg Brandstation.

Forvent et brag af en “Best of” Jazz Remixed-aften, når seks danske top-dj’s viser deres kærlighed til jazzgenren og fortolker ikoniske jazzklassikere. ScratchMagic & Shatter Hands remixer tangentvirtuosen Herbie Hancock, hvor den legendariske sangerinde Billie Holiday udsættes for DJ Noize og Mike Sheridans kærlige nål, og jazztrompetisten Donald Byrds atter engang møder Tue Track & Steen Rock bag pulten på Frederiksberg Brandstation.

Tre sets på tre timer – og ganske gratis.

ScratchMagic & Shatterhands vs. Herbie Hancock → Lørdag 5/7, kl. 20.30: Jazz Remixed, Frederiksberg Brandstation
Dj Noize & Mike Sheridan vs. Billie Holdiday → Lørdag 5/7, kl. 21.30: Jazz Remixed, Frederiksberg Brandstation
Tue Track & Steen Rock vs. Donald Byrd→ Lørdag 5/7, kl. 22.30: Jazz Remixed, Frederiksberg Brandstation

 

Levende åbningslørdag på Frederiksberg med børnejazz og New Orleans-inspireret street band ved Hovedbiblioteket og Classic Jazz Tributes på Brandstationen

Frederiksberg Hovedbibliotek sørger for den sjoveste underholdning til de mindste lørdag formiddag, når Sille og Palle synger sange (som de fleste kender) og spiller swingende dansemusik.

Unge som gamle inviteres til  udendørs dansefest ved indgangen til Frederiksberg Hovedbibliotek. Peter Marott Street Band kaster sin kærlighed på brassband-musikken fra New Orleans. De nyfortolker, tvister og leger med genren, og garanterer levende musik som det er svært at stå stille til.

På Frederiksberg Brandstation er Hammondorglet sat i centrum, når Kjeld Lauritsen og band hylder Hammondorgel-legenden Jimmy Smith under det folkekære koncerttema Classic Jazz Tribute.

Børnejazz med Palle og Sille → Lørdag 5/7, kl. 10.30 på Frederiksberg Hovedbibliotek
Peter Marott Street Band
→ Lørdag 5/7, kl. 12.00 på Frederiksberg Hovedbibliotek
Kjeld Lauritsen – Tribute to Jimmy Smith→ Lørdag 5/7, kl. 15.00 på Frederiksberg Brandstation

 

Children of the Light Trio, Michala Petri og Jazz Galla blandt de store navne på Betty Nansen Teatret

På Betty Nansens Teatret præsenterer Cowbell blandt andre Children of the Light Trio med Danilo Pérez, Brian Blade & John Patitucci samt Michala Petri/Carsten Dahl/Scott Colley/Benjamin Koppel/Henrik Dam Thomasen/John Hadfield m.fl. Desuden afholdes der den sidste lørdag under festivalen to Jazz Galla-koncerter på teatret.

Children of the Light Trio → Søndag 6/7, kl. 18.00 på Betty Nansens Teatret

 

I alt 100 koncerter på Frederiksberg

Der er rekordmange koncerter på Frederiksberg på dette års festival – i alt 100 koncerter på de små og store venues. Foruden Haveselskabets Have, Frederiksbergs Brandstation og Frederiksberg Hovedbibliotek og Betty Nansen Teatret, så er der også koncerter på venues som Bartof Station, Bartof Café, Krøgers Have, M. G. Petersens Familiehave, Metronomen, Funder og Café Den Blå Hund. Se den samlede oversigt over Frederiksberg-koncerterne på jazz.dk – eller læs mere i folderen “Copenhagen Jazz Festival 2014 på Frederiksberg”, som udkommer i uge 26-27.

Husk at du kan rejse billigt med Copenhagen Jazzfestivals særlige transportbillet til bus, tog og metro. Læs mere på jazz.dk/transport.