Something Else – Fem prisvindende orkestre og afslappet aftenstemning i Haveselskabets Have


I aften åbner koncerttemaet Something Else i Haveselskabets Have på Frederiksberg med fem koncertaftener med prisvindende orkestre, der bevæger sig i feltet mellem folk, rock, electronica og jazz. Fra Spillemændene, Frisk Frugt med 12 mands band og Dreamer’s Circus’ folk-univers, til Giana Factory’s noir-pop og Eivør & Ginmans jazzede toner af noget filmisk og mørkt.

Netop Haveselskabets Have er optimal ramme for Copenhagen Jazz Festivals mest populære koncerttema Something Else. Haven er en frodig by-oase på grænsen til Frederiksberg Have. Plænen, der er omkranset af træer og smukke bygninger, udgør et intimt koncertrum under åben himmel. Oplev cool koncertstemning i de lyse sommeraftener.

Vel mødt!

Om kunstnerne
Der tales meget om en egentlig dansksproget folk-revival i disse år, og det bliver bekræftet med tre af de fem Something Else-koncerter. Spillemændene går på scenen i aften med deres originale take på dansksproget folk/rock. Deres sange balancerer mellem det surrealistiske, det socialrealistiske og det mytiske med en nerve og stor musikalsk nuancerigdom, der trækker på både indierock, jazz og visetradition. Alt dette tilsat Nicolai Elsbergs dybe og messende vokal.

Anders Lauge Meldgaards Frisk Frugt byder på en skæv og original folk med elementer af afrikansk musik, hvor der opereres i et musikalsk spekter mellem droner, freejazz, lydkunst, dansk folkemusik og poesi med elementer fra improrock, noise, electronica, lo-fi og inspiration fra alverdens traditionelle musikkulturer. Frisk Frugt går på scenen torsdag aften stærkt bakket op af et 12 mands stort orkester.

Endelig kan man fredag aften opleve én af dansk folkemusiks mest roste nye orkestre, nemlig trioen Dreamers’ Circus, der har afsæt i den skandinaviske folkemusik med et globalt udsyn. Dreamers’ Circus har vundet tre priser ved Danish Music Awards Folk 2013, og Rune Tonsgaard Sørensen har fået tildelt Kronprinsparrets Stjernedryspris i 2013. Dreamers’ Circus imponerer med koncerter i hele verden, men har også godt fat i det danske publikum.

Gruppen Giana Factory; Louise Foo, Lisbet Fritze og Sofie Johanne, har allerede sat et aftryk i det internationale musikmiljø, både sammen, hvor de blandt andet har spillet opvarmning for Glasvegas og ageret support for Trentemøller og The Raveonettes, og hver for sig. Til sommer er Giana Factory aktuel med det Trentemøller-producerede album “Lemon Moon”, og dermed er der for første gang nyt fra gruppen, siden deres debutalbum “Save The Youth” udkom worldwide i 2012. Onsdag aften har publikum mulighed for at dykke ned i Giana Factory’s stemningsmættede noir pop med minimalistiske trommeprogrammeringer, frostklare synths, atmosfæriske guitarer og underspillede vokalharmonier.

Vokaljazzen under Something Else leveres af ingen mindre end den færøerske sangerinde Eivør Pálsdóttir, som er en stærk eksponent samt fornyer af den nordiske sangtradition – og med stærke rødder i jazzens samtidsrepertoire. Tilsat kontrabassisten Lennart Ginman leverer projektet Eivør & Ginman samtidsmusik, eftertænksom jazz og impro tilsat et drys David Lynch. Tonen er mørk, underspillet og filmisk på Something Else-temaets sidste aften i haven.

 

Program for Something Else på Hovedbiblioteket

Tirsdag den 8. juli, 18:00 → Spillemændene // KØB BILLET
Onsdag den 9. juli, 18:00 → Giana Factory // KØB BILLET
Torsdag den 10. juli, 18:00 → Frisk Frugt // KØB BILLET
Fredag den 11. juli, 18:00 → Dreamer’s Circus // KØB BILLET
Lørdag den 12. juli, 18:00 → Eivør & Ginman // KØB BILLET

 

Til disse koncerter kan der købes billetter med Politiken Plusrabat. Læs mere og køb via www.politiken.dk/plus.

Husk at du kan rejse billigt med Copenhagen Jazz Festivals særlige transportbillet til bus, tog og metro. Læs mere på  jazz.dk/transport.