Jazzfestival-publikum fik unik oplevelse i DR Koncerthuset, da Gregory Porter inviterede Stevie Wonder på scenen


Publikum til Gregory Porter-koncerten i DR Koncerthuset fik sig et ægte ‘festival moment’, da Stevie Wonder, til alles store overraskelse, gæstede scenen ved souljazz-sangerens seks-stjernede koncert på Copenhagen Jazz Festival 2014. Se billederne fra koncerten her.

Porter-koncerten var på forhånd udråbt til ét af festivalens absolutte hovedbegivenheder, og DR Koncerthuset, som i år præsenterer en håndfuld af de største navne i samarbejde med festivalen, var fyldt til bristepunktet. Stevie Wonder, som var i landet for at spille på Roskilde Festival søndag aften, havde meldt sin ankomst kort før koncertstart og sad blandt publikum. Gregory Porter var klar over, at Wonder var i salen, men publikum opdagede det først da Porter, i forbindelse med første ekstranummer, inviterede soullegenden på scenen – hvilket bragte salen på kogepunktet. Der blev dog helt stille, da Wonder tog mikrofonen og fortalte, at hans datter og ham selv var store Porter-fans, og fortsatte med at anerkende, at Porter havde skrevet en sang om borgerrettighedsurolighederne i Detroit i 1967.

Herefter gav de to stjerner en forrygende version af​ ​Porter-​nummeret​ “Free”, hvor Stevie Wonder både sang og improviserede på sin mundharmonika – jublen ville næsten ingen ende tage. Efter endnu et ekstranummer uden Wonder insisterede publikum på at få mere, og Gregory Porter vendte tilbage til scenen ​til den tredje omgang stående ovationer.

En stor festivalaften i DR Koncerthuset, som bl.a. Politiken i dag honorerer med seks stjerner: “Låget røg næsten af Jean Nouvels berømte kube, da Gregory Porter midt i publikums allerede stormende jubel, kunne fortælle, at selveste Stevie Wonder var til stede i Koncerthuset. Helt galt gik det selvfølgelig, da Wonder aftenen efter sin koncert på Roskilde Festival oven i købet gik på scenen og klædt som en shaolin-munk erklærede Gregory Porter sin uforbeholdne respekt og kærlighed og udråbte ham til manden, der nu bærer selveste musikkens soul videre ind i fremtiden.[…] Og således nærmede en allerede stor, stor aften i Koncerthuset sig sit overrumplende klimaks, hvor den gamle mester overrakte bæltet til den nye og det blinde geni gav soulsangens stafet videre til en vaskeægte klaphat. Et trefoldigt Halleluja!” Læs Politikens anmeldelse her.

Den Grammy-vindende souljazz-sanger Gregory Porter er ét af de mest omtalte navne i jazzen i øjeblikket, ikke mindst takket være hans seneste album “Liquid Spirit” (Blue Note, 2013), hvilket bragte ham op i superligaen og resulterede i en række af de store jazzpriser. Det er sjældent, at en kunstner får lov at spille sin første koncert på dansk jord i en stor koncertsal, men med tilfældet Gregory Porter kunne det ikke være anderledes.