Folkemusikken indtager Sankt Hans Torv, Studenterhuset og Balders Plads som optakt til ny Copenhagen Folk Festival i 2016


Folkemusikkens organisation – Folk Danmark – etablerer en ny festival: Copenhagen Folk Festival. Det sker i første omgang som en del af den forestående jazzfestival i København i juli 2015.

I dagene 9.-10.-11. juli præsenterer Folk Danmark et førsteklasses program på friluftsscenen Sankt Hans Torv. Her optræder blandt andre Jens Lysdal & Friends, Hal Parfitt-Murray & Nikolaj Busk, Rannok Trio, den amerikanske guitarist Marisa Anderson og den nye svensk gruppe Lekarerätten. Programmet er sammensat i samarbejde med Fanø Free Folk og Folk-Oplysningen. Se programmet for Copenhagen Folk Festival på Sankt Hans Torv. (Fri entré)

Ud over denne præsentation kan der høres en masse folkemusik ved Studenterhuset Købmagergade i dagene 10.-11.juli. Her afvikler Folk Amok ”Folk on Jazz” i samarbejde med Folk Danmark og Folk-Oplysningen. På scenen kommer med blandt andre Aksakians, Shot Box, Vingefang og Strangers On a Train i dagene 10.-11. juli. Se programmet for “Folk on Jazz” ved Studenterhuset. (Fri entré)

At folkemusikken også har fundet vej til Balders Plads med koncerter plus et sønderhobal forstærker indtrykket af, at både den nye og den traditionelle folkemusik på mange måder spreder sig i hovedstaden. Se programmet for Balders Plads. (Fri entré / gadearmbånd)

Copenhagen Folk Festival er støttet af DMF, DAF, ROSA, DJBFA og DPA. Folk Danmark vender tilbage med en ny Copenhagen Folk Festival i 2016. Følg med på folkdanmark.dk.