5e_foto Kristoffer Juel Poulsen 2015_lo res_06

Scener for avantgarde, eksperimenterende jazz og fri improvisation på Copenhagen Jazz Festival 2015

Kollektiverne: ILK, Barefoot Records, Jazz Club Loco
ILK-kollektivet har igen i år et overdådigt koncertprogram i Vesterbros grønne kødby med internationale impro- og avantgardegæster. Som noget ganske nyt indtager kollektivet hele Slagtehusgade, hvor der vil blive præsenteret livemusik i slagtehuset 5e og på udendørsscenen samt pladevendere under åben himmel. Spisehuset sørger for maden, og baren byder på gode sager til de tørstige. Copenhagen Jazz Festival 2015 på 5e skydes i gang med bl.a. “Kresten Osgood funks it up on the organ for you”.
3/7-12/7: Ericson/Russell/Solborg, Kuehne/Ullmann/Osgood, Solborg/Dörner/Heebøll, Habitable Exomusics (Anderskov/Davidsen/Cleaver), Samuel Blaser Trio, Toldam/Speed/Buchanan og mange flere. → Se hele programmet for ILK på 5e.

Barefoot Records er et musikerkollektiv og pladeselskab bestående af ni musikere fra Danmark, Norge, Finland, Polen og Estland. Siden sin begyndelse i 2006 har Barefoot Records udgivet en jævn strøm af anmelderroste albums og har desuden gjort sig bemærket som en vigtig koncertarrangør på den livlige Københavnske jazz- og improvisationsscene. Kollektivet tæller vigtige improvisationsmusikere og komponister, der frit bevæger sig ind og ud af fri improvisation, jazz og moderne kompositionsmusik.
3/7 – 11/7: Zeeberg/Rask/Lohse, Maria Faust Jazz Catastrophe m.fl. →  Se hele programmet for Barefoot på Christianshavns Beboerhus

Loco er en klub for jazz og anden eksperimentalmusik. Foreningen blev skabt af et konglomerat af udøvende musikere og spillestedsløse arrangører i København i 2001. Dengang var ønsket at give støtte til de klubber og de ildsjæle, som kæmper for deres spillesteder uden at gå kunstnerisk på kompromis. Dette er stadig målsætningen. Foreningen ser det som en vigtig forudsætning for jazzens udvikling i DK, at yngre og eksperimenterende aktører gives rum og lejlighed til at præsentere dem selv for et større publikum.
10/7-12/7: Jakob Bro Tentet feat. Peter Laugesen (DK/US), Charles Hayward (UK), Blood Sport (UK) m.fl. → Se hele programmet for Jazz Club Loco på Loppen

 

Green Osgood Jazzhouse

København K.: Skuespilhusets foyer, Jazzhouse og Huset-KBH

Det Kgl. Teater og Copenhagen Jazz Festival præsenterer scene for moderne jazz, improvisation og genre-nedbrydende musik, som peger ind i det 21. århundrede med 10 forskellige indfaldsvinkler og prisvindende danske bandledere i Skuespilhusets foyer.
4/7-11/7: Lotte Anker/Okkyong Lee/Paul Lovens (DK/KO/DE), Maria Faust Sacrum Facere, Søren Ulrik Thomsen & Det Glemte Kvarter m.fl. → Se hele programmet for Skuespilhusets foyer

Copenhagen Jazz Festivals nye udendørsscene foran Jazzhouse i Niels Hemmingsens Gade hylder ny musik og hårdtslående danske navne, som i den forbindelse vil give gratis koncerter tidligt på aftenen under festivalen fra den 6. til den 11. juli. Her er fokus på de progressive og grænsesøgende jazz-udbrydere, men også plads til danske navne, der på anden vis forsøger at udfordre genrer og formater.
6/7 – 11/7: Zeuthen/Hoiness/Bysted/Kielsgaard, F.E. Denning Descension Orchestra, Boujeloud m.fl. → Se hele programmet for Niels Hemmingsens Gade

Jazzhouse er et moderne musikhus i København. Et hus, der skaber rum for vovemod og fordybelse i musikkens mangfoldighed med internationale profiler af høj klasse og det bedste fra Danmarks frodige musikliv. Jazzhouse ser jazzen som inspiration snarere end som genrespændetrøje. Derfor finder du masser af god jazz, men også et væld af kunstnere, der bevæger sig på tværs af stilarter. Kunstnere, der lig jazzens pionerer er med til at skabe musikalske billeder af den tid, vi lever i. Med både en intim cafescene og en større koncertsal åbner Jazzhouse for et væld af oplevelser.
3/7-11/7: Ambrose Akinmusire (US), August Rosenbaum, Fire! Orchestra (SE), Steve Lehman (US) m.fl. → Se hele programmet for Jazzhouse

Der er også indspark fra den yngre freejazz-scene i Analog Bar – “den lille” bar i Huset-KBH, som ligger ud til Rådhusstræde. Huset-KBH er et af festivalens mest aktive spillesteder, med særlig fokus på moderne jazz, world, improvisation og ikke mindst den mest omfattende talentscene i København.
3/7 – 11/7: SVIN, Homies, Fjernsyn Fjernsyn, m.fl. → Se hele programmet for Huset-KBH, Analog Bar

 

harbobar

Nørrebro: Harbo Bar, KoncertKirken, LiteraturHaus og Mellemrummet

I Blågårdsgade på Nørrebro finder du Harbo Bar, som efterhånden er blevet et fast samlepunkt for mange af byens farverige mennesker. I vintermånederne er der stuvende fuldt inden døre ved de rustikke, hjemmelavede møbler, og i varmt sommervejr er der dobbelt så mange mennesker på de udendørs bænke, som de er beregnet til – og der opstår hurtigt gadefeststemning. Harbo Bar har i flere år været en fast del af Copenhagen Jazz Festival, og kan med sin lille størrelse præsentere koncerter af den mere intime slags, hvor afstanden mellem publikum og musikken er kort.
3/7 – 12/7: Mija Milovic, Kvindebandet, The Way Out m.fl. → Se hele programmet for Harbo Bar

KoncertKirken er placeret centralt på Nørrebro, midt på Blågårds Plads, og er Danmarks første koncertkirke. Det er efterhånden blevet en velbesøgt kulturdestination for et mangfoldigt publikum bestående af lokale, nationale og internationale musikelskere i nære kontakt med danske og internationale musikere og artister. KoncertKirkens formål er at præsentere grænse-udvidende, -overskridende og –udfordrende musik af den højeste kvalitet inden for alverdens genrer.
3/7 – 12/7: Nate Wooley (US), Almut Kühne/Gebhard Ullmann, m.fl. → Se hele programmet for KoncertKirken

Mellemrummet, non-profit-spillestedet i hjertet af Nørrebro, præsenterer endnu et stærkt festivalprogram til dette års Copenhagen Jazz Festival. Årets program prydes af absolutte danske topnavne indenfor moderne jazz og udenlandske gæster, samt interessante nye grupper fra den københavnske undergrund. Oplev stor jazzkunst helt tæt på i Mellemrummets unikke intime rammer.
3/7 – 12/7: Jacob Anderskovs Continuum Trio, Laumann/AC/Bregnhøj/Ferm, m.fl. → Se hele programmet for Mellemrummet

LiteraturHaus er Danmarks første litteraturhus. I en nedlagt kirke på Nørrebro i København finder du litteraturens tiltrængte hjemsted – et samlingspunkt for forfattere, kritikere, litterater, studerende og i det hele taget alle, der holder af at beskæftige sig med litteratur. Kom tæt på litteraturen og oplev også musik, film og kunst etc. i litteraturens nye samlingssted.
3/7 – 10/7: John Russell/Lotte Anker/Ståle Solberg (DK/UK/NO), Andreas Stokkendal Kvartet feat. Ehlers + Krogh/AC/Laumann, m.fl. → Se hele programmet for Literaturhaus

 

b53352eae250445abc78814dc4ebf97d2eb57e50

Avantgarde i børnehøjde

Fredag den 10. juli er avantgarde for de mindste til Jazz for Kids: Folkegaven (Kresten Osgood & Lars Greve) deler ud af kærlighed til improvisationsmusikken, og den svenske gruppe ‘Jazz Är Farligt med venner’ med bl.a. Sofia Jernberg fra Fire! Orchestra præsenterer den musikalske teaterforestilling Sun Ra for Kids, baseret på den dybt originale jazzmusiker, komponist, orkesterleder og filosof Sun Ra.
6/7-10/7: Jazz for Kids i Søndermarken → Se hele programmet for Jazz for Kids.