Danmarkspremiere på Richard Bonas medrivende afrocubanske smeltedigel


Der er tale om intet mindre end en Danmarkspremiere, når den Cameroun-fødte bassist Richard Bona giver koncert med sit nye orkester, Mandekan Cubano, og deres spritnye album Heritage under Copenhagen Jazz Festival 2016. Koncerten finder sted lørdag 9. juli, kl. 20.00 i Koncertsalen.

Bona har tidligere spillet store koncerter på festivalen, men det er altså første gang, at han gæster landet med Mandekan Cubano – en musikalsk smeltedigel af afrocubanske traditioner. Den internationale Grammy-nominerede bassist og sanger præsenterer med sin nye gruppe den næste evolution af den afrocubanske musik, som har flere hundrede års historie og blev gjort populært af Buena Vista Social Club, Irakere og Los Van Van. Inspireret af den fælles kulturhistorie og folklore i musikken fra henholdsvis Vestafrika og Cuba, udtrykker Bona og Mandekan Cubano sig med et universelt sprog baseret på de rytmer og sang, som har rødder i den traditionelle musik fra de to kontinenter.

Richard Bona har udgivet otte albums i eget navn og har for længst spillet kloden tynd i selskab med folk som Joe Zawinul, Michael og Randy Brecker, Pat Metheny, Mike Stern, George Benson, Branford Marsalis, Chaka Khan, Bobby McFerrin og mange, mange flere.

Bassisten og gruppens fem øvrige medlemmer leverer et unikt miks af verdensmusikalske inspirationer blandet med jazz, pop og forskellige former for fri musik. Der er med andre ord lagt an til en medrivende og virtuos aften i mangfoldighedens tegn.

“…Like many African songwriters, he sings lessons and parables. The language of his music is less specific; it draws on pop and jazz from across Africa, the Americas and Europe. His songs assume a virtuosity so complete that it only has to whisper. …” ~ The New York Times

“…Imagine an artist with Jaco Pastorious’s virtuosity, George Benson’s vocal fluidity, Joao Gilberto’s sense of song and harmony, all mixed up with African culture. Ladies and gentlemen, we bring you Richard Bona! …” ~ Los Angeles Times

Line-up:

Richard Bona, bas
Dennis Hernandez, trompet
Rey David, trombone
Osmany Paredes, piano
Luisito Quintero, percussion
Roberto Quintero, percussion

Lørdag 9/7, kl. 20:00 – Richard Bona Mandekan Cubano (CAM/CU), DR Koncerthuset, Koncertsalen – Læs mere // Køb billetter

OBS: Der er på nuværende tidspunkt meldt FÅ BILLETTER til koncerten.

 

Copenhagen Jazz Festival har eksisteret siden 1979 og er én af Europas største jazzfestivaler. Den 38. udgave af Copenhagen Jazz Festival tæller mere end 1300 koncerter fordelt på 120 spillesteder i København og på Frederiksberg den 1.-10. juli 2016. Se alle koncerter på: www.jazz.dk/koncerter