Jazz Club Loco fejrer jazzfestival på Loppen med otte eksklusive uhu-oplevelser


Jazz Club Loco er en klub for jazz og anden eksperimentalmusik med mere end 15 år på bagen. Klubben blev skabt af et konglomerat af udøvende musikere og spillestedsløse arrangører, som alle kæmper for deres projekter uden at gå på kunstnerisk kompromis.

Klubben ser det som en vigtig forudsætning for jazzens udvikling i Danmark, at yngre og eksperimenterende aktører gives lejlighed til at præsentere sig selv for et større publikum. Det får de lejlighed til, når Loco rykker ind på Loppen på Christiania tre dage under Copenhagen Jazz Festival 2016 med otte eksklusive koncerter.

 

Loco er kendt for år efter år at præsentere navne udvalgt på baggrund af kunstnerisk vovemod, fandenivoldskhed og en konstant afsøgning af kombinationsmulighederne mellem jazz, beslægtede genrer og rimeligt friske ideer. Således også i år.

Henover de tre aftener bliver der mulighed for at opleve både filmen Cykeltouren og en premiere for den nye duokonstellation The New Nico, der bringer den Steppeulvsnominerede basstemme fra Spillemændene tilbage.

Andre danske navne inkluderer live-sensationen Svin og de uforlignelige Boujeloud, der kommer med en helt frisk plade med flotte anmelderroser. De internationale navne er den løsslupne sekstet Shatner’s Bassoon (UK) fra Leeds og Boneshaker (US/NO), en kraftfuld free jazz-trio med Paal Nilssen-Love, Kent Kessler og Mars Williams – kendt fra The Psychedelic Furs, Massacre, Ministry m.fl. og fremhævet af John Zorn som en af de ‘sande’ saxofonister.

Lørdag afslutter jazzklubben med et opbud af beats, når der bydes op til dans og alternative kropsbevægelser i en uforudsigelig festaften med Slowolf (med special guests) og Dirty Nun Tekno Crew i opsætninger med både nonnekostumer, blæsergruppe, 11-årig MPC-spiller og meget mere.

7/7, kl. 21:00 – Cykeltouren – Lars Bech Pilgaard film/performance – Læs mere
7/7, kl. 22:00 – Boneshaker (US/NO) – Læs mere
7/7, kl. 23:30 – Boujeloud – Læs mere

8/7, kl. 21:30 – The New Nico – Læs mere
8/7, kl. 23:00 – Shatner’s Bassoon (UK) – Læs mere
8/7, kl. 23:59 – SVIN – Læs mere

9/7, kl. 22:00 – Dirty Nun Tekno Crew – Læs mere
9/7, kl. 23:59 – Slowolf & Special Guests – Læs mere

 

Copenhagen Jazz Festival har eksisteret siden 1979 og er én af Europas største jazzfestivaler. Den 38. udgave af Copenhagen Jazz Festival tæller mere end 1300 koncerter fordelt på 120 spillesteder i København og på Frederiksberg den 1.-10. juli 2016. Se alle koncerter på: www.jazz.dk/koncerter