Jazzklubberne – Fire anbefalinger til midtugen


De københavnske jazzklubber fortsætter med at levere et stort og varieret udsnit af både danske og internationale jazzmusikere under Copenhagen Jazz Festival 2016. Det gælder også festivalens nye uge, der byder på et væld af koncerter på klubberne. Her er et bud på fire spændende projekter i midtugen…

Er man til moderne jazz i storformat, kan man blandt andet opsøge Jazzhouse allerede tirsdag den 5/7, hvor Trondheim Jazz Orchestra gæster jazzklubben. Det sker i følge med den norske sangerinde Sissel Vera Pettersen og den amerikanske trommeslager og komponist John Hollenbeck.

I Jazzhus Montmartre kan man blandt andet opleve den amerikanske baritonsaxofonist Ronnie Cuber i stærkt samspil med danske Nikolaj Bentzon og hans udadvendte og funky trio. Gruppen spiller tre koncerter fordelt over den 7.-, 8. og 9. juli.

Saxofonist Fredrik Lundins nye gruppe “De Fem På Nye Eventyr” serverer en boblende og stærkt krydret gryderet af musikalske inspirationer først i Huset-KBH (ToneArt) den 6/7 og dagen efter, den 7/7, på Mellemrummet.

Karens Minde Kulturhus kan byde velkommen til en af landets største guitarister og jazznavne i det hele taget, Jakob Bro. Han står klar med sin forrygende ECM-trio den 8/7. Trioen består foruden Bro selv af bassist Thomas Morgan og en af moderne jazz’ vigtigste trommeslagere, amerikanske Joey Baron.

5/7: Trondheim Jazz Orchestra feat. Sissel Vera & John Hollenbeck (NO/US), Jazzhouse – Læs mere
6/7-7/7: De Fem På Nye Eventyr (DK/SE/PL), Huset-KBH og Mellemrummet – Læs mere
7/7-9/7: Ronnie Cuber + Nikolaj Bentzon Trio (US/DK), Jazzhus Montmartre – Læs mere
8/7: Jakob Bro trio (DK/US), Karens Minde Kulturhus – Læs mere

Copenhagen Jazz Festival har eksisteret siden 1979 og er én af Europas største jazzfestivaler. Den 38. udgave af Copenhagen Jazz Festival tæller mere end 1300 koncerter fordelt på 120 spillesteder i København og på Frederiksberg den 1.-10. juli 2016. Se alle koncerter på: www.jazz.dk/koncerter