La Fontaines jazzmusketer runder skarpt hjørne fredag den 1. juli


Af Kjeld Lauritsen

Fredag d. 1 juli fylder jazzhusejer Ole Hierwagen, La Fontaine København, 70 år.

Samtidig med starten på Copenhagen Jazz Festival fylder en af nøglepersonerne i det københavnske jazzliv 70, nemlig La Fontaines Ole Hierwagen. Siden han for mange år siden overtog stedet har han ledet det traditionsrige jazzhus, der samtidig er den ældste jazzklub i København. Hans hjerte banker især for de unge talenter inden for jazzen og på de seneste har han bl.a. haft de unge talenter Jacob Artved, Søren Høst og Mathias Heise på programmet.

Han var kun et speciale fra at blive arkitekt, men det var jazzen der skulle blive hjørnestenen i hans liv. Hans karriere i jazzlivet rundede bl.a. det nu hedengangne ”De Tre Musiketerer” inden han overtog La Fontaine.

Siden har det været en hjørnesten i det danske musikliv. Utallige er de navne der har optrådt her – først som unge talenter ved husets jamsessions om søndagen og senere som hovednavne ved koncerterne fredag og lørdag. Blandt de mange der har optrådt på scenen i La Fontaine er Jacob Fischer, Anders Gaardmand, Sinne Eeg, Cæcilie Norby, Morten Højring, Peter Marott, Jesper Thilo, Thomas Franck og mange andre. ”Fontainen”, som den kaldes i folkemunde, har desuden en vigtig funktion som samlingssted for musikere, der mødes her efter deres koncerter.

Også mange internationale navne har medvirket ved legendariske late-night sessions i Kompagnistræde efter deres koncerter i byen, således gik billeder af Lady Gaga i den lille klub verden rundt sidste sommer. For tiden optræder en række navne med tilknytning til det funky jazzmiljø bl.a. sangerinderne Alice Carreri, Miriam Mandipira, Malene Kjærgaard, organisterne Dan Hemmer og Martin Schack, vibrafonisten Morten Grønvad, saxofonisterne Hans Ulrik, Michael Blicher og Michael Bladt, pianisterne Peter Rosendal og Jacob Christoffersen samt bassisten Thomas Fonnesbæk.

Hierwagen er en enmandshær og kendt for sin ihærdige arbejdsindsats døgnet rundt. Hans unge barpersonale er udvalgt med sikker hånd. Udover dem og lidt regnskabs- og pr-assistance er resten af opgaverne varetaget af Ole selv. Med minimale offentlige tilskud er det med flid og dygtighed lykkedes Ole Hierwagen at holde et af landets vigtigste jazz-spillesteder i gang i mange år, til glæde for fontainens unge publikum og de mange turister, der hvert år lægger vejen forbi.

Fredag den 1. juli fra kl. 20.00 er der La Fontaine Opening Night, og mon ikke Hierwagen bliver fejret behørigt ved den lejlighed? – Se programmet for La Fontaine på Copenhagen Jazz Festival 2016