Tre særkoncerter vender jazzen på vrangen lørdag aften


Tre af festivalens særkoncerter finder sted lørdag aften – og der er stadig billetter i salg! Fælles for de tre koncerter er, at de sprænger jazzens rammer og lokker med særlige omgivelser eller skæve og ofte uforudsigelige konstellationer.

Den danske gruppe Girls in Airports har været på international himmelflugt med en blanding af melodiske fabler og instrumental etnojazz. Til Copenhagen Jazz Festival 2016 lander det albumaktuelle og velspillende band til en once-in-a-lifetime koncertoplevelse på Frederiksberg Brandstation. Girls in Airports er efterhånden at betegne som lidt af en supergruppe med nogle af landets stærkeste kapaciteter fra den frie musik – Lars Greve, Mathias Holm, Victor Dybbroe, Martin Stender og Mads Forsby. Der er al mulig grund til at glæde sig til Girls in Airports’ virtuose live-optræden.

9/7, kl. 19.00: Girls in Airports (+ Bwoy de Bhajan), Frederiksberg Brandstation – Køb billet til Girls in Airports

Percussion-dronningen Marilyn Mazurs nye nordiske projekt ‘Shamania’ genopføres til Jazz by the Sea efter en totalt udsolgt premiere i Brøndsalen under Copenhagen Jazz Festival 2015 – et rituelt, organisk, kakofonisk og vildtvoksende kvindeligt fællesskab omkring urkraft/stemmer/rytme/energi og bevægelse. Projektet vækker mindelser om Primi Band og har da også medlemmer til fælles med Mazurs 80’er-gruppe. Mazurs nyeste worldjazz-projekt er både musikalsk og visuelt noget ud over det sædvanlige, og det er da heller ingen overraskelse, at ‘Shamanias’ 11 medlemmer tæller en række store kapaciteter fra både jazz og dans:

Line-up: Marilyn Mazur – percussion / Lotte Anker – sax / Josefine Cronholm – vokal og percussion / Sissel Vera Pettersen – sax og vokal / Hildegunn Øiseth – trompet / Lis Wessberg – trombone / Makiko Hirabayashi – keys / Ellen Andrea Wang – bas og vokal / Anna Lund – trommer / Lisbeth Diers – percussion / Tine Erica Aspaas – dans

9/7, kl. 20.00: Marilyn Mazur Shamania, Jazz by the Sea / Kulturhuset Islands Brygge – Køb billet til Marilyn Mazurs ‘Shamania’

På med rumdragt og iltmaske – lørdag aften byder nemlig også på en uforudsigelig livedebut på den amerikanske rum-dub’er Sun Araws (med det borgerlige navn Cameron Stallones) opsigtvækkende The Sun Araw Midi Octet EWI Big Band i Jazzhouse. Gruppens otte medlemmer er alle koblet op til den samme hyperkomplekse synthesizer med det mundrette navn TX802, hvor de med deres digitale instrumenter kan modificere og modulere deres eget – og hinandens(!) – udtryk. Det kan ikke blive meget mindre end opsigtsvækkende. Bandet er delvist samlet af danske Anders Meldgaard (Frisk Frugt) og består foruden Stallones faste percussion-partner, Jon Leland, af et lille stjernehold af nysgerrige musikere, hvoraf hele tre optræder på det særprægede instrument EWI, Electronic Wind Instrument – en i sig selv klangløs, digital saxofon.

Line-up: Cameron Stallones – guitar, keys, vokal / Jon Leland – percussion / Morten Schou – EWI / Henrik Melbye – EWI / Anders Lauge Meldgaard – EWI / Snøleoparden – Casio-guitar / Iku Sakan – Omnichord / Tomo Jacobsen – bass ribbon

9/7, kl. 21.00: Sun Araw + support: August Rosenbaum solo, Jazzhouse – Køb billet til Sun Araw Midi Octet EWI Big Band

Copenhagen Jazz Festival har eksisteret siden 1979 og er én af Europas største jazzfestivaler. Den 38. udgave af Copenhagen Jazz Festival tæller mere end 1300 koncerter fordelt på 120 spillesteder i København og på Frederiksberg den 1.-10. juli 2016. Se alle koncerter på: www.jazz.dk/koncerter

Se alle dagens koncerter på www.jazz.dk/koncerter