Copenhagen Jazz Festivals historie – Part 1 af 3: Tid til jazzfestivaler


Hver sommer i begyndelsen af juli ændrer København sig drastisk. I løbet af ti dage tager jazzen bogstaveligt talt over under den årlige Copenhagen Jazz Festival, hvor torve og stræder, spillesteder og gader flyder over med et overflødighedshorn af jazz i alle afskygninger. Københavns status som en jazzhovedstad kommer mere end noget andet sted kommer til udtryk, når hundredvis af danske og udenlandske musikere hvert år samles på Copenhagen Jazz Festival, der er én af Europas største jazzfestivaler.

København har en lang historie som jazzby og har siden 1960’erne og 1970’erne, hvor en række amerikanske jazzikoner gjorde byen til deres kreative base, med rette kunnet kalde sig for en af Europas absolutte jazzhovedstæder. Gruppen tæller blandt andet folk som Dexter Gordon, Stan Getz, Ben Webster, Oscar Pettiford, Stuff Smith, Kenny Drew, Ed Thigpen og Thad Jones – de to sidstnævnte ligger i dag begravet på Vestre Kirkegård ved Kongens Enghave; Ben Webster og Kenny Drew er begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro.

Copenhagen Jazz Festival blev grundlagt i sin nuværende form i 1979, men opstod allerede som begreb tilbage i 1962-1969 som en koncertrække med tidens førende amerikanske kunstnere: Dizzy Gillespie, Count Basie, Thelonius Monk, Miles Davis, Sonny Rollins, Lee Konitz, Bill Evans, Stan Getz, Gary Burton, Sarah Vaughan, Elvin Jones, Art Blakey, Albert Ayler med flere.

Jazzen i København spirer fortsat den dag i dag, ikke mindst takket være koncertarrangører som Jazzhouse, Jazzhus Montmartre, La Fontaine, JazzCup, Charlie Scott’s, Paradise Jazz, ILK, Jazz Club Loco og et væld af nye jazztalenter, som udgør grundstammen hver sommer under festivalen. I de seneste år er Copenhagen Jazz Festival vokset til at være en kæmpe musikbegivenhed, som tæller mere end 100 spillesteder og uafhængige arrangører i København og på Frederiksberg.

Journalist og forfatter Kjeld Frandsen har skrevet om de tidligste udgaver af Copenhagen Jazz Festival og København som jazzby i bogen “Jazz i Danmark 1950-2010” (Politikens Forlag). Kjeld Frandsens kapitler “Tid til jazzfestivaler” og “Udenlandske jazzmusikere i 60’erne” danner grundlag for denne artikelserie, som bringes i tre afsnit her på Jazz.dk

Kapitel 1: Tid til jazzfestivaler
Kapitel 2: Udenlandske jazzmusikere i Danmark i 1960’erne
Kapitel 3: København som jazzby fra 1979 og frem til i dag

 

København som jazzby – de tidlige år

København er en af Europas jazzhovedstæder. Det har den været siden Sam Woodings Chocolate Kiddies for første gang bragte original New Orleans-jazz til byen i 1925. I trediverne opholdt Coleman Hawkins og Benny Carter sig i lange perioder i København. Louis Armstrong besøgte byen første gang i 1933 og blev modtaget på Københavns Hovedbanegård af 3.000 begejstrede fans.

I fyrrene var dansk jazz en del af reaktionen mod besættelsesmagten, hvor begrebet “dansk guldalderjazz” brød igennem. Krigsårene betød også en stigning i antallet af jazzkoncerter, og da besøget af udenlandske orkestre naturligt faldt bort, betød det ekstra aktivitet for danske jazzmusikere, og der blev udgivet fire gange så mange danske pladesider med swingmusik på trods af krigen.

Københavns jazzhistorie husker man dog først og fremmest i forbindelse med 1960’erne og 1970’erne, hvor en række amerikanske jazzikoner gjorde byen til deres kreative base. Blandt de kunstnere, der gennem årene har taget ophold i byen, er så prominente navne som Stan Getz, Oscar Pettiford, Dexter Gordon, Ben Webster, Kenny Drew, Thad Jones. Flere blev boende og var fortsat aktive i det danske jazzmiljø, for eksempel Horace Parlan, Duke Jordan, Ed Thigpen, Doug Raney og Bob Rockwell.

 

Tid til jazzfestivaler – af Kjeld Frandsen

Ordet jazzfestival kendte man som begreb i USA i 1950’erne, og de første danske udgaver dukkede op i begyndelsen af 1960’erne. Der var dog almindeligvis tale om en betegnelse for enkeltstående koncert-begivenheder, mens festivaler i et større og egentligt festivalformat først etablerede sig fra 1970’erne. En enkelt festival, der skulle udvikle sig til en af de betydeligste danske, var Riverboat Jazz Festival i Silkeborg, der tog sin begyndelse som en musikalsk sejltur op og ned ad Gudenåen i 1966. 

I Århus kunne man under betegnelsen ”Festival 61” i september 1961 opleve en festival, der havde form som en konkurrence med 18 amatørorkestre, overvejende af traditionel tilsnit. Det blev det århusianske band, Jazzminerne – med blandt andet basunisten og arrangøren Hans Brincker og trommeslageren Finn Slumstrup, der vandt. Timme Rosenkrantz var konferencier, og festivalens hovednavn var den amerikanske saxofonist Eric Dolphy.

Copenhagen Jazz Festival blev grundlagt i sin nuværende form i 1979, men opstod allerede som ordkombination tilbage i 1962 og blev manifesteret som en dag med koncerter i Odd Fellow Palæet, hvor der blev spillet musik i flere sale, og hvis største begivenhed var en konkurrence med amatørjazzorkestre. I 1962 vandt Leonardo Pedersens Jazzkapel (som stadig er aktivt den dag i dag!) og året efter Brødrene Vogels Kvartet.

Copenhagen Jazz Festival blev for første gang et internationalt varemærke i 1964. I realiteten var der tale om en udløber af den amerikanske Newport Jazz Festival med den amerikanske impresario George Wein i samarbejde med europæiske arrangører, i første omgang Richard Stangerup. Af de tidlige koncertrækker var førsteudgaven Copenhagen Jazz Festival i 1964 nok den mest spektakulære og den mest omtalte. Den fandt sted i K.B. Hallen søndag den 4. oktober med bl.a. Miles Davis’ berømte kvintet og Dave Brubeck Quartet.

Copenhagen Jazz Festival 1964 var delt op i et eftermiddags- og aftenprogram med start henholdsvis kl. 14 og kl. 19. På den første var der primært fokus på de ældre jazzformer. De danske indslag blev varetaget af klarinettisten Henrik Johansen, der stod i spidsen for det traditionelle Dreamland Jam Band, samt Arnvid Meyers orkester. Og fra USA kom Chicago All Stars med klarinettisten Pee Wee Russell og tenorsaxofonisten Bud Freeman, gospelsangerinden Sister Rosetta Tharpe, Original Tuxedo Jazz Band fra New Orleans med blandt andet trompetisten Alvin Alcorn og banjospilleren Albert French, og et Mainstream-ensemble med blandt andet trompetisten Harry Sweets Edison og tenorsaxofonisten Coleman Hawkins. Aftenkoncerten var nok så interessant. Der blev lagt ud med Miles Davis Quintet, hvor man for første gang i København oplevede den berømte besætning med trompetisten Miles Davis, tenorsaxofonisten Wayne Shorter, pianisten Herbie Hancock, bassisten Ron Carter og den blot 18-årige trommeslager Tony Williams, der især vakte opsigt. En anden 18-årig, den danske bassist Niels-Henning Ørsted Pedersen, stod for første gang i spidsen for egen sekstet, der rummede saxofonisterne Ray Pitts og Bent Jædig, og endvidere kunne man høre George Russell Sextet med trompetisten Thad Jones.

Efter pausen spillede den publikumspopulære og kritikerhadede Dave Brubeck Quartet med pianisten Dave Brubeck, altsaxofonisten Paul Desmond, bassisten Eugene Wright og trommeslageren Joe Morello, og herefter et bebop-band ”In Memoriam Charlie Parker”, med altsaxofonisten Sonny Stitt, trompetisten Howard McGhee og basunisten J.J. Johnson. I følge programmet skulle anden afdeling være indledt med Roland Kirk Quartet. Men til trods for, at saxofonisten Roland Kirk rent faktisk var til stede, kom han aldrig på scenen. 

Hvad mange jazzentusiaster stadig husker er, at Politikens anmelder, Jørgen Leth, ikke desto mindre anmeldte Roland Kirks optræden. På baggrund af et læserbrev måtte han nogle dage efter give en mildt sagt slukøret forklaring på anmeldelsen. Desværre huskes den i øvrigt så velskrivende jazzskribent Jørgen Leth for denne – som han selv kalder det – bommert, der i øvrigt også gav anledning til en opblussen af en gammel fejde mellem Jørgen Leth og Erik Moseholm, idet sidstnævnte allerede i begyndelsen af årtiet havde beskyldt Leth for ikke at være til stede ved de koncerter, han anmeldte. Og Moseholm truede nu med at trække sig ud af Den Danske Jazzkreds, hvis Jørgen Leth ikke straks forlod samme. Og det gjorde sidstnævnte så.

 

Copenhagen Jazz Festival i Tivolis Koncertsal 1965-69

Koncertrækken med titlen Copenhagen Jazz Festival fortsatte i Tivolis Koncertsal i årene 1965-1969 med tidens førende amerikanske kunstnere: Dizzy Gillespie, Count Basie, Thelonius Monk (som dokumenteret i Clint Eastwoods dokumentarfilm Straight, No Chaser fra 1988), Miles Davis, Sonny Rollins, Lee Konitz, Bill Evans, Stan Getz, Gary Burton, Sarah Vaughan, Elvin Jones, Art Blakey, Albert Ayler med flere.

Copenhagen Jazz Festival 1965 fandt sted i Tivolis Koncertsal søndag den 31. oktober kl. 15.30 og 19.30. Eftermiddagskoncerten lagde ud med den amerikanske saxofonist Sonny Rollins, ledsaget af sin landsmand, trommeslageren Alan Dawson, og den danske bassist Niels-Henning Ørsted Pedersen. Det blev en mindeværdig afdeling. Med sin version af calypsoen ”St. Thomas” og et efterfølgende medley, blev der spillet enestående og charmerende jazzmusik, der mundede ud i et kvarters stående bifald. 
Den amerikanske sangerinde Dakota Staton var sat på en uriaspost som bindeled mellem Sonny Rollins og altsaxofonisten Ornette Coleman, og mange benyttede lejligheden til at gå i baren. Og så kom Ornette Coleman, ledsaget af bassisten David Izenson og trommeslangeren Charles Moffett. Også en spændende afdeling, hvor man for første gang oplevede Colemans særegne evner på trompet og violin.

Aftenkoncerten skulle have været indledt af en gruppe under ledelse af barytonsaxofonisten Gerry Mulligan. Han meldte afbud, og pianisten Earl Hines spillede solo – senere suppleret af bassisten Jimmy Woode, trommeslageren Kenny Clarke og trompetisten Roy Eldridge. Herefter spillede pianisten Lennie Tristano en soloafdeling, og efter pausen blev det tid for Lee Konitz og Bill Evans, der begge – sammen og hver for sig – blev ledsaget af trommeslageren Alan Dawson og bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen. Endelig spillede Art Blakey and his New Jazz – med blandt andet trompetisten Freddie Hubbard.

Året efter, i 1966, blev Copenhagen Jazz Festival afholdt i Tivolis Koncertsal. Den fandt sted den 10. og 11. november, og på programmet var blandt andet trommeslageren Max Roach, pianisten Willie ”The Lion” Smith, Dave Brubeck Quartet, Stan Getz Quartet og Sonny Rollins Trio. Men helt klart var det den store avantgarde-saxofonist, Albert Ayler, der med sin på én gang vilde og folkemusikalske musik – og bistået af sin bror, trompetisten Don Ayler, og violinisten Michael Sampson, der skabte festivalens højdepunkt, om end ikke så få traditionsbevidste tilhørere flygtede – demonstrativt og/eller rædselsslagne.

I 1967 fandt Copenhagen Jazz Festival sted onsdag den 1. og torsdag den 2. november – nok engang – i Tivolis Koncertsal. Der var to koncerter onsdag, og der blev budt på Guitar Workshop med blandt andet Barney Kessel, Larry Coryell Group, sangerinden Sarah Vaughan, Gary Burton Quartet og Thelonious Monk Orchestra. Koncerten torsdag blev indledt af Miles Davis Quintet i sin faste udgave, efterfulgt af Newport All Stars, under ledelse af impresarioen og pianisten George Wein – og med blandt andet trompetisten Ruby Braff. Endelig kunne man opleve tenorsaxofonisten Archie Shepp, der – bistået af basunisterne Roswell Rudd og Grachan Moncur, bassisten Jimmy Garrison og trommeslageren Beaver Harris – bød på ekspressiv freejazz, der – i lighed med Ayler-koncerten året før – fik påfaldende mange til at forlade koncertsalen.

Copenhagen Jazz Festival 1968 havde til huse i Tivolis Koncertsal, den 27., 28. og 29. oktober. Første aften – mandag – bød på bluessangeren og guitaristen Muddy Waters samt på Horace Silver Quintet, og tirsdagskoncerten havde to store orkestre, under ledelse af henholdsvis trompetisten Dizzy Gillespie og pianisten Count Basie, mens man onsdag kunne opleve vibrafonisten Gary Burton og hans kvartet plus hans instrumentkollega, Red Norvo, og dertil en strøm af stjernetrommespil fra Art Blakey’s Jazz Messengers, Elvin Jones Trio og de to trommeslagere, Max Roach og Sunny Murray.

Som en slags optakt til Copenhagen Jazz Festival 1969 spillede Gary Burton Quartet den 23. oktober i Odd Fellow Palæet, og den 27. oktober kunne man høre sangeren og pianisten Ray Charles med stort orkester i Tivolis Koncertsal. Det var også i denne koncertsal, festivalen fandt sted i dagene 1., 2. og 4. november. Førsteaftenen – lørdag – bød på Lionel Hampton Octet og sangerinden Sarah Vaughan med trio, og om søndagen blev der så plads for Duke Ellington og hans orkester samt Newport All Stars under ledelse af pianisten George Wein. Mest interesse havde dog tirsdagskoncerten, hvor trompetisten Miles Davis spillede med saxofonisten Wayne Shorter, keyboardspilleren Chick Corea, bassisten Dave Holland og trommeslageren Jack DeJohnette. Det var en overraskende afdeling, hvor der i suiteform blev spillet meget fri og meget ekspressiv musik. Ekspressiviteten blev dog ikke mindre efter pausen, hvor scenen blev overladt til den kompromisløse avantgardepianist, Cecil Taylor, der var i selskab med altsaxofonisten Jimmy Lyons, tenorsaxofonisten Sam Rivers og trommeslageren Andrew Cyrille.

I Information skrev Erik Wiedemann: ”Har Davis taget Taylors tilstedeværelse på samme program som en udfordring? Eller har Davis, som en Bob Dylan, villet demonstrere at vi ikke skal være for sikre på, hvor vi har ham?…. Ville Taylor herefter spille, som man havde ventet, at Davis gjorde, spurgte man i pausen. Så vidt gik det dog ikke, derimod gik Taylor vidt i at spille som Taylor. Fem kvarters uophørlig musik spillet for fuldest tænkelige udblæsning straks fra starten og næsten til slutningen. Kompakt, luftløst, næsten hysterisk ekspressivt, i et monomant fortissimo, så godt som uudholdeligt at sidde igennem.”

I Land og Folk skrev Jan Søttrup: ”Davis’ trompet skreg. Hollands bas blev strøget skært med buen. DeJohnettes tyste trommer forstærket af en mikrofon under bækkenerne. Og Corea dryssede stjernestøv ned fra Mælkevejene. Det var som en drøm… Cecil Taylors vilde, men præcise anslag på klaveret blev afbrudt af stille, roligt spil, kun for få øjeblikke, så gik det løs igen. Da koncerten var forbi, vaklede benene under én.”

Ingen tvivl om at denne årtiets sidste store koncert tegnede det årti, der gik på hæld. Cecil Taylor – totalt kompromisløs – og fortsat den ypperste repræsentant for det vildeste, jazzen har kunnet byde på. Og den uforudsigelige Miles Davis, der nu slipper de mange milepæle han allerede har sat i jazzen – og er på vej nye steder hen. Og som bekendt skulle han da også i de kommende årtier i høj grad være med til at sætte dagsordenen på den internationale jazzscene.

 

(Kilde: Kjeld Frandsen, uddrag fra bogen “Jazz i Danmark 1950-2010”, Politikens Jazz Leksikon, Det Kongelige Bibliotek, JazzDanmark, Wonderful Copenhagen, Wikipedia mm. Fotos: Kristoffer Juel Poulsen, optagelser fra Danmarks Radio)