Copenhagen Jazz Festivals historie – Part 2 af 3: Udenlandske jazzmusikere i Danmark i 60’erne


Hver sommer i begyndelsen af juli ændrer København sig drastisk. I løbet af ti dage tager jazzen bogstaveligt talt over under den årlige Copenhagen Jazz Festival, hvor torve og stræder, spillesteder og gader flyder over med et overflødighedshorn af jazz i alle afskygninger. København status som en jazzhovedstad kommer mere end noget andet sted kommer til udtryk, når hundredevis af danske og udenlandske musikere hvert år samles på Copenhagen Jazz Festival, der er én af Europas største jazzfestivaler.

København har en lang historie som jazzby og har siden 1960’erne og 1970’erne, hvor en række amerikanske jazzikoner gjorde byen til deres kreative base, med rette kunnet kalde sig for en af Europas absolutte jazzhovedstæder. Blandt de kunstnere, der gennem årene har taget ophold i byen, er så prominente navne som Dexter Gordon, Stan Getz, Ben Webster, Oscar Pettiford, Stuff Smith, Kenny Drew, Ed Thigpen og Thad Jones – de to sidstnævnte ligger i dag begravet på Vestre Kirkegård ved Kongens Enghave; Ben Webster og Kenny Drew er begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro.

Copenhagen Jazz Festival blev grundlagt i sin nuværende form i 1979, men opstod allerede som ordkombination tilbage i 1962-1969 som en koncertrække med tidens førende amerikanske kunstnere: Dizzy Gillespie, Count Basie, Thelonius Monk, Miles Davis, Sonny Rollins, Lee Konitz, Bill Evans, Stan Getz, Gary Burton, Sarah Vaughan, Elvin Jones, Art Blakey, Albert Ayler m.fl.

Jazzen i København spirer fortsat den dag i dag, ikke mindst takket være koncertarrangører som Jazzhouse, Jazzhus Montmartre, La Fontaine, JazzCup, Charlie Scott’s, Paradise Jazz, ILK, Jazz Club Loco og et væld af nye jazztalenter, som udgør grundstammen hver sommer under festivalen. I de seneste år er Copenhagen Jazz Festival vokset til at være en kæmpe musikbegivenhed, som tæller mere end 100 spillesteder og uafhængige arrangører i København og på Frederiksberg.

Journalist og forfatter Kjeld Frandsen har skrevet om de tidligste udgaver af Copenhagen Jazz Festival og København som jazzby i bogen “Jazz i Danmark 1950-2010” (Politikens Forlag). Kjeld Frandsens kapitler “Tid til jazzfestivaler” og “Udenlandske jazzmusikere i 60’erne” danner grundlag for denne artikelserie, som bringes i tre afsnit her på Jazz.dk.

Kapitel 1: Tid til jazzfestivaler
Kapitel 2: Udenlandske jazzmusikere i Danmark i 1960’erne
Kapitel 3: København som jazzby fra 1979 og frem til i dag

 

Udenlandske jazzmusikere i Danmark i 1960’erne – af Kjeld Frandsen

De udenlandske musikere, der slog sig ned i København, var musikere, der fandt en social tryghed i det danske miljø, hvor de naturligt nød beundring. Og det var i høj grad disse musikere, der i 1960’erne kom til at sætte fokus på København som jazzby og gøre byen til det, mange ynder at kalde Europas jazzcentrum.

I 1960 kunne man fortsat høre de to amerikanere, tenorsaxofonisten Stan Getz og bassisten Oscar Pettiford, der især blev kendt for at spille i Café Montmartre, ofte ledsaget af den svenske pianist Jan Johansson og den amerikanske trommeslager Joe Harris eller William Schiøpffe. Faktisk lukkede Montmartre i Store Regnegade i begyndelsen af 1960, og selv om Oscar Pettiford døde samme efterår, og Stan Getz drog tilbage til USA et halvt års tid senere, er disse to amerikanske musikere ofte blevet slået i hartkorn med det hold af bemærkelsesværdige udenlandske musikere, der efter Montmartres genåbning nytårsaften 1961/1962 kom til at præge den danske jazzscene.

I det nye Montmartre kunne man i første omgang opleve den amerikanske tenorsaxofonist Brew Moore, der hyppigt optrådte i selskab med stedets medejer, den amerikanske pianist Harold Goldberg. Og snart efter var det også muligt at opleve en af de store bebopveteraner, pianisten Bud Powell, ledsaget af Jørn Elniff og den purunge Niels-Henning Ørsted Pedersen. Bud Powell havde dog på dette tidspunkt kulmineret som kunstner, og det blev da også en anden amerikansk pianist, der virkelig skulle få betydning for Montmartre og for den danske scene i 1960’erne. Det var Kenny Drew, som i 1964 slog sig ned i Danmark, hvorefter han i resten af årtiet var den reelle musikalske leder af Montmartres faste trio.

Den musiker, der frem for nogen anden blev symbolet på de udenlandske musikeres ophold og indflydelse i Danmark, var den amerikanske tenorsaxofonist Dexter Gordon. Han blev engageret i Montmartre i oktober 1962 og gjorde snart København til sin base for turneer ude i Europa og enkelte afstikkere til sit hjemland. Her havde han igennem 1950’erne haft vanskelige arbejdsvilkår, idet hans stofmisbrug havde ført til længere fængselsophold samt til fratagelse af det kabaretkort, der var nødvendigt for at spille på klubberne i New York. Dexter Gordon spillede jævnligt i Montmartre, og han holdt meget af Danmark. I modsætning til mange andre herboende amerikanere tilegnede han sig relativt hurtigt det danske sprog – om end med kraftig accent samt med den karakteristiske meget drævende talemåde, som han i øvrigt også benyttede, når han talte engelsk. Den skulle mange år senere blive en force, da han i 1985 fik hovedrollen i den franske film ‘Round Midnight’, en rolle han blev Oscar-nomineret for.

I Danmark blev Dexter Gordon relativt hurtigt fri af sin narkotikaafhængighed, som dog indhentede ham igen i forbindelse med et besøg i USA i 1965. Efterfølgende fik han en betinget dom i Paris, hvilket igen førte til, at fremmedpolitiet i Danmark ikke ville give ham arbejdstilladelse. Men efter et protestbrev fra en lang række danske kulturpersonligheder og endnu en effektiv afvænning fik Dexter Gordon atter arbejdstilladelse, og fra 1967 til 1976 havde han fast bopæl i Danmark, hvor han jævnligt kunne høres. Herefter vendte han som ‘den fortabte søn’ tilbage til USA, hvor han fik et kolossalt comeback.

En anden musiker, der i næsten lige så høj grad blev et symbol på den amerikanske jazzindvandring i 1960’erne, var tenorsaxofonisten Ben Webster. Selv om han som stilskaber og jazzhistorisk person var et stort navn, havde også han problemer med at klare sig i USA, som han af samme grund forlod i 1963. Efter et engagement på Ronnie Scott’s Club i London kom han i januar 1965 til Danmark, hvor han i første omgang optrådte i Montmartre, og herefter var han solist rundt omkring i landet, ofte med Arnvid Meyers Orkester. Ben Webster boede i Holland i årene 1966-69, hvorefter han slog sig ned i København, hvor han indtil sin død i 1973 boede i en lejlighed på Nørre Søgade. Ud over samarbejdet med Arnvid Meyers Orkester blev Ben Webster især kendt for sine optrædener og indspilninger i Jazzhus Montmartre, ledsaget af Kenny Drew, Niels-Henning Ørsted Pedersen og Alex Riel. Endvidere optrådte Ben Webster med Radioens Big Band, og musikalsk set var det en god periode for ham. Ikke mindst udviklede han sit balladespil til noget smukt og unikt.

Andre store amerikanske musikere, der i længere perioder opholdt sig i Danmark i 1960’erne, var saxofonisten Sahib Shihab, violinisten Stuff Smith, trommeslageren Albert Tootie Heath og den ovenfor nævnte Brew Moore. Særlig populær og synlig var tenorsaxofonisten Johnny Griffin, der havde bosat sig i Europa i 1963, og som fra det følgende år hyppigt lod sig høre i Montmartre og ofte i selskab med trommeslageren Art Taylor. Fremhæves skal saxofonisten og komponisten Ray Pitts, som i 1962 slog sig ned i Danmark, hvor han i 60’erne og de følgende årtier fik en uvurderlig betydning for den danske jazzscene ikke mindst i Radioens Big Band.

Også ikke-amerikanere fik betydning, eksempelvis sydafrikanere som trommeslageren Makaya Ntshoko og i væsentlig grad pianisten Dollar Brand (senere kendt som Abdullah Ibrahim), der gennem hele årtiet med jævne mellemrum dukkede op med forskellige konstellationer og som solopianist. Stilistisk skilte han sig ud fra tidens øvrige jazzkunstnere, og hans melodiøse og ostinatprægede spil fik blandt andet stor betydning for den danske pianist Jan Kaspersen. Også musikere fra de skandinaviske lande og fra det øvrige Europa fik en vis indflydelse på de danske jazzscener, og særligt betydningsfulde var de to svenskere, altsaxofonisten Rolf Billberg og barytonsaxofonisten Lars Gullin, der jævnligt var på besøg og havde kortere eller længere ophold i den danske hovedstad.

I 1960’erne benyttede en række danske orkestre sig af udenlandske dirigenter og arrangører. For Radioens Big Band eller Det Ny Radiodanseorkester, som det hed på dette tidspunkt, var det i første omgang den amerikanske orkesterleder Stan Kenton, der blev en væsentlig gæstedirigent i 1966. Ikke mindst fordi orkestrets ‘bog’ i høj grad var hentet hos Kenton og hans faste arrangører, samt at chefdirigent Ib Glindemann havde Stan Kenton som sit store idol. For Radiojazzgruppens vedkommende var det saxofonisten og fløjtenisten Sahib Shihab og trompetisten Don Cherry samt komponisten, pianisten og musikteoretikeren George Russell, der fik en relativ stor indflydelse på den nordiske musikscene i 1960’erne.

George Russell, hvis teorier om klang og skalaer er nedfældet i hans bogværk “The Lydian Chromatic Concept of Tonal Organisation”, spillede i K.B. Hallen med sin sekstet ved Copenhagen Jazz Festival 1964, og året efter bosatte han sig i Sverige. Han blev hentet hertil af Erik Moseholm for at lede Radiojazzgruppen, og der var afsat seks timer til optagelse. For de danske musikere forekom tiden til prøvning og udførelse ganske knap, men Russell var meget effektiv. Han kom med sine erfaringer fra New York, hvor en musiker bare skulle levere varen, ellers var der mange andre at vælge imellem. Hans kontante facon betød, at en del musikere tog varigt afstand fra ham, mens andre, heriblandt Palle Mikkelborg, påskønnede hans idéer og kreativitet samt hans til tider dæmoniske facon.

I 1967 hyrede Moseholm atter George Russell, så han den 9. august kunne stå for den ene afdeling af en Radiojazzfestival-koncert, hvor han fik lejlighed til at præsentere nogle af sine nyere værker. Dansk Jazzmusiker Forening, der var oprettet i 1966, fik i februar 1968 arrangeret en slags masterclass med Russell i Montmartre, hvor føromtalte bog var inkluderet i kursusprisen. I januar 1969 var George Russell atter i København, hvor han ledede en dansk-svensk sekstet i Radiohuset, og i august samme år var han underviser på jazzstævnet på Vallekilde Højskole, hvor en lang række af tidens unge danske musikere blev meget begejstrede for ham.

I en dokumentar fra DR2 fortælles historien om Café Montmartre i Store Regnegade fra 1959-1976. En anden nyere dokumentar er Janus Køster-Rasmussens film “Cool Cats” fra 2015, der fortæller historien om, hvordan specielt Ben Webster og Dexter Gordon fandt et menneskeligt frirum fra hjemlandets racediskrimination og stofproblemer i vores egen lille storby, København.

 

(Kilde: Kjeld Frandsen, uddrag fra bogen “Jazz i Danmark 1950-2010”, Politikens Jazz Leksikon, Det Kongelige Bibliotek, JazzDanmark, Wonderful Copenhagen, Wikipedia mm. Fotos: Kristoffer Juel Poulsen, optagelser fra Danmarks Radio)