Årets kunstplakat, festival t-shirts og muleposer er i salg


Tidligere i år sagde vi farvel til den måske største jazzlegende i Danmark gennem tiden, Svend Asmussen. Han er blevet hyldet landet over på den årlige Vinterjazz festival, og han bliver også hyldet på Rasmus Meislers kunstplakat sammen med en af de mange stærke kvinder i jazzen, Ella Fitzgerald, der i 2017 kunne være fyldt 100 år.

Rasmus Meisler (f. 1973) er prisvindende illustrator og animator med base i København. Meisler blev færdig fra Danmarks Designskole i 1998 og har siden blandt andet beskæftiget sig med illustration, scenografi, plakater, musikvideoer og animation af titelsekvenser til dansk film og tv. I 2000 grundlagde han sammen med Jakob Thorbek og Jenz Koudahl kollektivet Spild af Tid.

Som en ekstra krølle på det japanske tema på Copenhagen Jazz Festival 2017 er der lavet en japansk plakat og t-shirts med design af den Tokyo-baserede kunstner Komatsu Soulcutter. Plakaten – der er baseret på et papirklip – er lavet i silketryk, mens den japanske jazz t-shirt findes i både en sort og en hvid version i begrænset oplag.

Kunstplakaten er ankommet og klar til at pryde væggene landet rundt, mens festivalens t-shirts og muleposer er klar til at blive fragtet fra den 15. juni. Festival-merchandise kan også findes på udvalgte spillesteder under festivalen.

Se alle årets festival t-shirts, kunstplakater og muleposer her: Copenhagen Jazz Festivals webshop