København strålede om kap med nye og gamle stjerner på Copenhagen Jazz Festival 2017


Pressemeddelelse søndag 16. juli

10 dage. 1400 koncerter fordelt på mere end 120 venues. Den 39. udgave af Copenhagen Jazz Festival slutter sent søndag nat, men allerede nu kan arrangørerne kigge tilbage på en velbesøgt 2017-udgave, hvor selv vejrguderne viste sig fra deres musikalske side. Copenhagen Jazz Festival skabte både folkefest og øjeblikke med højt til loftet.

Det rekordstore antal koncerter er udtryk for en kunstnerisk diversitet og musikalsk mangfoldighed, som er unik for Copenhagen Jazz Festival og ofte helt naturligt til stede, når man dykker ned i og tager udgangspunkt i fænomenet jazz. Og det sker alt sammen med Københavns forskellige lokaliteter som kulisse og som naturlig medspiller, når Copenhagen Jazz Festival gennem 10 dage sætter sit tydelige præg på byen – og omvendt.

Fremmødet på Copenhagen Jazz Festival 2017 har været overvældende, blandt andet takket være markante internationale hovednavne, udsolgte særkoncerter med flere danske navne og store open air-koncerter i hæderligt dansk sommervejr.

Årets festival blev også præget af yngre stjerner som Mark Guliana, Ambrose Akinmusire og Coco O., der alle har trukket fulde huse. Der har samtidig været fyldte spillesteder til hovednavnene som Anoushka Shankar, Herbie Hancock, Oumou Sangaré, Roberto Fonseca, Jason Moran, Eliane Elias – og Jamie Cullum, som afslutter koncertsalsprogrammet søndag aften i DR Koncerthuset. Også i Literaturhaus, Jazzhouse og Brorsons Kirke har der været afholdt flere udsolgte koncerter, mens de gratis open air-scener som bl.a. Kongens Have, Balders Plads og Jazz for Kids i Lindevangsparken melder om fremgang.

“Vi kan kigge tilbage på en festival, der rummede det hele; legenderne, morgendagens jazzstjerner, eksperimenterende koncertrækker, musik med globalt udsyn og flere nye store scener i festivalregi – udendørs, i koncertsale, kirker og meget mere. Hele hovedstaden med alle dens fantastiske musikere og arrangører har spillet med,” siger festivalleder Kenneth Hansen, der næste år kan se frem til den 40. udgave af festivalen.

“De kommende uger gør vi status over Copenhagen Jazz Festival 2017, primært med spillesteder og arrangører – men også med Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen. Sidstnævnte har udført en række dataeksperimenter under festivalen med henblik på at tiltrække flere internationale gæster – og på den måde har årets festival været en perfekt optakt til det store jubilæumsår i 2018.”

Tak til spillesteder, arrangører, publikum, musikere, frivillige, samarbejdspartnere, samt Statens Kunstfond, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. En særlig tak til festivalens hovedbidragyder Nordea-fonden.