Næste års festivaldatoer er…


Copenhagen Jazz Festival fejrer 40 års jubilæum i 2018. Næste års festivaldatoer er 6.-15. juli 2018 for den 40. udgave af Copenhagen Jazz Festival, og den 18. udgave af den landsdækkende musikfestival Vinterjazz finder sted den 2.-25. februar 2018.

Copenhagen Jazz Festival kan takket være mere end 120 spillesteder/arrangører, der hvert år præsenterer i omegnen af 1400 koncerter, kalde sig én af verdens største jazzfestivaler. Festivalen har til formål at præsentere det ypperste fra den aktuelle internationale jazzscene, det mest vitale fra den danske scene samt opfange og gøde nye initiativer af høj kunstnerisk kvalitet via kunstnere, som udvider grænserne for jazzen som udtryksform. Programmet til den 40. udgave af Copenhagen Jazz Festival offentliggøres løbende frem mod festivalstart her på Jazz.dk.

Copenhagen Jazz Festival 2018, July 6-15
Tilmeld på Facebook: http://www.facebook.com/events/1701435096832575/

Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, som har eksisteret siden 2001 og foregår hvert år i februar. Festivalen strækker sig over tre uger og rummer omkring 600 koncerter fordelt på ca. 125 spillesteder og arrangører fra Aalborg til Rønne. Kombinationen af festivalens længde plus det landsdækkende aspekt gør Vinterjazz til en mulighed for at møde internationale stjerner på turné, nye danske prisvindende projekter og koncerttemaer som Jazz for Kids, Something Else, Jazz Remixed m.fl. Det, der gør Vinterjazz til en speciel musikbegivenhed, er, at det er et nationalt sammenskudsgilde mellem spillesteder og arrangører, musikere og publikum, de store byer og udkantsdanmark – et nationalt initiativ, som er skabt og finder sted lokalt. Vinterjazz er dog først og fremmest en klubfestival, som kickstarter sæsonen for de mange jazzklubber, som skaber et miljø, hvor jazzen kan udvikle sig og leve året rundt. Derfor er det også med stor glæde, at Vinterjazz de seneste år har sat ny rekord med deltagelse af ca. 125 spillesteder og uafhængige arrangører fra hele landet.

Vinterjazz 2018, February 2-25
Tilmeld på Facebook: www.facebook.com/events/485064118494923/

En særlig tak til Copenhagen Jazz Festival Fondens hovedbidragsyder Nordea-fonden.