Copenhagen Jazz Festival præsenterer sene aftenkoncerter med rum til fordybelse i Brorsons Kirke


Nyslåede prisvindere, særligt tilrettelagte kirkekoncerter og to spirituelle aftener med saxofonlegenden Pharoah Sanders. Den progressive musikkirke i Rantzausgade, Brorsons Kirke, danner ramme om et bredt program med sene aftenkoncerter på Copenhagen Jazz Festival, der giver plads til lydhørhed og fordybelse.

Den britisk-skandinaviske trio Phronesis indtager Brorsons Kirke i centrum af kirkerummet, når de åbner programmet fredag den 6. juli. Phronesis er efter mange år med base i London blevet et kendt navn på den internationale jazzscene. Til september udgiver de deres ottende album på engelske Edition Records, efter at de så sent som i november modtog Parliamentary Award som “Jazz Ensemble of the Year.”

Kira Skov & Maria Faust tager også hele kirkerummet i brug, når de præsenterer en stor audiovisuel opsætning af In The Beginning med et estisk kammerkor og visuals, der kommer til at oplyse kirkeloftet og hvælvingerne torsdag den 12. juli. Koncerten præsenteres i samarbejde med Estonia 100, hvilket er meget passende, idet In The Beginning oprindeligt er skabt i en kirke i Estland. Kira Skov & Maria Faust modtog to Danish Music Awards Jazz for albummet i 2017.

Den progressive norske sangskriver, musiker, billedkunstner og forfatter Jenny Hval giver koncert søndag den 8. juli. Anledningen for denne eksklusive danske koncert er hendes nye udgivelse “The Long Sleep” (Sacred Bones), der trækker på jazz og moderne kompositionsmusik, og som er indspillet med Lasse Marhaug og et fuldt band af norske jazzmusikere. Jenny Hval har tidligere givet forrygende koncerter i Jazzhouse i Niels Hemmingsens Gade, så derfor er det en stor glæde, at koncerten præsenteres i samarbejde med det nye regionale spillested ALICE, der er en sammensmeltning af Global og Jazzhouse.

En anden progressiv skikkelse er den københavnske sangskriver ML Buch, der her i 2018 har modtaget den prestigefyldte kritikerpris Steppeulven som “Årets Håb”. Den unge producer, musiker og visuelle kunstner Marie Louise Buch har med sin originale sangskrivning, der blander både elektroniske og organiske elementer i en nærmest shoegaze-lignede stilart, begejstret både publikum og anmeldere. Hendes debutalbum “Skinned” udkommer i efteråret, så der er mulighed for at høre en forsmag i en sen aftentime i smukke lydlige rammer på Copenhagen Jazz Festival.

Den amerikanske saxofonist Pharoah Sanders blev engang beskrevet af kollegaen Ornette Coleman som “sandsynligvis den bedste tenorsaxofonist i verden”. Sanders var på programmet til den første Copenhagen Jazz Festival i 1979, og nu vender et af den spirituelle jazz’ største navne tilbage til jubilæumsudgaven til sommer. Pharoah Sanders brød igennem som medlem af John Coltranes grupper i midten af 1960’erne og står historisk som en af de vigtigste karakterer i udviklingen af freejazz og dens spirituelle overbygning i tråd med folk som Alice Coltrane, Archie Shepp og festivalaktuelle Charles Lloyd. Pharoah Sanders Quartet spiller to koncerter i Brorsons Kirke den 9. og 10. juli, men de er for længst udsolgt. Line-up: Pharoah Sanders (sax), William Henderson (p), Oli Hayhurst (b), Gene Calderazzo (dr).

Den danske saxofonist Lotte Anker har i en årrække markeret sig som en frittænkende improvisator og komponist på den internationale avantgarde-scene i Europa, USA, Japan og Vietnam. I anledning af hendes runde fødselsdag tidligere på året har hun fået frie rammer til at sammensætte en særlig impro-supergruppe bestående af trommeslager Paul Lovens, Thomas Lehn på analoge synthesizere og den portugisiske violinist Carlos Zingaro. Copenhagen Jazz Festival fejrer sin 40. udgave i 2018, og Lotte Anker har været en central del af den eksperimenterende side af festivalens historie, siden hun optrådte for første gang med det nyskabende kvindeorkester Primi Band med Marilyn Mazur i midten af 80’erne. Både som musiker, som initiator og koncertarrangør har Lotte Anker (bl.a. i regi af Skræp og ILK Music) gennem årene bidraget med et stærkt udtryk og nye samarbejder i København. Søren Kjærgaard, der ligesom Copenhagen Jazz Festival og Lotte Anker fylder rundt i år, åbner koncerten med et solosæt.

 

Phronesis (UK/NO/DK)
Fredag 6/7 kl. 22:00 – Læs mere / Køb billet

Lotte Anker Celebration feat. Carlos Zingaro, Thomas Lehn & Paul Lovens (DK/PO/DE) + Søren Kjærgaard solo
Lørdag 7/7 kl. 22:00 – Læs mere / Køb billet

Jenny Hval (NO)
Søndag 8/7 kl. 22:00 – Læs mere / Køb billet
(præsenteres i samarbejde med ALICE cph)

Pharoah Sanders (US)
Mandag 9/7 kl. 22:00 & tirsdag 10/7 kl. 22:00 – venteliste
(præsenteres i samarbejde med ALICE cph)

ML Buch
Onsdag 11/7 kl. 22:00 – Læs mere / Køb billet

Kira Skov & Maria Faust “In The Beginning”
Torsdag 12/7 kl. 22:00 – Læs mere / Køb billet
(præsenteres i samarbejde med Estonia 100)

 

Brorsons Kirke er desuden åben med følgende arrangementer (fri entré)

Fredag 6/7 kl. 09:00 – KirkeYoga & Jazz
Søndag 8/7 kl. 10:30 – Jazzmesse
Søndag 8/7 kl. 14:00 – John Coltrane. Jazzens helgen. Oplæg v. Christian Munch-Hansen.