ALICE præsenterer seks opløftende musikalske aftener med udsyn til resten af verden under Copenhagen Jazz Festival


Under sommerens festival præsenterer spillestedet ALICE og Copenhagen Jazz Festival stolt seks aftener med medrivende, rummelig og spirituel musik på tværs af kontinenter – inspireret af både de indre og ydre verdener, der omgiver os alle. Se frem til følgende koncerter på ALICE under Copenhagen Jazz Festival 2019:

 

Xylouris White (GR/AU)
Mandag 8/7, 21:00 – ALICE – Læs mereKøb billet

Græsk roots møder rå improvisation, jazz og ekspressiv rock, når lauto-virtuos (en særlig ottestrenget, kretisk lut) George Xylouris møder den enestående trommeslager Jim White (Dirty Three m.fl.) i duoen Xylouris White. Sammen bevæger de sig med stor energi og forbløffende dygtighed på tværs af en usandsynlig blanding af post- og avantgarde-rock, freejazz, traditionelle græske musiktraditioner og psykedelisk improvisation.

 

Girls in Airports
Tirsdag 9/7, 21:00 – ALICE – Læs mere / Køb billet

Siden de fem musikere og komponister i Girls in Airports fandt sammen i 2009, har de konstant søgt at udvide deres lydunivers med nye musikalske inspirationer – på tværs af moderne jazz, global folklore, minimalisme, synthesizer-musik og en atmosfærisk lyd, der har fået anmelderne til at sammenligne bandet med så forskellige navne som Brian Eno, Radiohead, King Crimson, Jon Hassell, Sun Ra og Jan Garbarek.

 

Joshua Abrams & Natural Information Society (US)
Onsdag 10/7, 21:00 – ALICE – Læs mere / Køb billet

Multiinstrumentalisten og komponisten Joshua Abrams navigerer mellem jazz og improvisation, forunderlige basgange, minimalisme og field recordings. Lyduniverset er centreret omkring Abrams’ gimbri, et trestrenget instrument, der igennem århundreder er blevet brugt i sufiernes gnawa-musik i forbindelse med religiøse seancer. I en leg med musikalske traditioner har Abrams sammen med sit band Natural Information Society udviklet en helt særlig lyd, som kombinerer klassisk minimalisme og free jazz i et sfærisk lydunivers.

 

Nadah El Shazly (EG)
Torsdag 11/7, 21:00 – ALICE – Læs mere / Køb billet

Den egyptiske sangerinde og komponist Nadah El Shazly startede som ung på den hjemlige punkscene, inden hun begyndte at eksperimentere med elektronisk musik. Som solist brød hun i 2017 igennem med med det overdådige album ‘Ahwar’. Den anmelderroste plades visionære blanding af moderne elektronik, jazzede passager og overjordisk arabisk vokal har fået folk til at omtale Nadah El Shazly som en mellemøstlig Björk eller Annette Peacock.

 

Sarathy Korwar & UPAJ Collective (UK/IN)
Fredag 12/7, 22:00 – ALICE – Læs mere / Køb billet

Den unge og fremadstormende percussionist, komponist og bandleder Sarathy Korwar er født i USA, opvokset i Indien og har nu gjort det multikulturelle London til sit hjemsted. Derfor overrasker det ikke, at Korwar har vekselvirkningen mellem øst og vest helt inde under huden, som det også kom til udtryk på hans seneste udgivelse, “My East Is Your West”.

Korwar formår på mesterlig vis at forene inspirationer fra indisk musik og spirituel jazz til et organisk hele, der både sender hilsner til gamle ikoner som Pharoah Sanders, Alice Coltrane og Don Cherry og samtidig har en højst nutidig følelse i sin musikalske meditation over multikulturel identitet.

 

Nihiloxica (UG) + Kampire (UG)
Lørdag 13/7, 22:00 – ALICE – Læs mere / Køb billet

To stærke navne fra det hypede ugandiske label Nyege Nyege Tapes afslutter Copenhagen Jazz Festival på ALICE med stil: Nihiloxica skaber dragende og trancedannende techno-forløb på bugandansk percussion og analog synthesizer og Kampire DJ’er før og efter koncerten.

Nihiloxica består af de to engelske producere Spooky-J og pq samt Nilotica Cultural Ensemble, et syv mand stort percussionorkester fra Kampala i Uganda. Sammen skaber de en hårdtpumpende Buganda-techno, som forener atmosfæriske elektroniske forløb med oprindelige slagtøjstraditioner.

Gå på opdagelse i de seks kunstnere, der optræder på ALICE under Copenhagen Jazz Festival 2019:

Copenhagen Jazz Festival 2019 finder sted på 120 venues fra den 5. til den 14. juli. Programmet offentliggøres løbende på jazz.dk