Basikon, producer og komponist: Marcus Miller er tilbage som hovednavn på Copenhagen Jazz Festival 2019


For første gang siden 2013 er Marcus Miller tilbage blandt hovednavnene på Copenhagen Jazz Festival, når han indtager DR Koncerthusets koncertsal med den fusion af jazz, R&B, soul, amerikansk og afrikansk musikhistorie, der har gjort hans karakteristiske baslyd efterspurgt hos navne som Aretha Franklin, Bill Withers og Miles Davis

Marcus Miller har medvirket på flere end 500 albums og været bassist for nogle af de største navne gennem de sidste 30 år – men det er særligt hans egenskaber som sangskriver, multiinstrumentalist og producer for bl.a. Miles Davis, Luther Vandross, David Sanborn, Bob James, Chaka Khan og Wayne Shorter, der har sikret ham flere Grammy-priser. Miller har desuden skrevet musik til film (for Spike Lee, Eddie Murphy m.m.) og til tv-produktioner, blandt andet som bandleder i Saturday Night Live.

Marcus Miller blev for alvor berømt, da Miles Davis valgte netop ham til at producere og komponere albummet “Tutu”. Efter at have turneret med Miles Davis’ band i en relativt ung alder udviklede Miller i løbet af 80’erne et tæt forhold til ‘Miles’, hvilket ledte til et samarbejde over tre forskellige studiealbums.

Det er i høj grad i kraft af hans egenskaber som elbassist, at Marcus Miller er blevet et elsket livenavn. Med en distinkt lyd, der kombinerer funk, groove, soul og teknisk overlegenhed på instrumentet, står han som en stilfornyer. Hans lyd har blandt andet farvet hits som Bill Withers’ “Just The Two Of Us”, Luther Vandross’ “Never Too Much”, Aretha Franklins “Jump To It”, Jay-Z’s “Can’t Knock the Hustle”, såvel som numre af Chaka Khan, Herbie Hancock, Eric Clapton, Aretha Franklin, George Benson, Elton John og Bryan Ferry.

I 2012 blev Marcus Miller udnævnt til UNESCO Artist for Peace. I 2015 udkom hans Grammy-nominerede “Afrodeezia”, der følger den afrikanske slaverute til USA – og i øjeblikket er basikonet aktuel med albummet “Laid Black” på Blue Note Records, der inkorporerer elementer af hiphop, trap, soul, funk, R&B og jazz. Marcus Miller har beskrevet Laid Black som ‘the black musical experience’.

Marcus Miller (US) – Copenhagen Jazz Festival 2019
Søndag, 14. juli, kl. 20.00 i DR Koncerthuset
Band line-up TBA
Læs mere / Køb billet

Copenhagen Jazz Festival 2019 finder sted på 120 venues den 5.-14. juli i København og på Frederiksberg. Programmet offentliggøres løbende her på Jazz.dk. Se programmet her.