Bernard Purdie og Randy Brecker til internationalt topmøde på Betty Nansen


Der er tale om et veritabelt transatlantisk topmøde med souljazz som omdrejningspunkt, når de to amerikanske legender, trommeslager Bernard Purdie og trompetist Randy Brecker, mødes med landsmanden Scott Colley og danske Benjamin Koppel og Jacob Christoffersen i Betty Nansen Teatret under Copenhagen Jazz Festival 2019.

Alle, der har hørt populærmusik fra de sidste 50 år, har sunget med på sange akkompagneret af trommeslager Bernard “Pretty” Purdies helt særlige touch. Han var Aretha Franklins music director i årevis, fast mand med Donny Hathaway, en del af indercirklen omkring James Brown, uvurderlig sessiontrommeslager med Steely Dan og The Beatles, Miles Davis, Joe Cocker, Nina Simone, Dizzy Gillespie, King Curtis og mange, mange flere. Listen af folk, der har nydt godt af den helt særlige ”Purdie”-shuffle – det ikoniske backbeat som har været Purdies signatur igennem hele livet – er nærmest uendelig.

Trompetisten Randy Brecker er en ener på den amerikanske jazzscene. En stilskaber, der med sin virtuositet og bredde har optrådt lige hjemmevant med kunstnere som Eliane Elias, Stevie Wonder, Dire Straits, Horace Silver, Blood Sweat and Tears og selvfølgelig Brecker Brothers, som han skabte med sin bror, saxofonist Michael Brecker, og som blev en milepæl i nyere tids fusionsmusik.

Bassist Scott Colley, kendt fra sit mangeårige virke med blandet andre Herbie Hancock, Carmen McRae og Bob James fuldender sammen med de to danske topmusikere, saxofonist Benjamin Koppel og keyboardist Jacob Christoffersen (Jeff Tain Watts, Curtis Stigers, James Moody) et allstar-band med tryk på soul, jazz og uimodståelige grooves.

Bernard Purdie / Randy Brecker – The Ultimate Soul and Jazz Revue (US/DK)
Tirsdag den 9. juli, kl. 20:00 – Cowbell / Betty Nansen Teatret
Læs mere / Køb billet

Copenhagen Jazz Festival 2019 finder sted den 5.-14. juli på 120 venues. Programmet offentliggøres løbende på www.jazz.dk