Blue Note-sangeren José James hylder Bill Withers på Jazz by the Sea


Den amerikanske sanger José James trækker veksler på både Marvin Gaye, Billie Holiday og Minneapolis-byfællen Prince med et eklektisk, souljazzet udtryk, der har givet ham omdømmet som jazzsanger for hiphop-generationen. Den 5. juli fremfører han sin Blue Note-hyldest til den store stemme Bill Withers på åbningsaftenen til Copenhagen Jazz Festival 2019

Det bliver en stor fejring af den legendariske R&B singer/songwriter Bill Withers, når Blue Note-kunstneren José James præsenterer sin udforskning af Withers’ vægtige bagkatalog, som fortsat går i hjertet på et stort publikum over hele verden. Med “Lean On Me: José James Celebrates Bill Withers” kan publikum se frem til forrygende fortolkninger af Withers’ hits, soul-ballader og “rare grooves”, når José James kombinerer sin dybe musikforståelse og moderne tilgang med et håndplukket hold af musikere.

Den New York-baserede sanger José James blander elementer fra jazz, soul, drum’n’bass og spoken word til sin helt egen version af vokaljazz, der ofte har givet ham tilnavnet “jazz singer for the hip-hop generation”. Kunstnere som John Coltrane, Marvin Gaye og Billie Holiday er på James’ liste over selvudnævnte inspirationskilder, men hans lyd og koncerter i begyndelsen af karrieren vækkede nærmere mindelser om 1970’ernes souljazz-ikoner som Terry Callier, og hans enestående udtryk lagde sig i forlængelse af blandt andre Gil Scott-Herons flydende genrekonventioner.

José James har indtil videre udgivet syv albums (på Impulse!, Blue Note og Gilles Petersons Brownswood), der alle har sikret ham roser fra anmeldere og publikum verden over. James har optrådt i imponerende omgivelser som New Yorks Central Park Summerstage, The Kennedy Center, Royal Festival Hall i London og Billboard Live Tokyo – og mange, mange flere.

På Copenhagen Jazz Festival 2019s åbningsaften fremfører José James musikken fra “Lean On Me” til koncerttemaet Jazz by the Sea under åben himmel ved Kulturhuset Islands Brygge.

José James presents: “Lean On Me” – Copenhagen Jazz Festival 2019
Fredag den 5. juli, kl. 20:00 – Jazz by the Sea / KIB
Billetter i salg fra torsdag den 4. april kl. 10:00 via Jazz.dk