Copenhagen Jazz Festival præsenterer fire internationale forårskoncerter i DR Koncerthuset


Vinterjazz 2019 har vinket farvel, og der er stadig lange udsigter til sommerens Copenhagen Jazz Festival, som fylder Københavns gader, parker og spillesteder med levende musik i begyndelsen af juli. Heldigvis kan det store musikpublikum trøste sig med fire koncerter arrangeret af Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset, der forhåbentlig kan fylde tomrummet mellem de to festivaler – cubanske Juan de Marcos & The Afro-Cuban Allstars, amerikanske Lambchop, spanske Tomatito y Grupo og portugisiske Christina Branco.

 

Legendariske cubanere hylder hjemlandets musik i DR Koncerthuset

Når The Afro-Cuban All Stars igen optræder på dansk grund i DR Koncerthusets Studie 2 den 13. marts, er det med den cubanske musiker og bandleder Juan de Marcos Gonzalez i front. Marcos Gonzalez, der oprindeligt var med i den banebrydende revival-gruppe Sierra Maestra, slog i sin tid internationalt igennem som arkitekten bag det højtelskede Buena Vista Social Club, og har i hele sin karriere arbejdet med at udbrede Cubas mange oprindelige musikgenrer.

The Afro-Cuban All Stars debutplade, ”A Toda Cuba le Gusta” (1997) udspringer af samme albumtrilogi, som førte til Buena Vista Social Club, og Ry Cooder medvirker da også på et enkelt af pladens numre. Siden er det blevet til en række studie- og live-albums, det seneste, ”Absolutely Live II”, fra 2017. Det store fokus på live-udgivelser virker oplagt for gruppen, der alle årene har fungeret med skiftende besætning og Juan de Marcos Gonzalez som ankerpunkt og musikalsk mastermind – et i den grad levende band med i den grad levende koncerter til følge.

Juan de Marcos & The Afro-Cuban All Stars
Onsdag den 13. marts, kl. 20:00 i DR Koncerthuset, Studie 2
Læs mere / Køb billet

 

Udødelig flamenco-mester fylder Koncertsalens optimale rammer

Glæd dig til en aften i den lidenskabelige spanske flamencos tegn, når Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset præsenterer den uforlignelige guitarist Tomatito med både fuldt band og flamenco-danser i Koncertsalen. Den spanske guitarist Tomatito blev et udødeligt navn inden for flamencoen, da han i selskab med ikonet Paco de Lucía akkompagnerede den legendariske cantaor El Camarón de la Isla. I de sidste 18 år frem til hans død var Tomatito flamenco-legendens foretrukne guitarist. For kendere af den spanske flamenco bliver det ikke større inden for den moderne ‘nuevo flamenco’ generation end de tre, som populært betegnet tilskrives flamencoens andet gennembrud i det 20. århundrede.

Det er med stor glæde, at Copenhagen Jazz Festival og DR Koncerthuset indbyder til flamenco-aften i optimale rammer i Koncertsalen den 5. maj – samme sted som den Grammy-vindende duo Tomatito og Michel Camilo optrådte med overvældende publikumstilslutning under Copenhagen Jazz Festival 2018.

Tomatito y Grupo (ES)
Søndag 5. maj, kl. 20:00 i DR Koncerthuset, Koncertsalen
Læs mere / Køb billet

 

Fado – sørgmodig lidenskab med rod i Portugals stolte musiktradition

Den portugisiske sangerinde Cristina Branco er en af de største stemmer udsprunget af hjemlandets traditionsrige fado-musik og har tidligere gæstet København ved flere lejligheder. At lytte til fado-musik er som at lære den dybeste portugisiske folkesjæl at kende. Ordet ”fado” stammer fra det latinske ord ”fatum”, der betyder skæbne og findes undertiden i sammenhæng med det beslægtede ”saudade”, der betegner et uhelbredeligt, melankolsk afsavn. Fadoen kan derfor beskrives som den sjælefulde og sørgelige portugisiske udgave af den spanske flamenco. Når den prisvindende sangerinde optræder i DR Koncerthusets Studie 2 den 25. maj, er det med det nyeste album – det selvbetitlede ”Branco” (2018) – i bagagen. På albummet, der er hendes 15., har Cristina Branco for alvor fundet sin egen vej i en stilart, der bedst kan betegnes som fado-jazz. Med sig har hun bassist Bernardo Moreira, pianist Luís Figueiredo og Bernardo Couto på den særlige portugisiske guitar, der har været fadoens følgesvend fra begyndelsen.

Cristina Branco (PT)
Lørdag den 25. maj, kl. 20:00 i DR Koncerthuset, Studie 2
Læs mere / Køb billet

 

Ukueligt egensindigt alt-country-ikon vender tilbage til Danmark

Den uforlignelige sanger og sangskriver Kurt Wagner har de seneste snart 30 år stået i front for den altid foranderlige alt-country fra amerikanske Lambchop. I foråret 2019 kan publikum opleve Wagner og co. tilbage i København og DR Koncerthuset med ny plade på programmet – “This (is what I wanted to tell you)”, der udkommer 22. marts.

”Nashville’s most f****d-up country band” – sådan beskrev pladeselskabet Merge Records det løst forenede country-kollektiv Lambchop i de tidlige år i begyndelsen af 1990’erne. Gruppens seneste album, ”FLOTUS (For Love Often Turns Us Still)”, udkom til anmelderroser i 2016, og her finder man som lytter både elementer af krautrock, hiphop, soul, lounge-musik, elektroniske tendenser og som altid den let støvede, amerikanske essens, der gennemsyrer frontmand Kurt Wagners lydunivers med åndsfæller som Calexico, Wilco, Silver Jews, Son Volt, Giant Sand og mange andre.

Lambchop (US)
Lørdag den 13. april, kl. 21:00 i DR Koncerthuset, Studie 2
Læs mere / Køb billet