Jakob Bro åbner Brorsons Kirke med premiere på nyt triosamarbejde med Larry Grenadier og Jorge Rossy


ECM-guitarist Jakob Bro er “Rising Star” i Downbeat og et af de største danske navne internationalt i øjeblikket. Til åbningen af Copenhagen Jazz Festivals programrække i Brorsons Kirke har Bro samlet en ny konstellation bestående af to internationale kapaciteter, kendt fra Brad Mehldaus gennembrudstrio, Larry Grenadier på bas og Jorge Rossy på trommer.

Jakob Bro har følgende at sige om trioens særlige engangsforestilling, der finder sted den 8. juli i Brorsons Kirke under årets Copenhagen Jazz Festival: “Jeg har først og fremmest lyttet til Larry og Jorge i et hav af konstellationer både sammen og hver for sig gennem de sidste 20 år. Jeg har altid elsket deres lyd, musikalitet og fremfor alt deres æstetik. Jeg har altid beundret deres måde at spille sammen på, deres varme, deres poesi og sans for melodier og rytmik og deres overskud og overblik i det hele taget. Jeg hører kærligheden til musikken og til at kommunikere igennem den, hver gang jeg har hørt dem spille – om det er med Paul Motian, Wayne Shorter, Brad Mehldau eller andre, og jeg står altid tilbage med en følelse af at have oplevet noget, som jeg ikke kan forklare efter at have lyttet til dem.”

Jakob Bro har udgivet 15 plader som bandleder med et bredt udvalg af prominente danske og amerikanske musikere – Lee Konitz, Paul Motian, Andrew Cyrille, Bill Frisell, Joey Baron og Palle Mikkelborg med flere. Han har turneret i hele verden med Tomasz Stanko, Paul Motians Electric Bebop Band og Jakob Bro Trio, og i 2018 blev han hædret som Rising Star i den anerkendte Downbeat’s Int. Critics Poll.

“Koncerten i Brorsons Kirke er som udgangspunkt en enkeltstående begivenhed. En unik mulighed for mig for at tage mine kompositioner og mine lyde og udtryk med ind i Jorge og Larrys univers. Jeg er meget spændt på, hvad der sker, når vi starter med at spille. Hvor musikken fører os hen. Min trio med Joey Baron og Thomas Morgan har spillet flere hundrede koncerter, og det giver noget helt særligt til musikken. Et fælles åndedræt af en slags. Jeg håber og tror på, at jeg med Larry og Jorge kan finde noget tilsvarende. En fælles puls, men med et nyt og anderledes udgangspunkt. Det bliver for mig interessant og vildt at stå midt i musikken omringet af lyd, som på en gang er helt ny og på samme tid er lyd, som jeg har været inspireret af et hav af gange før.”

Jakob Bro feat. Larry Grenadier & Jorge Rossy (DK/US/ES)
Mandag 8. juli, kl. 21.30 i Brorsons Kirke

Læs mere / Tilmeld på Facebook

Copenhagen Jazz Festival 2019 finder sted den 5.-14. juli på 120 venues. Programmet offentliggøres løbende på www.jazz.dk