Interview: Adi Zukanovic – “Think about something you really want to do and do the complete opposite”


Det 28-årige dansk-bosniske multitalent Adi Zukanovic er på rekordtid blevet ét af de mest profilerede navne på den danske musikscene, og ikke bare i jazzen, men i kraft af sin rolle som pianist, synthesizer- og keyboard-spiller, arrangør, improvisator. Han har gjort sig bemærket som medskabende kraft for blandt andre Bisse, Nikolaj Nørlund, Irah, Oh Land, Den Magnetiske Ørn, i samarbejder med navne som Hugo Rasmussen, Kira Skov, Anders Lauge Meldgaard og ikke mindst som solomusiker – hvilket blev kronet med én af de mest prestigefyldte musikpriser herhjemme: Kritikerprisen Steppeulven som “Årets musiker” i januar 2017.

“Uanset om jeg spiller klaver, orgel, synthesizer eller keyboard, så er missionen den samme; det er at komme ud med energi og være ærlig, og det er for mig større end ‘instrumentet’. Jeg tror bare, at jeg har været ret hurtig til at forstå mekanikken og finde ud af, hvad man for eksempel kan få ud af en synthesizer eller en forstærker”, fortæller han.

At Adi Zukanovic krydser genrer med største selvfølgelighed, kan man opleve på Vinterjazz 2017, hvor han blandt andet står bag en særlig hyldest til Bowie’s Berlin-periode 1977-1979 i Jazzhouse lørdag den 11. februar og spiller med bandet Irah til Something Else på Teater Momentum i Odense den 18. februar. I den anledning har vi spurgt ham, hvad der formede ham som musiker, og hvad hans forhold er til Bowies musik.

 

David Bowies Berlin er mindst lige så inspirerende i dag som dengang

Mit forhold til Bowie startede med Ziggy Stardust, da jeg var 12-13 år, og derfra gik jeg videre til Berlin-trilogien med Low (1977), “Heroes” (1977) og Lodger (1979). Hver gang jeg har overskud til at tage ny musik ind i mit liv, så føles David Bowie som et leksikon, man kan slå op i og lære noget nyt af. Hele det kapitel, der hedder Berlin-trilogien, taler også meget til mig som pianist og keyboard-spiller, og det er selvfølgelig på grund af Brian Eno og det, han har bidraget med. Det er tydeligt, at der er foregået noget helt specielt i de studier.

De brugte blandt andet ‘Oblique Strategies’, en æske med kort, som hver indeholdt en lille sætning, et konceptuelt springbræt. Det kunne være noget så banalt som “Try something else”, “Maybe its finished?” eller “Think about something you really want to do and do the complete opposite”. Og det tyder på en enorm nysgerrighed og en åbenhed imod at gå ind i territorier, som ikke nødvendigvis er de mest åbenlyse. Det er en metode, der taler meget til mig: At man åbner et nummer og kan gøre ting, som man føler helt intuitivt – i stedet for at lave musik i en bestemt stilart eller bestemt lyd, for eksempel en soul-hiphop-plade.

Den anden side af sagen er, at der sonisk bare sker nogle rimeligt fantastiske ting med deres brug af synthesizer, guitar, saxofoner og den lyd, der omrammer dem. De er ikke bange for at åbne lyden op og erkende, at måske har vi ikke svaret på, hvad et instrument bør lyde som?

David Bowie var allerede på det tidspunkt en gigastjerne, også i USA, og han var havnet i en situation, hvor han var lukket inde i sit Hollywood-mansion og sniffede kokain, så han flyttede til Berlin for at blive rask og starte på et nyt kapitel. Jeg tror, de var meget bevidste om, at de var i gang med at finde en retning, som var ret ny og også ret speciel i forhold til, hvad han allerede havde opnået, og at han “bare” kunne have fortsat i det spor. I stedet flyttede han til Berlin og opsøgte Brian Eno, men også en masse folk fra Neu! og krautrockscenen, som kom ovre fra avantgarden. Det synes jeg var fantastisk smukt, og den nysgerrighed og eventyrlyst er stadig inspirerende for mig her 40 år senere. I en tid hvor alle har de samme programmer og keyboards tilgængelige, så er det nemt at falde i fælden og gøre, som man plejer. Og det er det var det, de gjorde oprør mod.

I Jazzhouse spiller vi numre, der kendetegner den periode i Bowies musik allertydeligst. Vi kommer til at spille nogle numre, som man kun kan finde på opsamlingen “All Saints”, der er udgivet mange år efter Berlin-trilogien, samt de stærkeste numre fra de tre plader. Det, der også er interessant ved den her proces, er, at de har brugt nogle vilde indspilningsteknikker, og det er en rimelig stor mundfuld at skulle arbejde med live. Det er svært at ramme, fordi det er tydeligt, at de var på opdagelse og eventyr, da musikken blev lavet for 40 år siden.

Det første jeg gjorde, da jeg åbnede den her opgave, var at sammensætte et ensemble, der kan opføre de her værker. På den ene side er det et ensemble, som forstår og kan være tro mod David Bowies musik, sat op i mod at alle i bandet er nogle ekstremt stærke personligheder og musikere. Det er virkelig mit drømmeband lige nu, så hvis jeg skulle have lavet mit eget band, så ville jeg have valgt dem.

Jeg har valgt, at det skal være en opførsel af Bowies musik, og ikke et tema, som vi jammer herover. Jeg har så meget respekt for den musik, de lavede, at jeg har det som om David Bowies spøgelse sidder og kigger på mig, og min opgave er at give musikken videre i den reneste form,  jeg kan. Jeg har transkriberet værkerne forfra og fordelt dem på instrumenterne, så vi har komplette partiturer med til koncerten – og ikke bare leadsheets. Jeg tror, det bliver meget frisk og levende.

 

Farvet af Miles, Bowie og M.J.

Adi Zukanovic er født i Sarajevo og flyttede med familien til Danmark som 5-årig. De slog sig ned på Langeland og op gennem teenageårene blev pianisten en del af musikmiljøet i Odense, hvor han også gik på konservatoriet. De seneste år har han boet i henholdsvis Berlin og København.

“Jeg begyndte at spille klaver, fordi jeg syntes, det var det fedeste i verden at spille musik. Som barn lærte jeg Mozart og Bach, og da jeg senere skulle vælge, om jeg skulle spille klassisk eller rytmisk musik, så valgte jeg jazzen, for jeg havde nemmere ved at spille efter gehør. Samtidig var jeg stor fan af Michael Jackson og senere rigtigt meget David Bowie og Metallica, amerikansk rock og den slags, og de to fascinationer gik jeg og forsøgte at holde fra hinanden.

Jeg hørte alt med Miles Davis og John Coltrane og prøvede virkelig at forstå musikken. Jeg kan huske, at jeg var ret disciplineret, og jeg tvang mig selv til at blive bedre til jazz, selvom jeg havde en større kærlighed til rock og pop, hvilket nok havde noget at gøre med et ungdomsoprør. Og på et tidspunkt opdagede jeg blandt andet igennem Brad Mehldaus første ‘Art of the Trio’-album, at den ramte min kerne, fordi den rummede alt det, der gav mening for mig. Jeg så det som en narko-plade, og den var meget punk og mørk i sit udtryk. Og så gik jeg på opdagelse derfra i alle mulige genrer.

Odense var et spændende sted for mig, og specielt på det tidspunkt kom der en masse musikere op fra Berlin og en del fra Polen, da jeg gik på MGK og konservatoriet. På det tidspunkt ville jeg gerne være jazzmusiker, men samtidig fandt jeg ud af, at det kunne jeg ikke. Ikke fordi jeg ikke kunne spille jazz som de andre musikere, men jeg havde bare konstant behov for at gøre oprør mod jazzen og jazzarrangementerne. Jeg havde brug for at fucke det op og udfordre alle reglerne, og det var nok egentligt kendetegnende for min tid på konservatoriet. Det var faktisk ret hårdt, og det var tydeligt, at mine undervisere ikke mente, det var det bedste for mig som pianist, at jeg i stedet for at holde mig til én ting sideløbende begyndte at spille med singer-songwritere, tage til Berlin for at forfølge ret obskure impro-jobs eller rode med keyboards og hjemmebyggede synthesizere.

Jeg havde faktisk følelsen af, at jeg var det sorte får. Min profil var ret fri og blandet, mens andre gik benhårdt efter at blive jazzmusikere. Det var medvirkende til, at jeg havde behov for at gøre noget andet. Efter min bachelor flyttede jeg til Berlin for at vende bladet og starte på en tom side. Og det var nok der, jeg fandt ud af, hvad der var vigtigt. Ikke ved at spille musik, men ved at gå ud og se koncerter, se film og gå til udstillinger. At tænke og mærke i stedet for at løse opgaver. Berlins eksperimental-scene er meget interessant, fordi den er en blanding af meget komplekse kompositioner over for total fri improvisation, hvilket passede mig rigtigt godt.

Efter Berlin flyttede jeg til København. Jeg var nyforelsket og havde ikke en karriere eller plan, så jeg spillede bare musik og mødte en masse fede mennesker og musikere, jeg havde været fan af, siden jeg var barn. Anders AC Christensen, Hugo Rasmussen, Rume Funch, vi havde Den Magnetiske Ørn, og jeg kom med i Nikolaj Nørlunds band som afløser. Det der med den Steppeulven-pris, det føles som en form for opsummering på det kapitel, der har varet de sidste 4-5 år med at lande i København og møde en masse fede mennesker og være en del af nye projekter, der blomstrer op. At etablere sig som en keyboard-spiller og pianist, der laver musik sammen med folk. Forelsket, det er jeg stadigvæk.

 

Mellem de hvide og sorte tangenter

Det var ikke min plan, at jeg skulle være ‘en der laver musik sammen med andre’. Jeg havde oprindeligt min egen jazztrio, som jeg skrev musik til, og var med i bands. Det der med at lave musik selv, det er druknet lidt. Det ender altid med, at jeg laver musik med andre, og at jeg laver et kollektiv med dem, jeg synes, der er fedest at lave musik med på det tidspunkt.

Et godt samarbejde er, når man kan mærke en kontakt mellem mennesker. Jeg er ikke så god, når der er én leder. Det fedeste er, når vi udveksler energi eller livsglæde, og det gør jeg med alle de projekter, jeg er med i. Selv med Bisse, som er en ekstremt tydelig frontfigur, er Bisse-bandet et kollektivt sammenhold, hvor alle har noget at byde ind med. Sådan er det også med Nikolaj Nørlund og Oh Land. De er allesammen åbne nok til, at man kan bringe noget til bordet, og i sidste ende tror jeg, det kommer ned til, hvilken indstilling man har som mennesker og som venner i et band. Der er nogle gange, hvor jeg har haft nogle opgaver i bands, hvor jeg simpelthen følte, det blev for lukket. Og så vil jeg egentligt hellere se tv, hvis jeg skal være helt ærlig.

Jeg ser ikke mig selv som en, der kun er pianist. Jeg kan huske, jeg så et interview med Keith Jarrett, hvor han nævner klaveret som et instrument og alt andet som legetøj, og det kan jeg nok godt genkende. Et instrument, der har en lang historie og tradition, skal der mere til. Men uanset om jeg spiller klaver, orgel, synthesizer eller keyboard, så er missionen den samme; det er at komme ud med energi og være ærlig, og det er for mig større end ‘instrumentet’. Jeg tror bare, at jeg har været ret hurtig til at forstå mekanikken og finde ud af, hvad man for eksempel kan få ud af en synthesizer eller en forstærker. Men det er, når jeg spiller flygel, at jeg har mærket den største præstationsangst.

En dag kan jeg huske, at jeg tænkte: Klaver er faktisk ikke nok for mig. Det var, da jeg hørte bulgarsk kvindekor, som har sine rødder i folkemusikken, men hvor alle komponisterne fik undervisning af russiske musikere som Shostakovich, så de lavede nogle vilde arrangementer bagved. I glissando, hvor man glider fra en tone til en anden, eller når man bruger lydeffekter i musikken. Det med, at man ikke kunne spille mellem de sorte og hvide tangenter, det kan jeg huske, at det ville jeg simpelthen gøre op med – om det så bare er en pitchbender på keyboardet, så man kan komme ind mellem tonerne. Jeg reagerer instinktivt på en anden måde, når man lige stemmer tonen lidt op eller lidt ned, og der opstår en spændende dissonans. I Danmark arbejder vi så meget med konsonans og harmonier, men der findes mange andre kulturer, hvor man bruger kvarttoner og halvtoner, og det tænkte jeg bare, at jeg gerne ville udover. Omvendt så kender jeg masser af pianister, som kan blive ved med at udforske instrumentet i det uendelige – det er bare ikke mig.”

 

Adi Zukanovic, født 1988 i Bosnien
Spiller med / arrangerer musik for Irah, Bisse, Den Magnetiske Ørn, Nikolaj Nørlund, Oh Land, Kira Skov & Nicolai Munch-Hansen m.fl.
Modtager i 2017 kritikerprisen Steppeulven som årets musiker samt Odense Live Prisen.