Læs Jazznyts reportage fra Danish Music Awards Jazz 2017


Jazz.dks egen mand i jazzfelten, Niels Overgård fra Jazznyt.com, var på pletten til årets Danish Music Awards Jazz, der blev uddelt i Bremen Teater mandag den 4. december. Her kan du læse hans indtryk fra en aften, der hyldede både veteranerne, de tabte talenter og de fremadstormende navne på den danske jazzscene.

Læs mere: Her er modtagerne af de otte priser ved Danish Music Awards Jazz 2017

“Når jazzåret 2017 en gang skal koges ned til nogle få linjer, så vil det første navn der nævnes være Nicolai Munch-Hansen. Hans alt for tidlige død tilbage i februar, faldt sammen med udgivelsen af soloalbummet Det Flimrende lys over Brabrand sø. En plade hvor han havde sat musik til digteren Peter Laugesens tekster. Pladen fik velfortjent en Danish Music Award i kategorien Årets bedste plade ved Danish Music Awards Jazz showet på Bremen, hvor den også var nomineret i 3 andre kategorier.

Her tog hustruen Kira Skov i stedet et par af priserne sammen med Maria Faust for albummet In the Beginning, hvor Nicolai Munch-Hansen i øvrigt også spillede bas. Ved showet blev blev han hyldet med et par af numrene fra Det flimrende lys over Brabrand Sø. Kira var på scenen sammen med nogle af de musikere som Nicolai spillede sammen med på pladen. Hun fremførte selv nummeret Symfoni og var sammen med Jacob Bellens på nummeret Brev til Sonnyboy, hvor de synger: “Har du drukket måneskin min ven?”

Peter Laugesen citerede i takketalen et af sine egne digte fra pladen. Han går i stå ved “Og ind igennem sigselv styrte ned i glemslens” og må tage bogen frem fra lommen, hvor resten af ordene befinder sig. Det er i øvrigt landets kulturminister Mette Bock, der overrækker prisen til Peter Laugesen. Allerede inden hun har sagt navnet på vinderen, brøler Kresten Osgood begejstret Nicolaiiii, et par rækker bag mig.

Aftenen starter med Kathrine Windfeld Big Band i selskab med basunisten Peter Jensen. Kathrine og Peter har sammen skrevet et nyt stykke musik til big bandet. De er presset til det yderste med den komplicerede komposition, som de kommer smukt og helskindet gennem.

Den erfarne DMA Jazz vært Master Fatman har sangerinden Birgitte Soojin med ved sin side. Han er jazzens åndelige vejleder, der spreder hygge og kærlighed i rummet, mens Birgitte charmerer med sin danske udtale.

Ved sceneskiftene er tæppet ikke trukket for, så samtidig med prisuddelinger og takketaler kan vi følge med i, hvor hurtigt man kan rydde scenen for et helt big band og stille op til en trio med pedalsteel, bas og trommer. The hOpening med Magrethe Bjørklund, Lennart Ginman og Jeppe Gram var netop kommet hjem fra en uges indspilninger i Bristol. De leverede et soundtrack lignende stykke musik, hvor Bjørklunds noir pedal steel guitar rykkede ved konventionerne.

Inden pausen uddeles endnu et par priser. Kalaha får med albummet Masala prisen som årets særudgivelse. De er nærmest definitionen på den kategori med deres viltre blanding af jazz, afro og electronica. Børnejazzprisen gik til Æsken.

Den unge pianist Zier Romme indtager efter pausen, scenen i selskab med bassisten Ida Hvid og trommeslageren Alvin Queen med en hyldest til Oscar Peterson. De spiller Petersons arrangement af Waltz for Debby og Petersons egen Nightingale. Salen er helt oppe at ringe over trioens optræden. Et begejstret bifald sendes i retning af jazzen.

P8 jazzprisen er ildsjælsprisen, hvor man blandt de nominerede finder en gruppe unge mennesker fra Jazzhouse Pitstop i Kolding, der også har taget turen til København med håbet om at vinde prisen. Det bliver i stedet legenden der løber med prisen. Tove Enevoldsen havde taget børnebørnene med til prisoverrækkelsen. Hun har gennem mange år arrangeret jazzkoncerter med passion og elegance. Hele salen rejser og giver hende en hyldest der er en legende værdig. En meget rørt Tove får sagt tak og er ikke bragt mere ud af fatning end, at hun får sendt en hilsen afsted til Politiken der for nylig skrev, at der ikke er ret meget jazz i København. Det passer ikke, siger Tove. Der er masser af jazz i København og den har det godt. Hun slutter af med et citat fra Bent Jædig som hun levede sammen med: “I skal passe godt på jazzen. I har kun den samme.”

Årets nye jazznavn er ikke helt så ny endda. Hun har gennem flere år været med i Selvhenter. Sonja LaBianca har lavet en solosaxplade, ved siden af en karriere indenfor sundhedsvæsenet, hvor hun er i gang med en Ph.D.

Da hun er gået ned fra scenen kommer en anden kvindelig saxofonist ind på scenen. Julie Kjær er sammen med pianisten Jeppe Zeeberg. De har aldrig spillet sammen før. Kjær lægger ud med nogle abrupte toner fra saxofonen. Zeeberg sætter tape på flygelet. Det er free jazz tid. De prikker til hinanden. Zeeberg lader free jazzen gå op i flammer, da han via sin iPhone spiller en play-a-long version af Can’t help falling in love. I bedste free jazz stil spiller de ikke med på play-a-long nummeret. En forrygende optræden.

Livejazz prisen går til Mandagsklubben 5e, der hver mandag leverer et program med 6 koncerter. Det er nu blevet til 638 koncerter får vi at vide i takketalen. En af klubbens bagmænd Kresten Osgood tager mikrofonen og får spredt sit budskab om at der er for megen realisme i dansk jazz og for lidt utopi. Her tænker han primært på koncertarrangørerne. At Mandagsklubben ikke kun er et utopisk projekt får jeg oplevet senere på natten, hvor festen fortsætter for mit vedkommende. Her spiller Osgood selv nattens sidste nummer ved pianoet. En blues af den legendariske pianist Pinetop Perkins.

Inden jeg var nået dertil havde jeg også hørt Jakob Buchanan sammen med Makiko Hirabayashi Trio, der afsluttede DMA Jazz showet på Bremen. Et show der måske var det bedste i mange år, med suverænt sammensat program, der præsenterede jazzens bredde og kvalitet. Arrangørerne JazzDanmark overgik atter en gang sig selv.

Ras Money aka. Raske Penge var DJ ved efterfesten i foyeren, hvor han spillede en lang række fede jazzvinyler. Jeg er allerede begyndt at glæde mig til næste års jazzfest.”

Se billederne:

Foto: Kristoffer Juel Poulsen (http://www.kristofferjuel.com/) for JazzDanmark