Bo Kaspers Orkester-frontmand præsenterer nyt album i DR Koncerthuset til efteråret


Hvordan amerikanske jazzfavoritter fortolkes på svensk, giver Bo Sundström fra Bo Kaspers Orkester sit bud på, når han den 31. oktober giver koncert i DR Koncerthusets Studie 2 med sit nye band. Numrene på setlisten hentes bl.a. fra Sundströms aktuelle samling sange ”Mitt Dumma Jag”

I mere end 25 år har Bo Kaspers Orkester erobret et trofast publikum i hele Skandinavien og naturligvis også på de danske breddegrader – og gruppens frontmand den folkekære Bo Sundström står som en af vor tids meste markante svenske sangskrivere.

Bo Sundström er mere specifikt kendt og elsket for sine svenske tekster med betragtninger og historier om hverdagen, som igennem årene på fornemmeste vis har fået følgeskab af resten af Bo Kaspers Orkesters særegne blanding af pop, jazz og svensk visetradition.

Med koncerten i Studie 2 disker det svenske jazz- og popikon bl.a. op med numre fra sit nye album ”Mitt Dumma Jag”, som er fortolkede jazznumre, hvor han mest af alt hylder klassikere og egne favoritter fra de tidlige 1960’ere, da den amerikanske jazzmusik var stilskabende og på sit allerhøjeste.

Copenhagen Jazz Festival & DR Koncerthuset præsenterer:

Bo Sundström (SE)
31. oktober, kl. 20:30 i Studie 2
Læs mere / Køb billet