Brad Mehldau Live

Brad Mehldau vender tilbage til Copenhagen Jazz Festival 2015 med sin supertrio

Brad Mehldau er én af de ledende og mest ekspressive pianister fra sin generation, og nu kommer han til Copenhagen Jazz Festival 2015 i DR Koncerthusets smukke Koncertsalen med sin foretrukne trio gennem mange år med Larry Grenadier og Jeff Ballard. Billetsalget starter onsdag den 25. februar kl. 10.00.

Efter gennem det sidste årti at have markeret sig som en pianist med ubestridelige evner, har amerikanske Brad Mehldau (f. 1970) nægtet at tilpasse sig nogen jazztraditioner og har i stedet absorberet elementer fra kunstnere som Radiohead, Paul Simon, Steve Reich og Philip Glass og formået at demonstrere en betagende originalitet.

Brad Mehldau Trio slutter sig til listen af hovednavne på Copenhagen Jazz Festival 2015 den 3.-12. juli, der også tæller det historiske duomøde mellem Herbie Hancock & Chick Corea (US) samt ‘Cheek to Cheek’ feat. Tony Bennett & Lady Gaga i Tivoli. Det fulde program for festivalen præsenteres i løbet af foråret.

Copenhagen Jazz Festival & DR Koncerthuset præsenterer Brad Mehldau Trio (US)
Line-up: Brad Mehldau (p), Larry Grenadier (b), Jeff Ballard (dr)
Lørdag den 4. juli, kl. 20.00 – DR Koncerthusets Koncertsal // KØB BILLET
Billetsalget starter onsdag den 25. februar kl. 10.00

 

Om Brad Mehldau Trio

Det mest konsistente output fra Brad Mehldau gennem årene har været i trioformatet. Siden 1996 har hans trio udgivet en serie af fem plader på Warner Bros. under titlen “The Art of the Trio”. Mehldau har derudover en udgivelse for solopiano med titlen “Elegiac Cycle” (1999) og en “Places” (2000), der inkluderer både solo-, duo- og triomateriale. Både “Elegiac Cycle” og “Places” kan med rette kaldes konceptalbums: Begge plader består udelukkende af originalkompositioner og har centrale temaer, der svæver over kompositionerne. Andre Mehldau-ugivelser tæller “Largo” (2002), et samarbejde med den innovative musiker og producer Jon Brion, og “Anything Goes” (2004) – en trioudflugt med bassisten Larry Grenadier og trommeslageren Jorge Rossy. Efter ti udbytterige år med Rossy på trommerne i trioen tog Jeff Ballard over i 2005. Selskabet Nonesuch udgav den nye trios første plade “Day Is Done” i 2005, og med fire udgivelser i løbet af de sidste ti år har Brad Mehldaus trio udviklet en sublim musikalsk forståelse, som har bragt dem verden rundt.

Brad Mehldau brød igennem som en del af Joshua Redmans gruppe i starten af 90’erne, og har siden indspillet sammen med moderne jazz-notabiliteter såsom Lee Konitz, Charlie Haden, Paul Motian, Pat Metheny og som sideman for Michael Brecker, Wayne Shorter, John Scofield, and Charles Lloyd. Både som improvisator i soloformat, med trioen og enhver sammenhæng dækker Mehldaus optrædener en bred vifte af udtryk, der har betydet, at han otte gange er blevet kåret til “Jazz Pianist of the Year” i Downbeat, har været nomineret til flere Grammy’s og at hans musik er brugt i en lang række film, bl.a. “Eyes Wide Shut” og “Million Dollar Hotel”.

Ofte er der en intellektuel stramhed over Brad Mehldaus kontinuerlige abstraktioner over en melodi og en vis detaljemættethed, som kan blive efterfulgt af en nedbarberet, emotionel ballade. Mehldau har en forkærlighed for at sidestille ekstremer og har fået en betragtelig fanskare gennem årene – en fanskare, som er blevet vant til at kunne forvente enestående og intense musikalske oplevelser, hver gang Mehldau sætter sig bag tangenterne.

Sidst Brad Mehldau Trio besøgte landet gav de en forrygende koncert for en udsolgt sal på Gamle Scene på Det Kgl. Teater i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival 2012, så derfor er der lagt op til et glædeligt gensyn med én af verdens mest prominente jazztrioer lige nu. Brad Mehldau har også netop givet en eksklusiv solokoncert til Vinterjazz 2015 på Kulturværftet i Helsingør.

 

Copenhagen Jazz Festival er én af Europas største jazzfestivaler. Festivalen finder sted over 10 dage i begyndelsen af juli på mere end 100 spillesteder i hele København og på Frederiksberg. Med et samlet publikumstal på mere end 250.000 gæster er Copenhagen Jazz Festival en samlende og inkluderende begivenhed, der viser, at jazzen fortsat stortrives i den historiske jazzby København.

Den 37. udgave af Copenhagen Jazz Festival finder sted den 3.-12. juli 2015.