Danish Music Awards Jazz 2017 offentliggør årets program


Når årets uddeling af DMA Jazz-statuetter løber af stablen d. 4. december 2017, bliver det fejret med et stærkt show med indslag fra en række spændende artister på den danske jazzscene. Nu offentliggør arrangøren JazzDanmark programmet, der særligt peger på det danske miljøs vidtfavnende mangfoldighed og høje kvalitet.

Stærke musikalske indslag
Publikum i Bremen Teaters gamle biograf kommer blandt andet til at opleve nykomponeret musik af Peter Jensen og Kathrine Windfeld fremført af sidstnævntes prisvindende bigband. Bassisten Nicolai Munch-Hansen bliver hyldet af sine nærmeste musikalske venner og en anden hyldest står Ida Hvid og Zier Romme for, når de inviterer trommeslager Alvin Queen (USA) på scenen i en hyldest til Oscar Peterson.

The hOpenings americana-twist understreges af Maggie Björklunds lapsteel-bidrag og nye musikalske bekendtskaber finder vej til scenen, når pianist Jeppe Zeeberg og saxofonist Julie Kjær spiller duo for første gang – helt frit og improviseret. Sidst, men ikke mindst kommer sidste års dobbelte DMA-vinder, trompetist Jakob Buchanan, og fremfører nye værker sammen med pianisten Makiko Hirabayashis trio, hvor blandt andet percussionist Marilyn Mazur slår sine folder.

Livestreaming på jazzklubber
Showet bliver som vanligt live-transmitteret til DR P8 Jazz, og vil også endnu engang være at finde på landsdækkende TV i tiden efter, når Lorry både optager og efterfølgende distribuerer prisuddelingen til en række andre regionale kanaler. Som noget nyt står Lorry desuden i spidsen for en særlig live-transmittering, der sender et direkte signal ud til en række af landets mest aktive jazzklubber, som kan invitere deres medlemmer på en eksklusiv, lokal Danish Music Awards-aften.

Jazz-anekdoter fra scenekanten
I år styrer to værter slagets gang. Det bliver et gensyn med Master Fatman, som med sine jazzede anekdoter fra nær og fjern har været vært de sidste par år. Ved hans side finder man i år sangerinden Birgitte Soojin. Sammen fører de publikum gennem aftenens musikprogram og prisoverrækkelser.

Hele fem Danish Music Awards skal uddeles d. 4. december, hvor også Live Jazz Danmark-prisen til årets livejazz-arrangør samt P8 Jazz Prisen skal finde nye ejere. De nominerede kunstnere offentliggøres i slutningen af oktober, men du kan allerede nu sikre dig en billet til prisuddeling og show.

Danish Music Awards Jazz 2017
4. december, kl. 19.30 i Bremen Teater
120 kroner + gebyr
Læs mere / Køb billet

 

Line-up:
Peter Jensen & Kathrine Windfeld Big Band, The hOpening (Margrethe Björklund · Lennart Ginman · Jeppe Gram), The Music of Nicolai Munch-Hansen (Kira Skov · Steen Jørgensen · AC · Jakob Høyer · Oliver Hoiness · Adi Zukanovic), En hilsen til Oscar (Zier Romme · Ida Hvid · Alvin Queen), Jeppe Zeeberg · Julie Kjær, Makiko Hirabayashi · Marilyn Mazur · Klavs Hovman · Jakob Buchanan. Afterparty med DJ Ras Money.

DMA Jazz priser:
Årets Danske Jazzudgivelse, Årets nye Danske Jazznavn, Årets Danske Vokaludgivelse, Årets Særudgivelse, Årets Danske Jazzkomponist, Live Jazz Danmark Prisen og DR P8 Jazz Prisen.

Arrangør & partnere:
Genreorganisationen JazzDanmark arrangerer og afvikler Danish Music Awards Jazz i samarbejde med Bremen Teater, Volume, Lorry+, DR P8 Jazz, Copenhagen Jazz Festival, DAF og MPO.