DR Koncerthuset og CJF præsenterer Melanie De Biasio den 16. november


En af vor tids mest interessante europæiske jazzstemmer Melanie De Biasio vender tilbage med nyt album og dansk koncert. ’Black Lilies’, ude den 6. oktober. Hun gav en forrygende koncert på Copenhagen Jazz Festival 2016 og til efteråret vender Melanie De Biasio tilbage til Danmark, når hun gæster DR Koncerthusets Studie 3 den 16. november.

Den klassisk uddannede fløjtenist og sanger Melanie De Biasio nyder stor ankendelse i sit hjemland Belgien og bliver ofte omtalt som den belgiske Billie Holiday. Hun har turneret over hele kloden med sin fortryllende stemme, som er fyldt med varme og mørke følelser på én og samme tid. Det musikalske univers trækker klare referencer til Nina Simone på den ene side og Sade på den anden, og samtidig har det en snert af Velvet Underground over sig.

’Black Lilies’ er den belgiske sangerindes tredje album og følger op på succesen fra sidste års ep ’Blackened Cities’ samt det seneste album ’No Deal’ fra 2013, der høstede lutter rosende anmeldelser og blandt andet fik den engelske BBC Radio One DJ og jazz-connaisseur Gilles Peterson til at kalde Melanie De Biasio for en af de mest interessante kunstnere i den moderne jazzverden.

Det nye album viser samtidig nye sider af multiinstrumentalisten Melanie De Biasio, der eksperimenterer med elektroniske produktioner og en mere up-tempo lyd, som giver en interessant kant til sangerindens dybe og dragende stemme, der lyder som om den er fuld af hypnotiserende hemmeligheder.

Melanie De Biasio forklarer selv om albummet: ”’Black Lilies’ er både mørkt og fuld af lys. Efter ’No Deal’ og ’Blackened Cities’ kunne jeg have gået ind i et dyrt studie og lavet en stor produktion – men det var det sidste, jeg havde lyst til. Jeg havde brug for at finde ind til kernen i min kreativitet med de mest simple virkemidler.”

Den 16. november optræder De Biasio i DR Koncerthusets Studie 3, som bliver første mulighed for at høre de nye numre på dansk grund. Sidste år gæstede sangerinden Copenhagen Jazz Festival og gav en blændende, udsolgt koncert, der lover rigtig godt for De Biasios næste danske besøg.

Copenhagen Jazz Festival & DR Koncerthuset præsenterer:
Melanie De Biasio (BE)
Torsdag 16/11, kl. 20.00 i Studie 3
Køb billet: https://drkoncerthuset.dk/event/melanie-de-biasio-2/