Jazznytprisen 2018 går til sangerinde og komponist Janne Mark


Torsdag aften fik sangerinde og komponist Janne Mark Jazznytprisen i forbindelse med en koncert i Skjoldhøjkirken i Aarhus

Det er syvende gang, at bloggen JazzNyt uddeler prisen, der gives til en kunstner, som med afsæt i jazzen er med til at udvikle og udfordre traditionerne. En kunstner, der, uden at gå på kompromis, er med til at løfte jazzen ud til et større publikum.

JazzNyt skriver følgende om årets prismodtager:

“Med albummet Pilgrim forener Janne Mark på smuk vis de stærke danske salmetraditioner med jazzens nordiske toneklang. De to elementer omfavner og komplementerer hinanden i Janne Marks verden. Der lægges stor vægt på, at modtageren af Jazznytprisen skal være original og personlig i sit udtryk. Det er Janne Mark i høj grad. Hun skriver selv al musik og tekst. Salmerne rummer stærke beskrivelser af livet og følelser, der i Janne Marks fremførelse fremstår levende og nærværende. Janne Mark laver musik til nutiden. Den er et samlingspunkt. Et sted hvor man samler sig. Hvor man finder ro. Janne Mark laver også musik til eftertiden. Det er langtidsholdbare salmer, der fortjener at blive brugt og hørt af mange mennesker.”

Jazznytprisen 2018 består af en flaske bobler og et stykke originalgrafik lavet af Mette Overgård. Siden 2004 har Niels Overgård fra Herning skrevet om og anmeldt ny jazz på bloggen JazzNyt. Hovedfokus er dansk jazz, og her bliver det til over 200 anmeldelser om året.

Hvert år udformer Niels Overgård en liste over årets bedste danske jazzplader. I 2012 syntes han, at der var brug for mere hæder til en dansk jazzkunstner, der havde lavet noget helt ekstraordinært. Det blev Stefan Pasborg, der som den første fik Jazznytprisen. Siden har kapaciteter som Jakob Bro, Carsten Dahl, Jakob Buchanan, Jens Mikkel og Lasse Mørck fået den årligt uddelte pris.

Årets prismodtager Janne Mark er oprindeligt fra Struer, men har siden 2000 været ansat som sanger og musikudvikler i Brorsons Kirke i København. Hun har etableret sig som en af de mest overbevisende salmedigtere og komponister i sin generation med den internationale salmeudgivelse Pilgrim på det store tyske pladeselskab ACT. Musikalsk befinder hun sig på et spor imellem sangskrivning, salmer, jazz og nordisk folketone. En meditativ, karakterfuld enkelhed præger hendes udtryk. På Pilgrim underbygges dette af den nyskabende norske trompetist Arve Henriksen.

Læs JazzNyts anmeldelse af Pilgrim her: https://jazznyt.blogspot.com/2018/02/janne-mark-with-arve-henriksen-pilgrim.html