Samisk sangerinde fylder DR Koncerthuset med moderne nordisk naturkraft den 28. februar


Som modtager af Nordisk Råds Musikpris og flere norske grammyer er den samiske sangerinde Mari Boine en personificering af de nordiske rødder. Med naturen som den primære inspirationskilde har hun i mere end 25 år repræsenteret samisk kultur. Nu er hun aktuel med det anmelderroste album “See the Woman”, som hun tager med til DR Koncerthusets Studie 2 den 28. februar 2018.

Uanset om man interesserer sig for jazz, folkemusik, salmer eller ‘verdensmusik’, så hører den samiske vokalist og sangskriver Mari Boine til blandt de største og mest særegne stemmer i Skandinavien. Hun har samarbejdet med Jan Garbarek Group, udgivet musik på Peter Gabriels label Real World og er blevet sammenlignet med Björk, men hendes musikalske udgangspunkt er unikt for den samiske region og folkemusik, hvorfor hun bliver hyldet som et musikikon fra nord.

Da Mari Boine debuterede på musikscenen i starten af 1980’erne, var hun en oprørsk ung kvinde. Hun voksede op med salmer, men opdagede jazzen og absorberede også naturens “musik” som vindens susen, fuglenes sang og det arktiske landskab i stilhed og storm.

Efter at have sunget både på engelsk og norsk skiftede Mari til det samiske, der ifølge sangerinden er et “rigt sprog for stemmen”. I 1989 fik hun et massivt gennembrud med albummet “Gula Gula”, der blev et udtryk for hendes personlige og politiske frustration. Albummet gjorde hende til et stort navn i populærmusikken både hjemme og internationalt, hvor hun er blevet en form for kulturel ambassadør for samerne. I en karriere, der strækker sig over 15 albums, har hun siden modtaget tre Spellemann-priser (norsk grammy), Nordisk Råds Musikpris, Samisk Kunstnerråds ærespris og Den Kongelige Norske St. Olavs Orden.

I 1997 var Mari Boine med i opløbet om Nordisk Råds Musikpris (som dét år gik til Björk), og da hun i 2003 endelig modtog prisen var det en hyldest til hendes nordiske intuition, hendes artistiske nyskabelse og ikke mindst evnen til at formidle den samiske kultur. Hun har lige siden holdt fast i sine musikalske rødder og samtidig givet dem en nutidig relevans.

Det er komplet irrelevant, hvordan man kategoriserer hendes musik. Det er et udtryk, der opløser sig i rytmerne og lyden af vores tid. En anmelder beskrev Mari Boine sådan her: “Hun kunne have sunget sine sange for 1000 år siden, og om 1000 år ville de stadig have samme dybde og resonans. Det er som om, Mari Boines stemme giver os et lille glimt af evigheden.”

Mari Boines band turnerer nu i Europa med sange fra hendes seneste album “See the Woman”, om hvilket hun fortæller:

“For this album, I really wanted to do something different. So, I reached back into my past, to the kind of music I listened to when I was younger. Much of the music I’ve been making up until now has a shamanistic beat at its core. My new project is full of keyboards and synthesizers and to me, it’s more experimental. These sounds create space for me to tell more complex stories. It’s been a real challenge to see whether my own vocal style (which is heavily influenced by traditional Sami styles) can work in a language that isn’t my mother tongue. I think I’ve pulled it off. It’s an album I’m very proud of.”

Koncerten præsenteres af DR Koncerthuset i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival.

Mari Boine (NO)
Onsdag d. 28. februar, kl. 21.00 i Studie 2
Køb billet: http://burl.nu/57bpg0