Modtager af Palæ Bars Jazzpris 2017 er Nulle


Traditionen tro bliver Palæ Bars Jazzpris uddelt på Copenhagen Jazz Festivals første fredag. Her kort før festivalstart oplyser Palæ Bar, at modtageren bliver den folkekære 80-årige klarinettist Elith ‘Nulle’ Nykjær, som kvitterer med en koncert fredag den 7. juli kl. 14.00.

Nulle spiller troligt i mange sammenhænge, især med Verdensorkesteret, som han var med til at starte for næsten 30 år siden. Selvom Nulle netop er fyldt 80 år, er han stadig mere aktuel end de fleste, da han udover at modtage Palæ Bars Jazzpris 2017 også udgiver ny plade med Old News og igen er at finde på scenerne under Copenhagen Jazz Festival 2017. Han spreder altid godt humør, uanset hvilken sammenhæng han medvirker i.

Elith ‘Nulle” Nykjær er musiker, skuespiller, TV-forfatter og i den grad still going strong på landets jazzfestivaler. Op gennem 1960’erne og 70’erne var det i jazzgrupper som Fessors Big City Jazzband, Gadedrengene og Papa Bennys Jazzband, hvor Elith ”Nulle” Nykjær udfoldede sit talent både på klarinet, altsax og mundharmonika. Nulle blev senere kendt som TV-forfatter og komponist, da han sammen med Poul Nesgaard og Ungdomsredaktionen på Danmarks Radio stod bag “Poul og Nulle i hullet”, “I Sandhedens Tjeneste” og “Baggårdsredaktionen”. Siden slutningen af 1980’erne har Nulles egen gruppe Nulle & Verdensorkestret spillet koncerter i det meste af verden og hvert år på Copenhagen Jazz Festival, og senest har han været aktiv med de prisvindende grupper Emil de Waal+ “Made in Denmark” og Old News.

Palæ Bars Jazzpris er blevet uddelt siden 1990, og det særlige ved den traditionsrige pris er, at den er finansieret af Palæ Bars egen kasse uden støtte eller kommercielle sponsorater. Indehaver Peter Fredholt udtaler: “Vi er utroligt glade for, at valget er faldet på Nulle, der modtager den 28. pris. Han har spillet på Palæ Bar i mange år og er altid garant for godt humør.” Der er jazzmusik med fri entré året rundt i Ny Adelgade 5. Det gælder også de kommende to uger, hvor publikum er inviteret til koncerter med Jesper Thilo, Jan Kaspersen, Jan Harbeck, Jakob Dinesen med flere.

Nulle kvitterer fredag den 7. juli med en gratis eftermiddagskoncert foran Palæ Bar – en priskoncert, der for mange fungerer som det uofficielle startskud til Copenhagen Jazz Festival 2017. Prisen er tidligere bl.a. gået til Alex Riel, Bent Jædig, Ed Thigpen, Ole Fessor Lindgren, Mona Larsen, Hugo Rasmussen, Doug Raney. Se den samlede liste på Palæ Bars hjemmeside. Vel mødt!

Fredag 7/7, kl. 14:00: Palæs Jazz Pris 2017 feat. Nulle – Se alle koncerter med Nulle her