Ny dokumentar afdækker Lotte Ankers improvisationer på de københavnske spillesteder


Instruktør og forfatter Christian Braad Thomsen er manden bag en ny dansk jazzdokumentar, der retter blikket mod improvisation, som den kommer til udtryk hos den danske saxofonist og komponist Lotte Anker. Braad Thomsen har fulgt Anker med sit kamera i 10 år, og kommer undervejs i filmen rundt om en række af hendes samarbejder – både på særligt de københavnske spillesteder som Koncertkirken, Literaturhaus og Jazzhouse og en enkelt optræden i Frankrig.

“Lotte Anker – Frie Improvisationer er en film med forskellige perspektiver på og tanker om fri improvisation: Hvad er det? Hvad er kraften i improvisation? Hvad er dens historiske baggrund?”, skriver Christian Braad Thomsen i en pressemeddelelse.

Den danske saxofonist og komponist Lotte Anker (f. 1958) er en af de fremtrædende stemmer på den europæiske scene for improvisation, eksperimental og ny kompositionsmusik. Hun har gennem årene været initiativtager til og leder af en lang række berømmede grupper og samarbejder som Anker/Taborn/Cleaver, What River Ensemble, Electric Habitat, Anker/Bauer/Edwards/Lovens, en række duo-samarbejder med Fred Frith, Ikue Mori, Okkyung Lee, Thomas Lehn, Fred Lonberg-Holm, Joelle Leandre samt været en del af Fire! Orchestra.

Når filmen får premiere i Vester Vov Vov i København torsdag den 16. november, kan du opleve Lotte Ankers fornemmelse for improvisation i form af koncertoptagelser foruden en række interviews med Anker selv og en håndfuld af hendes musikalske sparringspartnere – Craig Taborn, Herb Robertson, Paul Lovens og hjemlige Kresten Osgood. Filmen er tilegnet mindet om den tyske trombonist Johannes Bauer, der her har sin sidste filmoptræden.

Lotte Anker – Frie Improvisationer
Torsdag 16/11, kl. 19:00 i Vester Vov Vov, Kbh. V
Læs mere / Køb billet