Overjordisk shamanmusik fylder kirkerummet i Brorsons Kirke til marts


Den 8. marts kan du komme med til en overjordisk musikalsk oplevelse, når den tuvanske gruppe Huun Huur Tu fylder Brorsons Kirkes unikke akustiske rum med strubesang og transcenderende steppemusik.

Alene gruppens vokaler skaber overjordiske lyde. Med deres strubesang fremstiller gruppens fire medlemmer overrumplende droner: Den ene tone flyder langsomt over i den anden, mens overtonen produceres i et på én gang massivt og nuanceret lydbillede. Teknikken trækker tråde til en række ældgamle tuvanske sangtraditioner – et bredt udvalg af varierende strubesangsteknikker med hver deres karakteristika.

De overjordiske vokaler suppleres af strygeinstrumenterne igil og byzaanchi , hvis udseender er lige så distinkte som deres lyde: Igil’en er formet som en hest og byzaanchi’ens krop har en cylindrisk form. Dertil kommer den langhalsede lut, doshpuluur, den lille mundharpe khomus og slaginstrumentet tuyug, som består af to hestehove.

Huun Huur Tus shamanistiske musik hylder med sine ældgamle sange bjergene og sletterne, naturens kræfter og mysterier. Geografisk er musiktraditionen vokset ud af området omkring Tuva-regionen på grænsen mellem den sibiriske taiga og den centralasiatiske halvørken. Gruppens grundlægger, Kaigal-ool Khovalyg, var hyrde på Tuvas sletter, før han i 1979 blev inviteret med i Tuvan State Ensemble. Siden har han rejst verden rundt med sin og Tuva-republikkens særegne musik og optrådt med bands som Kronos Quartet og Frank Zappa.

Huun Huur Tu spillede tidligere i år en enestående koncert på et udsolgt Global. Når gruppen indtager Brorsons Kirke torsdag den 8. marts, er det tredje koncert i rækken af samarbejder mellem det forhenværende Jazzhouse/Global (nu: Alice) og Copenhagen Jazz Festival med kirken på Nørrebro som scenerum. Publikum har tidligere i år her kunnet opleve norske Jon Balke, mens australske The Necks lægger vejen forbi med deres ligeledes trancefremkaldende lydunivers tirsdag den 5. december.

Huun Huur Tu (RU)
Torsdag 8/3, kl. 20:00 i Brorsons Kirke
Læs mere / Køb billet