Richard Galliano vender tilbage til København som festivalhovednavn i Den Sorte Diamant


Den franske akkordeonist Richard Galliano har som ingen anden taget fat i harmonika-instrumentet og videreudviklet dets traditionelle udtryk til et forfriskende nyt livtag med fransk jazz. Til Copenhagen Jazz Festival 2018 er han hovednavn i Den Sorte Diamant, der også sætter harmonikaen i scene med Lelo Nika Septet og et Francesco Calí/Jacob Fischer særprojekt.

Tirsdag 10/7: Richard Galliano Kvartet (FR)

Richard Galliano nærer en stor kærlighed og respekt for de franske musiktraditioner, og særligt den franske musettevals, som han drager stor inspiration fra, men også tager nye moderne steder hen. I hans nyfortolkning af genren kombinerer han inspirationskilder fra både jazz, blues, tango og brasiliansk musik. Det hele bindes sammen af kærligheden til den gode melodi, der danner en rød tråd gennem musikken, der ellers bevæger sig vidt omkring i følelser og stemninger.

Allerede som fireårig begyndte Richard Galliano at spille harmonika med undervisning fra faderen, Lucien Galliano, der selv mestrede instrumentet, og det blev startskuddet til en lang og farverig karriere, der har taget ham genremæssigt vidt omkring. Han har indspillet over 50 albums og blandt andet spillet sammen med legender som Chet Baker, Gary Burton og Ron Carter. Galliano har tidligere fejret flere triumfer i løbet af Copenhagen Jazz Festivals snart 40-årige historie, hvor han har givet koncerter i Tivolis Glassal og DR Koncerthuset.

Efter at have skrevet, spillet og udgivet musik i 30 år tog Galliano for et par år siden bestik af sit eget kunstneriske virke og markerede sit ståsted med albummet New Jazz Musette, der én gang for alle understregede hans evigt kreative og entusiastiske tilgang til jazzen.

Line-up: Richard Galliano, akkordeon, Jean-Marie Écay, guitar, Yaron Stavi, kontrabas, Jean-Christophe Galliano, trommer

Onsdag 11/7: Jacob Fischer feat. Francesco Calì & Josefine Cronholm (DK/IT/SE)

Den danske jazzguitarist Jacob Fischer er både exceptionelt dygtig og ydmygt nærværende. Med en utrolig sans for detaljen og det samlede udtryk formår han at skære alt overflødigt væk, og tilbage står den rene melodiske jazzmusik leveret med et spilleteknisk overskud, der lader tonerne flyde afsted helt af sig selv. Jacob Fischer har specielt til denne koncert på Den Sorte Diamant samlet et enestående hold af musikere fra forskellige hjørner af Europa for at spille musik inspireret af sommeren. Den italienske akkordeonist Francesco Calí fra Catania på Sicilien er en harmonika-virtuos, som har haft et symbiotisk samarbejde med Jacob Fischer gennem mange år og har tilføjet et charmerende sydlandsk touch til musikken – en slags jazz med middelhavs-stemning , som det kan høres på parrets anmelderroste cd Django fra 2011.

Line-up: Francesco Calì: harmonika, Josefine Cronholm: vokal, Jacob Fischer: guitar, Andreas Møllerhøj: kontrabas, Tom Jensen: trommer

Torsdag 12/7: Lelo Nika Septet (RS/SE)

Lelo Nika har sin rødder i Serbien og har efter mange år i Danmark bosat sig i Malmö. Som musiker er han inspireret af sin kulturelle baggrund i form af Balkan-musikken, men har igennem mange år også videreudviklet den i samspil med jazz og verdensmusik. Som komponist ser han det som en vigtig mission at bevare de musikalske traditioner, han er en del af, men også at komponere ny musik, der overskrider disse. Jazz, folkemusik og verdensmusik udfoldes i perfekt symbiose, når den serbiske Tajj String Quartet møder Lelo Nikas egen trio bestående af harmonika, cimbalom og kontrabas. Den sammenstykkede gruppe udgør Lelo Nika Septet.

Line-up: Lelo Nika, harmonika, George Mihalache, cimbalom, Thommy Andersson, kontrabas, Aleksandra Krčmar Ćulibrk, violin, Jovanka Mazalica, violin, Jelena Filipović, bratch, Timea Kalmar, cello

Den 40. udgave af Copenhagen Jazz Festival fejres den 6.-15. juli 2018 på flere end 120 spillesteder i hovedstaden. Billetter er i salg nu på www.jazz.dk/koncerter.