Verdenskendt sangfugl til Copenhagen Jazz Festival 2017


Én af det afrikanske kontinents mest elskede divaer og respekterede stemmer, malinesiske Oumou Sangare, giver koncert under åben himmel på Copenhagen Jazz Festival 2017. Billetsalget er i gang.

 

Den malinesiske sangerinde Oumou Sangaré har rang af superstjerne i sit hjemland og har i øvrigt begejstret publikummer verden over med sine stærkt socialt engagerede sange og en fuldstændig unik stemme, som har givet hende tilnavnet ”Sangfuglen fra Wassoulou”.

Til Copenhagen Jazz Festival 2017 lægger Sangaré vejen forbi det årlige tema Jazz by the Sea. Med sin stærke musikalske forståelse og sit fremsyn har Oumou Sangaré formået at gøre den traditionelle malinesiske musik til et subtilt og nuanceret nutidigt udtryk, der blandt andet rejser stærke socialpolitiske spørgsmål – især om kvindernes rolle i den afrikanske kultur. Hvis man vil forstå Afrika i dybden, så kan man enten bruge årevis på at studere det eller lytte til Sangaré, der modigt beskriver et kontinent, der politisk og socialt befinder sig i en globaliseringens brydningstid.

Oumou Sangaré blev opdaget af guitaristen og landsmanden Ali Farka Touré som ganske ung og debuterede med ”Mousoullou” i 1991. Sangarés familie kommer fra Wassoulou-folket, og hendes musik tager udgangspunkt i traditionelle malinesiske sange, der var sparsomt akkompagneret af simple instrumenter som kalabas og n’goni.

Wassoulou betegner ikke kun et område i Vestafrika, men er samtidig en dybt fascinerende musikalsk kultur og tradition, der med stærke kvindestemmer og sparsom instrumentering lader tekster om svangerskab, fertilitet og polygami strømme ud med intens og passioneret indlevelse. Hendes live-setup har et større format end hendes hjemstavns musik sædvanligvis optræder i, men holder tæt fast i forbindelsen til Wassoulou, vitalitet og danseglæde.

Den vestafrikanske vokaldronning Oumou Sangarés samarbejdspartnere tæller blandt andet Ali Farka Toure, Toumani Diabate, Femi Kuti og Youssou N’Dour, og hun var i 2010 udvalgt af festivalaktuelle Herbie Hancock til den Grammy-vindende plade “The Imagine Project”.

Da Oumou Sangaré besøgte Copenhagen Jazz Festival 2011 var det til 5-stjernede anmeldelser i de danske medier. Politiken skrev: “Malinesisk nattergal gav uforglemmelig koncert – Oumou Sangaré gav sammen med sit band og sine danserinder en afrikansk fest, de fremmødte sent vil glemme.”

Oumou Sangaré (ML)
Lørdag 8. juli, kl. 20.00 til Jazz by the Sea
Køb billet / Tilmeld på Facebook