Vinterjazz 2019 blev det perfekte startskud til et år med større musikalsk mangfoldighed i hele landet


Søndag aften sluttede den 19. udgave af den landsdækkende festival Vinterjazz, som i løbet af 24 dage har skabt forbindelser på tværs af det danske musiklandskab. Spillesteder i hele landet har budt på internationale gæstestjerner, nye kompositioner og fremadstormende talenter – og samtidig har Vinterjazz sat kønsbalancen til debat.

Foruden internationale gæster som Egberto Gismonti, Dinosaur, John Scofield, Craig Taborn og Yussef Dayes har landets spillesteder især været præget af premierer på nye projekter og kuraterede koncertrækker, alt afhængig af lokalitet og udtryk.

Særligt har de unge talenter som Maria Dybbroe, Laurits Hyllested, Karmen Rõivassepp og Kathrine Windfeld markeret sig på en Vinterjazz, der også har budt på landsdækkende turnéer med DR Big Band, Blicher Hemmer Gadd, Jakob Bro Trio, Maria Faust, Cæcilie Norby, Aarhus Jazz Orchestra “Songs To The Green Land” og en storslået hyldest til kultmusikeren Per Carsten med BSD+B og Palle Mikkelborg.

”Jazz er en vildtvoksende og rummelig musikgenre, der hele tiden udvikler sig med inspiration fra alt, hvad der i øvrigt rører sig af musik i verden. Vinterjazz skaber øget opmærksomhed om jazzen, pirrer nysgerrigheden og byder på store musikalske oplevelser til alle. For publikum i hele Danmark er Vinterjazz en fantastisk mulighed for at opleve et flot og varieret opbud af jazz, lige fra de nye, fremadstormende, unge navne, over de kompromisløse, etablerede jazzkunstnere til de store, internationale hovednavne”, siger Michael Bojesen, Formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.

I alt har flere end 30 byer fra hele landet været repræsenteret i Vinterjazz-programmet, hvilket omfatter både de store byers regionale spillesteder og koncertsale, såvel som venues og koncertforeninger fra så forskellige egne som bl.a. Skagen, Fanø, Sorø, Thy, og Bornholm. Vinterjazz har også budt på nye eksperimenterende steder som Colabs, Klub Primi, Momentum Musik og Brønshøj Vandtårn.

“Vinterjazz er et af de vigtige årlige samlingspunkter for jazzmiljøet, som både giver øget opmærksomhed omkring jazzen og en masse fantastiske koncerter. Sådan er det også i Aarhus, hvor mange af byens arrangører støtter op om initiativet, og der har i år været mere end 30 koncerter i løbet af de 3 uger. Udvalget er utrolig bredt, så der har været noget at hente for alle. Det er også dejligt at se, hvordan jazzen har været præsenteret rundt i hele byen fra de store koncertsale til de små, listige steder. Det understreger heldigvis, at jazzen lever og har det godt”, siger Gorm Askjær fra Aarhus Jazz Festival.

I Odense er der også meldinger om udsolgte koncerter til de britiske satsninger på det nye eksperimenterende spillested: “Det er gået vildt godt med vores Vinterjazz-program på Teater Momentum. Vi har haft orkestre fra rundt omkring i verden, og alle koncerterne har fået rigtig, rigtig god opbakning fra publikum. Vores koncerter med engelske Dinosaur og Joe Armon-Jones var begge udsolgte. Det gør en forskel med Vinterjazz, da vores program kommer bredere ud under festivalen,” siger Casper Tornhøj Schärfe fra Momentum Musik.

 

Fokus på kønsbalancen på Vinterjazz

Med Vinterjazz som bagtæppe har spillesteder og musikere sat fokus på kønsbalancen i dansk rytmisk musik. I et stort interview med Jyllands-Posten har musiker og booker Maria Dybbroe udtalt: “Det er et demokratisk problem, at det kun er mændenes historier, som bliver fortalt.” Også DR P1 og Dagbladet Politiken har kigget nærmere på historien i løbet af februar.

Under koncerttemaet Wild at Heart, som opstod under Copenhagen Jazz Festival 2014, har festivalen igen i år sat fokus på kompromisløse komponister, improvisatorer og bandledere med koncerter i hele landet. Kvinderne har også stået i front for programmet hos de progressive musikforeninger som Sun Ship, Klub Primi og The Community. Spillestedet Forbrændingen i Albertslund og Gaarden & Gaden har udelukkende booket kvindelige bandledere, mens internationale bands som International Female Musician Collective og Sisters in Jazz har været på Vinterjazz-turné.

Maria Dybbroe har sammen med en række andre festivalaktuelle musikere som Julie Kjær, Michala Østergaard, Mia Dyberg og Mija Milovic undervist på den årlige JazzCamp for Piger, der er arrangeret for sjette gang af Copenhagen Jazz Festival og JazzDanmark. Improvisationsstævnet blev søsat efter en rapport fra 2011 om kønsbalancen i det rytmiske musikmiljø, der påviste en generel kønsfordeling på 80% mænd og blot 20% kvinder. En senere analyse fra Dansk Musiker Forbund fra 2017 viser, at inden for rock, pop og blues udgør kvinderne kun 22 procent af musikerne – i jazzen 37 procent.

“I løbet af de sidste 10 år har bevidstheden om den store kønsubalance i den rytmiske del af musikbranchen gjort, at det er gået fra at være noget, vi løbende skulle minde hinanden om, til noget som nu er dybt indarbejdet i alle de ting, vi laver,” har Kenneth Hansen, festivalleder for Vinterjazz og Copenhagen Jazz Festival, udtalt til Jyllands-Posten.

Copenhagen Jazz Festival 2019 finder sted den 5.-14. juli. Datoerne for den 20. udgave af Vinterjazz er 6.-29. februar 2020. Tak til Nordea-fonden og Statens Kunstfond.

 

(Foto fra åbningen af Klub Primi: Anders Børup)