Særlige projekter og eksperimenterende tiltag på Vinterjazz 2016


Udvalgte spillesteder og arrangører har under Vinterjazz 2016 kurateret særlige koncertrækker og projekter, som bryder rammerne for de gængse formater for livemusikken. Her er der vægt på eksperimenter, radikale fortolkninger og fri improvisation. (Photo by Peter Gannushkin)

 

Musikalsk forbrødning i hele landet

Under banneret Sølvtøjet drager trommeslager Kresten Osgood på en ambitiøs Danmarksturné, der vil have rummeligheden tilbage i dansk jazz. Fem koncerter, seks musikere, to poeter, én minibus – alt er endnu usikkert, og det lader til at være en del af pointen for det stærke hold, der ud over Osgood selv består af de vidtfavnende kapaciteter Lotte Anker, Jesper Thilo, Jonas Struck, Jeppe Zeeberg, Nicolai Munch-Hansen, Lars Skinnebach og Signe Gjessing.

Sølvtøjet kan opleves i Aarhus, Kolding, Vordingborg, København og Albertslund. Se datoer og læs mere om projektet her: Sølvtøjet

 

Nyt impro-koncept i Absalon

To dage i træk inviterer folkehuset Absalon til alternativ morgenvækning med frisklavet impro og hjemmebag. En lille håndfuld visionære og morgenfriske musikere mødes under banneret 2020 og spiller 20 minutters solokoncert efterfulgt af 20 minutters fælles improvisation. De to arrangementer tegnes af to duoer bestående af henholdsvis komponisten og sangerinden Qarin Wikström (Shitney) i selskab med saxofonisten og nayfløjtenisten Lis Kruse samt trompetisten Kasper Tranberg i fri udfoldelse med pianisten Lars Fiil. Sidstnævnte er også kuratoren bag 2020. Se datoer og læs mere her: 2020

 

Progressive initiativer i Aarhus

Den århusianske musikforening Sun Ship har i mange år arrangeret koncerter på forskellige adresser i Aarhus. Nu får de sat deres farver på det netop nyåbnede spillested Tape i form af en radikalt eksperimenterende trio med Maria Laurette Friis, Dodebum og Kresten Osgood. Det er næsten det gamle line-up fra det hedengangne orkester Tys Tys. Publikum kan dog forvente et ganske andet kunstnerisk greb fra den aktuelle trio tirsdag den 9/2.

Læs mere om koncerten her: Laurette Friis/Dodebum/Osgood

Sun Ship har ligeledes en hånd med i Atlas’ to koncertrækker The Golden Years of Aarhus, der kan gøre dig klogere på Aarhus’ spirende jazzmiljø. Begge aftener vil fire unge orkestre optræde, heriblandt de to trioer Tigers Mind (Danielle Dahl, Thomas Eiler og Niklas Adam), der tager sit udspring i freejazz, electronica og minimalistisk komposition, samt Kasper Staub Trio, som er blevet sammenlignet med alt fra Carl Nielsensk sagtmodighed over Jan Johanssonsk folklorisme til Paul Bleysk freejazz.

Se datoer og læs mere her: The Golden Years of Aarhus

 

Avantgarde-aftener og solokoncerter på Nørrebro

Den viltre og genreafsøgende jazz har for alvor slået rødder på Nørrebro i København. Jazz Club Loco byggede i 00’erne bro til kvarterets notoriske rockklub Stengade 30 og fik fusioneret ellers adskilte publikumsgrupper og orkestre. I Vinterjazz 2016 deltager udover Stengade også KoncertKirken på Blågårds Plads og Café Mellemrummet med koncertrækker, der søger at træde uden for de allerede betrådte stier.

På Stengade introducerer Klub Avantgarde et nyt koncept, hvor eksperimenterende orkestre fortolker en række af populærmusikkens største navne. De seks guitarister i Cirklen tager favntag med Lana del Rey, vokalensemblet IKI giver sig i kast med Justin Timberlake, mens de kradsbørstige Svin afkoder Miley Cyrus. Herudover har spillestedet en række eksklusive koncerter på plakaten med blandt andre Nils Gröndahl, THTH, Ghost Flute & Dice og New Kids.

Se program og læs mere her: Stengade

KoncertKirken markerer sig med en lang række lokale og internationale kunstnere. Fra Berlin kommer pianisten Håvard Wiiks “Der Lange Schatten” og saxofonisten Gebhard Ullmanns Basement Research. Dertil kommer hele 12 solokoncerter med et udpluk af tidens centrale udøvere i grænsefeltet mellem musik og lydkunst: Lotte Anker, Danielle Dahl, Laura Toxværd med flere.

Se program og læs mere her: KoncertKirken

Café Mellemrummet præsenterer et afsindigt spændende og bredt udsnit af den unge, genreoverskridende jazz i et væld af afskygninger – lige fra Anders Vestergaard/Ole Mofjell Duos manipulerede, trommebaserede klangflader til dansende ethio-jazz med Debre Damo Dining Orchestra samt Terkel Nørgaard og Jeppe Zeebergs fritsvævende duoimprovisationer.

Se program og læs mere her: Café Mellemrummet

 

Musikerkollektiv i Kødbyen med finale i Albertslund

I 5e, den gamle slagtestald i Kødbyen i København, afholder musikerkollektivet og pladeselskabet ILK en snes koncerter, der skærer ind til benet og blotlægger aktuelle samarbejder og projekter. Her kan man blandt andet opleve saxofonisten Jesper Løvdal optræde med det garvede impro-makkerpar Peter Friis Nielsen og Claus Bøje, mens pianisten Simon Toldams “Sten, Saks, Papir” har nykomponeret musik klar og lader sig inspirere af naturens former, uendelighed og organiske kaos/orden.

Se datoer og læs mere her: 5e

Forbrændingen i Albertslund er omdrejningspunkt for et omfattende ILK-event med 13 koncerter den 27. februar. Flere af koncerterne har internationalt islæt i form af kapaciteter som Fred Lonberg-Holm, Lars Andreas Haug, Ståle Storløkken og Herman Münzing. Kollektivet lægger desuden op til overraskelser og special treats for eksempel i form af projektet Søren Kjærgaards Ghettoblastere og ILK MULTIORGASTISKDISCOAFROBAND.

Læs mere om arrangementet her: ILK Eksplosion