Sølvtøjet med Kresten Osgood, Jesper Thilo, Lars Skinnebach m.fl. tager på Vinterjazz-turné


VINTERJAZZ: Fem koncerter i hele landet, seks jazzmusikere og to lyrikere. Der er tale om et af Vinterjazz 2016’s helt store tilløbsstykker, når trommeslager og komponist Kresten Osgood den 17.- 21. februar kører landet tyndt med sit ensemble SØLVTØJET.

Rummeligheden skal tilbage i dansk jazz. Det mener i hvert fald trommeslager, komponist og bagmand bag et af Vinterjazz’ mest ambitiøse projekter, Kresten Osgood. Under festivalen har han klemt syv kreative venner ind i en minibus, der i løbet af fem dage vil tage turen fra Aarhus til Albertslund – navnet er SØLVTØJET.

Ensemblets musikalske legerum er befolket af nogle af landets mest markante skikkelser både inden- og uden for jazzland. Ud over Kresten Osgood selv bag trommerne, finder man kendte ansigter som pianisten Jeppe Zeeberg, genrekrydseren Jonas Struck på guitar og Nicolai Munch-Hansen på bas. Gruppens blæsende del udgøres af de saxspillende sværvægtere Jesper Thilo og Lotte Anker, der tilsammen har en menneskealders erfaring inden for henholdsvis swing og den eksperimenterende jazz.

SØLVTØJET vil dog ikke kun den rene musik. Med i minibussen sidder forfatterne Signe Gjessing og Lars Skinnebach. De to digteres grænsenedbrydende lyrik indgår som en naturlig del af SØLVTØJETs koncerter – ikke uvant for Skinnebach, der tidligere har optrådt med blandt andre den excentriske vismand Goodiepal og som saxofonist med avant-guitaristen Jørgen Teller.

Det konkrete møde mellem netop tradition og eksperiment, mainstream og niché og musikere fra flere grene og generationer af den spraglede jazz er en af de helt centrale pointer bag samarbejdet. Mødet kræver gensidig tillid, også tillid fra publikum, og håbet er at nå en fællesnævner gennem musikken, som går på tværs af de mange mere eller mindre kunstige skel.

SØLVTØJETs turné under Vinterjazz 2016 er blevet til i samarbejde med Copenhagen Jazz Festival og en række arrangører og spillesteder. Turnéen er støttet af Dansk Musiker Forbund og DJBFA / Komponister og Sangskrivere. SØLVTØJET besøger følgende venues under deres rejse tværs gennem Danmark:

17/2 – Atlas – Aarhus – Arrangør: Sun Ship // KØB BILLET
18/2 – Pitstop – Kolding – Arrangør: Jazz6000 // KØB BILLET
19/2 – Stars – Vordingborg – Arrangør: Stars // KØB BILLET
20/2 – Jazzhouse – København – Arrangør: Copenhagen Jazz Festival // KØB BILLET
21/2 – Forbrændingen – Albertslund – Arrangør: Forbrændingen // KØB BILLET

SØLVTØJET består af:
Kresten Osgood – orkesterleder, trommer
Jesper Thilo – saxofon
Lotte Anker- saxofon
Jeppe Zeeberg – klaver
Jonas Struck – guitar
Nicolai Munch-Hansen – bas
Lars Skinnebach – lyrik
Signe Gjessing – lyrik

Denne koncertrække er en del af den landsdækkende musikfestival Vinterjazz, som har eksisteret siden 2001 og foregår hvert år i februar. Vinterjazz 2016 finder sted 5.-28. februar på 100 spillesteder i hele landet.