Stor opmærksomhed om JazzCamp for Piger 2016


JazzCamp for Piger 2016 sluttede fredag eftermiddag, og de første tilbagemeldinger tyder allerede nu på, at den tredje udgave af JazzCamp for Piger var en stor succes. I alt deltog 170 piger i alderen 10-15 år på den hidtil største udgave af campen.

“Det har været overvældende med den store interesse for JazzCamp for Piger i år. Vi har det største deltagerantal nogensinde, en stigning i antallet af camps og interesserede musikskoler fra hele landet vel at mærke – samt en omfattende medieinteresse, som vidner om, at projektet er både vigtigt og aktuelt. Derudover har vi fået rigtigt mange positive tilbagemeldinger fra pigerne, deres forældre og underviserne ude fra skolerne, så det tyder på, at der er en særlig ånd om det her initiativ,” siger projektleder Eva Frost fra JazzDanmark.

JazzCamp for Piger er et undervisningsforløb for piger i alderen 10-15 år, som blev startet i 2014 af Copenhagen Jazz Festival og JazzDanmark. JazzCamp’en finder sted hvert år i skolernes vinterferie under Vinterjazz og arrangeres i tæt samarbejde med musikskolerne.

Årets JazzCamp førte blandt andet til reportager i TV Avisen, DR P1, TV2 Nord, Weekend-Avisen samt en række lokalaviser i de forskellige landsdele.

 

Ny evaluering skal vise, om projektet er bæredygtigt
Formålet med JazzCamp for Piger er at sætte fokus på kønsbalancen i fremtidens musikerlandskab. Initiativet er en reaktion på rapporten “Kønsbalancen i Rytmisk Musik”, der slog fast, at kun ca. 20 procent af musikere, undervisere og beslutningstagere i musikbranchen er kvinder.

“Det er vigtigt at skabe en bæredygtig fødekæde for en ny generation af musikere, og det særlige ved JazzCamp for Piger er, at projektet sætter ind, hvor pigernes interesse for musikken begynder. Vi har derfor også igangsat en omfattende undersøgelse og evaluering, der bruges fremadrettet og i sidste ende kan fortælle os om vores projekt har virket,” udtaler Eva Frost.

Evalueringen bliver lavet i foråret 2016 og bliver sammen med undervisningsmaterialet efterfølgende udbudt til alle landets musikskoler, så man kan bruge erfaringerne fra JazzCamp for Piger lokalt.

JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival siger tak til alle medvirkende, tilskudsgivere og samarbejdspartnere i forbindelse med JazzCamp for Piger 2016. Projektet vender tilbage i februar 2017. For mere info omkring kommende jazzcamps, kontakt projektleder Eva Frost på eva@jazzdanmark.dk.

 

Fakta om JazzCamp for Piger
2016: 170 deltagere, i samarbejde med 15 musikskoler
2015: 100 deltagere, 7 musikskoler
2014: 50 deltagere, 5 musikskoler

– Startet i 2014 af Copenhagen Jazz Festival og JazzDanmark
– Antal deltagere: 170 piger i alderen 10-15 år fordelt på musikskoler i hele landet
– JazzCamp’en finder sted i skolernes vinterferie i forbindelse med den årlige Vinterjazz festival
– Undervisningen har fokus på improvisation og nye instrumenter
– Initiativet er en reaktion på rapporten “Kønsbalancen i rytmisk musik”

JazzCamp for Piger 2016 blev afholdt den 15.-26. februar under Vinterjazz – og er støttet af Nordea-fonden, Knud og Dagny Gad Andresens Fond, Gangstedfonden samt DMF, DAF og DPA. Arrangør er JazzDanmark og Copenhagen Jazz Festival i samarbejde musikskolerne.