Vinterjazz hylder Rifbjerg, Asmussen, Strayhorn og ikoniske jazzplader


Med en række særlige hyldestkoncerter favner Vinterjazz 2016 mere og andet end nutidens og fremtidens musik. I år kan man blandt andet være med til at fejre Svend Asmussens 100 år og mindes koryfæer som Klaus Rifbjerg og Jens Winther. (Foto: Birthe Melchior)

Når Vinterjazz 2016 sætter i gang den 5. februar, er det også tid til at kigge tilbage på nogle af kunstnere, der har betydet mest for jazz – både herhjemme og i udlandet. Det sker blandt andet ved en række koncerter, hvor ikoner som Klaus Rifbjerg, Svend Asmussen, Jens Winther og Cannonball Adderley hyldes og mindes af en række af nogle af landets fremmeste musikere.

 

‘Kulturradikalisme & jazzen’

Siden juni 2015 har udstillingen om den afdøde og ikoniske forfatter og journalist Klaus Rifbjerg været en væsentlig del af Den Sorte Diamants kulturtilbud. Rifbjerg var i det meste af sit liv en stor tilhænger af jazzmusik, og som en ekstra hyldest til sin far har Rifbjergs søn, trommeslager Frands Rifbjerg udvalgt en lille gruppe musikere til en aften i Dronningesalen lørdag den 6. februar. Målet er at nå en nutidig musikalsk kommentar på begrebet kulturradikalismen – en strømning i dansk kultur, som Klaus Rifbjerg i høj grad befandt sig midt i.

Frands Rifbjerg, som blandt andet er modtager af Bent Jædig Prisen, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Siden begyndelsen af 1990’erne har han været ganske efterspurgt på den københavnske jazzscene. Frands Rifbjerg har spillet med en lang række mindre ensembler, eksempelvis har han i en årrække været fast medlem af Jesper Thilos kvartet, Ernie Wilkins Almost Big Band og senest også i klavertrioer med bl.a. Carsten Dahl og Søren Kjærgaard/Jonas Westergaard/Frands Rifbjerg.

Line-up: Maria Fisker (sang), Anders Christiansen (kontrabas), Kasper Tranberg (trompet), Søren Kjærgaard (klaver), Frands Rifbjerg (trommer)

Lørdag 6/2: Kulturradikalisme og jazzen – Frands Rifbjerg med venner → Den Sorte Diamant // INFO & BILLETTER

 

Svend Asmussen runder 100 år

Under Vinterjazz 2016 markeres Svend Asmussens 100 års fødselsdag (den 28. februar 2016) af Mads Tolling Quartet med gæster. I Mads Tolling Quartet finder man jazzguitarist Jacob Fischer, som medvirker på over 200 albums og har spillet med de bedste danske og udenlanske musikere. Ikke mindst hans 15 år i violinmesteren Svend Asmussens kvartet har gjort ham kendt uden for snævre jazzkredse. Mange af Asmussens klassikere, som Fischer kender fra sin tid med gruppen, er blevet genoplivet og genopfrisket med nye arrangementer.

Violinist Mads Tolling har nu i over femten år været bosiddende i USA – og med stor succes. Mads er uddannet på Berklee College of Music i Boston og har siden da befundet sig i San Francisco. For få år siden forærede Svend Asmussen ham en stor del af sin nodesamling – med adskillige håndskrevne nodeark imellem. Han leder nu sin egen gruppe ’Mads Tolling Quartet’, der med det anerkendte album, ”The Playmaker,” for alvor blev sat på jazzens verdenskort med flotte anmeldelser i bl.a. Washington Post – og i Berlingske Tidende.

Line-up: Mads Tolling (violin), Jacob Fischer (guitar), Kasper Tagel (bas), Snorre Kirk (trommer) + special guests

Lørdag 13/2: Mads Tolling Quartet – En hyldest til Svend Asmussen 100 år Den Sorte Diamant, Kbh. K (feat. Sinne Eeg) // INFO & BILLETTER
Søndag 28/2: Mads Tolling Quartet – En hyldest til Svend Asmussen 100 år Telefonfabrikken / Gladsaxe Jazzklub (feat. Kjeld Frandsen) // INFO & BILLETTER

 

Jens Winther mindes af prisvindende aarhusiansk big band

Med sin alt for tidlige død efterlod trompetist og komponist Jens Winther et stort hul i det danske nutidige jazzmiljø. Hans storladne, lyriske og dramatiske musik bar præg af en usædvanlig stor kunstnerisk spændvidde fra det lysende spirituelle til sjælens allermørkeste, diabolske afkroge. Hans musikalske repertoire forgrenede sig ud i alt fra rockgrupper som Led Zeppelin, over trompetisten Miles Davis, som var et af Jens Winthers store idoler, og ud i både mere klassiske og moderne værker. Aarhus Jazz Orchestra, dirigeret af den norske big band-dirigent Geir Lysne, hylder ved koncerten på Atlas i Aarhus den 27. februar intet mindre end et unikum på den internationale jazzscene.

Lørdag 27/2: The Music of Jens Winther → Atlas, Aarhus // INFO & BILLETTER

 

Hyldest til jazzhistoriens store bagmand

Den amerikanske jazzpianist Billy Strayhorn er i dag en af de mest anerkendte komponister i jazzmusikkens historie. Han var egentlig en sublim pianist, men levede i skyggen af Duke Ellington som komponist og arrangør for dennes berømte orkester.

I anledning af, at Strayborn i november 2015 ville være fyldt 100 år, udgav trommeslager Jacob Roved det anmelderroste album “Remembering Billy Strayborn” med sin kvintet. Kvintetten har i forbindelse med Vinterjazz 2016 inviteret stortalentet, saxo-fonist John Ruocco med på en mindre turné, hvor de leverer deres fortolkninger af Strayborns udødelige klassikere.

Det bliver en helt speciel oplevelse at høre Strayhorns musik fortolket af den amerikanske saxofonist, som sidst kunne høres med denne gruppe under Vinterjazz 2014. Ruocco betragtes af de, der kender ham, som en mystisk, hip ’underdog’, et musikalsk geni i en liga helt for sig selv. Han er en musikernes musiker, en rebel på den internationale jazzscene, som har brugt et helt liv på at fremelske sit eget unikke univers, hvor avanceret harmonisk forståelse møder en besnærende melodisk sans. Kvintetten er desuden udvidet med den danske trompetist Thomas Fryland, der tidligere både har stået i lære hos netop John Ruocco og modtaget den prestigefyldte, dansk-amerikanske jazzhæder, Ben Webster Prize.

Fredag 12/2: Jacob Roves Quintet feat. John Ruocco & Thomas Fryland (US/DK) → Fredericia Jazzklub/Det Bruunske Pakhus, Fredericia // INFO & BILLETTER
Søndag 14/2: Jacob Roves Quintet feat. John Ruocco & Thomas Fryland (US/DK) → Jazzselskabet Aarhus/Kunsthal Aarhus // INFO & DØRSALG
Tirsdag 16/2: Jacob Roves Quintet feat. John Ruocco & Thomas Fryland (US/DK) → Paradise Jazz/Huset-KBH // INFO & BILLETTER

 

To vinkler på Cannonball Adderley

Både Henrik Bolberg og Jens Søndergaard præsenteres med mellemrum i mange forskellige sammenhænge på scenen i JazzCup. I denne gruppe, der har eksisteret et par år, har de slået sig sammen for at hylde Nat Adderley og Cannonball Adderley med en perlerække af nogle af brødrenes mest kendte numre fredag den 5. februar. Med sig har de to danske blæsere pianisten Thomas Bornø, den svenske bassist Lasse Lundström og trommeslageren Dennis Drud.

Line-up: Jens Søndergaard (as), Dennis Drud (trommer), Henrik Bolberg (tp, flh), Thomas Bornø (p), Lasse Lundström (b)

Fredag 5/2: A Tribute to Adderley Brothers → Jazzcup, Kbh. K // INFO & DØRSALG

En anden hyldest til Cannonball Adderley finder man ved arrangementet “Tribute to Nancy Wilson/Cannonball Adderley”, der stiller skarpt på albumklassikeren fra 1961. Sangerinden Nellie Ettison kendes blandt andet fra ’Vild med dans’-orkestret The Antonelli Orchestra. Hun har optrådt med så store navne som Grace Jones, Cher, George Duke, Gloria Gaynor og Kid Creole. Denne aften møder hun Benjamin Koppel for at hylde det udødelige album Nancy Wilson/Cannonball Adderley. Koncerten finder sted fredag den 5. februar i Prøvehallen i Valby.

Fredag 5/2: Tribute to Nancy Wilson/Cannonball Adderley → Prøvehallen, Valby // INFO & BILLETTER

 

Ikonisk jazz/bossanova-album af Getz/Gilberto

I løbet af februar måned præsenterer The Standard Jazz Club en enestående fortolkning af verdens mest solgte jazzalbum, “Getz/Gilberto”. Et internationalt hold af jazzmusikere er hentet til Danmark for at genoplive tonerne af den magi, saxofonisten Stan Getz og brasilianske João Gilberto skabte for nu godt 52 år siden. I 1960’ernes Mad Men-tid var Getz/Gilberto med til at bringe jazzens positive energi ud til folket. Stadig den dag i dag betegnes albummet som banebrydende og en vigtig inspirationskilde i jazzens verden. Derfor nærer størstedelen af nutidens jazzkunstnere også stor kærlighed til det livsbekræftende bossanova album.

Line-up: Graig Earle (b), Niclas Bardeleben (tr), Babor Bolla (ts), Nancy Harms (vokal), Daniel Rolim (gtr, vokal).

Fredag 5/2-14/2: Jazz Masterworks: Getz/Gilberto → The Standard, Kbh. K // INFO & BILLETTER