Guide: Anbefalinger fra undergrunden på Vinterjazz 2017


Der er god grund til at gå på opdagelse i den lange række af koncerter under Vinterjazz 2017 – også selv om du foretrækker din saxofon løssluppen og dit klaver præpareret. Når Vinterjazz 2017 begynder på fredag den 3. februar betyder det nemlig også et kærkomment velkommen til avantgarden, den frie improvisation og eksperimenterne på de mange spillesteder landet rundt. Her er et lille udvalg af koncerterne fra festivalens kant – den skæve side af Vinterjazz:

 

Udvalgte ILK’s – Santos, Anderskov, Toxværd og Anker

Lotte Anker er en af de fremtrædende stemmer på den europæiske scene for improvisation, eksperimental og ny kompositionsmusik. Initiativtager til og leder af en lang række berømmede grupper og samarbejder: Anker/Taborn/Cleaver, What River Ensemble, Electric Habitat, Anker/Bauer/Edwards/Lovens samt en række duo-samarbejder med Fred Frith, Ikue Mori, Okkyung Lee, Thomas Lehn, Fred Lonberg-Holm, Joelle Leandre og mange flere.

Chris Cutler er en britisk trommeslager, komponist, lyriker og musikteoretiker. Han blev kendt med de engelske avant-rock grupper Henry Cow og Art Bears og har desuden spillet med Fred Frith, Lindsay Cooper, Zeena Parkins, Otomo Yoshihide m.fl. Cutler er også medlem af Lotte Ankers 8-m/k store What River Ensemble. Cutler har udviklet nye måder at kombinere elektronik og trommesæt over mange år og skabt et mageløst musikalsk udtryk.

Lotte Anker, Chris Cutler & Lars Greve (UK/DK):
Tirsdag 7/2 kl. 21:00 – Sunship/Tape, Aarhus (+ Härja)
Onsdag 8/2 kl. 20:00 – KoncertKirken, København (+ Adi Zukanovic solo)

Jacob Anderskov’s CONTINUUM undersøger, transformerer, underkaster sig og forvrænger jazzklavertraditionens forbilleder. Stride-klaver, Herbie Nichols, Fats Waller, bebop, blues og fri improvisation smelter sammen i et ekspressivt hele. Klavertrioen spiller kompositioner af nogle af jazzens store artister, og repertoiret er primært fra jazzens første par årtier med et klokkeklart personligt twist. Samme tilgang går igen, når Anderskov med to koncerter under Vinterjazz 2017 markerer 100-året for verdens første jazzoptagelse, der fandt sted i februar 1917 – først solo, siden i trioformat med Nils Davidsen og Randy Peterson.

Jacob Anderskovs Centennial Part I Solo: Torsdag 9/2 kl. 20:00 – KoncertKirken, København
Jacob Anderskov “Continuum”: Fredag 10/2 kl. 23:00 – ILK 7 5e, København
Jacob Anderskovs Centennial Part II: Trio w/ Nils Davidsen & Randy Peterson: Fredag 11/2 kl. 21:30 – ILK / 5e, København

Portugisiske Susana Santos Silva (fra bl.a. Fire! Orchestra) regnes i dag som en af de skarpeste improvisatorer på den europæiske jazzscene. Hendes tilgang til trompeten trækker tråde til både klassiske og moderne musikalske discipliner samt jazz og lydkunst – grænseoverskridende og -søgende udforsker hun mulighederne i instrumentet og i det musikalske udtryk som sådan. Susana Santos Silva har de seneste fire år rejst verden rundt og spillet med en lang række af jazzens mest toneangivende navne, heriblandt nordiske kunstnere som Lotte Anker og Håkon Berre. (Foto: Christer Mannikus)

Susana Santos Silva (PT) & Maniscalco/Bigoni/Solborg (IT/DK)
Fredag 17/2 kl. 21:30 – ILK / 5e, København

Saxofonist og komponist Laura Toxværd har komponeret 18 grafiske partiturer, der alle sætter en ramme for fri improvisation. Konceptet blev udviklet som del af et artistic research-projekt på Rytmisk Musikkonservatorium i 2015-2016 og gennem koncerter på Kongsberg Jazzfestival og Copenhagen Jazz Festival. Det resulterede i udgivelsen af kunstbogen Compositions – 18 Graphic Scores med de grafiske partiturer samt de live-indspillede pladeudgivelser Compositions Part 1+2 fra Jazzhouse i København. Til denne premiere vil hun præsentere materialet med en trio bestående af Jeppe Zeeberg og Ole Mofjell foruden hende selv.

Laura Toxværd 18 Graphical Scores: Lørdag 18/2 kl. 21:30 – ILK / 5e, København

 

Wild at Heart

Johanna Elina er en herboende finsk sangerinde, hvis musikalske univers kan beskrives som poetisk alternativ vokaljazz – rejser mellem pop, rock og improviserende elektroakustiske lydlandskaber. Hendes debut-album “Our Garden” udkom i 2011 med fremragende anmeldelser, og i 2016 udgav hun opfølgeren, produceret i Island med Sigur Rós’ sound engineer/producer, Birgir Jon Birgisson.

Johanna Elina Sulkunen (FIN)
Fredag 17/2 kl. 20:00 – Amagerbro Jazz / Kvarterhuset, København
Torsdag 9/2 kl. 20:00 – Koncertkirken, København

Elena Setién maler drømmende lydbilleder på sit nye album ’Dreaming of Earthly Things’. Med sin baggrund i den eksperimenterende popduo Little Red Suitcase, som forsanger i indiebandet Kragesnak og en del af den anmelderroste impro-jazzgruppe The Black Nothing, der i år var nomineret til en jazz-DMA, er Elena Setién langtfra et ubeskrevet blad i den eksperimenterende musikverden. ’Dreaming of Earthly Things’ er imidlertid også et skridt i en mere klar og øjeblikkeligt iørefaldende retning for musikeren, komponisten og sangerinden.

Elena Setién – album release
Torsdag 9/2 kl. 20:30 – Jazz Club Loco / Bryggekælderen, København
Lørdag 11/2 kl. 21:00 – Sunship / Tape, Aarhus

To celloer, to stemmer og to forskellige verdener mødes i et akustisk elektrochok baseret på kontraster. Effektpedaler, improvisation og komposition er alle vigtige værktøjer, når de to cellister/sangere Soma Allpass og Lil Lacy udforsker muligheder, hvor det velkendte og det uhørte smelter sammen. Duoen blev nomineret i kategorien Årets Nye Jazznavn ved DMA Jazz 2016.

Soma & Lil
Fredag 3/2 kl. 21:00 – Sunship / Salonen, Aarhus

Medlemmerne i trioen Shitney (Maria Faust, Qarin Wikström, Katrine Amsler) har tidligere arbejdet sammen på kryds og tværs i forskellige musikalske konstellationer, som Pistol nr 9, Maria Faust Jazz Catastrophy og Television Pickup. I starten af 2015 dannedes Shitney med formålet at skabe ny og kompromisløs musik på en kontrasterende akustisk/elektrisk lydplanet, der blandt andet blev vist frem på en landsdækkende turné under Vinterjazz 2016

Shitney releasekoncerter
Fredag 10/2 kl. 21:30 – ILK / 5e, København
Lørdag 11/2 kl. 21:00 – Sunship / Tape, Aarhus (+ Probosci (US) + Elena Setién solo)
Søndag 12/2 kl. 20:00 – KoncertKirken, København (+ Lars Greve solo)

 

Impro-power: Probosci, Boujeloud, Svin og Dirty Beaches

Probosci er et forholdsvist nyt samarbejde mellem komponisterne Timba Harris (Secret Chiefs 3, Estradasphere) og Gyan Riley (Eviyan), der er søn af og har turneret med Terry Riley. Med violin og guitar udforsker gruppen de soniske landskaber, der opstår i krydsfeltet mellem improvisation og komposition. I Jazzhouse er der tale om en international dobbeltkoncert med cellisten Daniel Levins New York-kvartet, der befinder sig i grænselandet mellem kammermusik, traditionel amerikansk jazz, moderne europæisk improv, ny kompositionsmusik, avantgarde, mellemøstlige skalaer med mere. På Tape i Aarhus med Shitney og Elena Setién, som man kan læse mere om her på siderne.

Probosci (US) + Daniel Levin Quartet (US)
Onsdag 8/2 kl. 20:00 – Jazzhouse, København

Probosci (US) + Shitney + Elena Setien solo
Lørdag 11/2 kl. 21:00 – Sunship / Tape, Aarhus

Boujeloud har fundet sit helt eget ståsted på Danmarks sprudlende improjazzscene. Gruppen med guitarist Emil Palme i front albumdebuterede i 2012 med et både catchy og atonalt, trashjazzet udtryk. Deres tredje album, ‘Candyprince’, hev prisen for Årets Særudgivelse hjem til DMA Jazz 2016. Samme aften kan man opleve kvartetten SVIN, der har begejstret med et uortodokst bud på moderne instrumentalmusik. Gruppen tæller de erfarne musikere Lars Bech Pilgaard, Henrik Pultz Melby, Adi Zukanovic og Thomas Eiler og bevæger sig i grænselandet mellem abstrakt nyrock, dronebaseret folklore og ambient støj.

Boujeloud + SVIN
Fredag 17/2 kl. 21:00 – Jazzhouse, København

Canadisk/taiwanesiske Alex Zhang Hungtai er bedre kendt under navnet Dirty Beaches, hvor han har eksperimenteret med en klassisk, lo-fi-grumset rock’n’roll-lyd, men han har også spillet saxofon i Marching Church og soloprojektet Last Lizard. I selskab med David Maranha og Gabriel Ferrandini byder han på forrygende, minimal improvisationsmusik fra det nye fælles album ‘Ancora’. De tre musikere fandt sammen efter en invitation fra Blue Note til at skabe ny musik inspireret af John Coltranes freejazz-eksperimenter. Invitationen resulterede i en række formidable koncerter og i albummet ‘Ancora’, der består af to improviserede set af 20 minutters længde optaget live på Café Oto i London. Her folder Hungtai, Maranha og Ferrandini sig ud i et hypnotiserende samspil, der rummer intensiteten fra Coltranes mest eksperimenterende udfoldelser, men trioen har skabt sit helt eget sprog frigjort af genrekasser. Oplev dem for første gang i Danmark under Vinterjazz.

Alex Zhang Hungtai/David Maranha/Gabriel Ferrandini (CA/PT)
Onsdag 22/2 kl. 20:00 – Jazzhouse, København
Torsdag 23/2 kl. 20:00 – Atlas, Aarhus

 

Eksperimenterende koncertrækker

Under Vinterjazz inviterer Copenhagen Jazz Festival til en helt særlig koncertrække med kirkeorgelet i fokus. ‘Pibens anden lyd’ byder på instrumentale nyfortolkninger af Den Danske Salmebog, hvor pianisten Jeppe Zeeberg vil improvisere med udgangspunkt i kirkeorgelet.

Jeppe Zeeberg & Pibens Anden Lyd
Tirsdag 12/2 kl. 14:00 – Kastelskirken, København (fri entré)
Torsdag 14/2 kl. 19:30 – Sunship / Sct. Pauls Kirke, Aarhus (+ Rasmus Kjær solo)

Fire fredage under Vinterjazz danner Osramhuset på Nørrebro ramme om en koncertrække kurateret af kollektivet ’The Community’. Hver aften har samme forløb med fire forskellige koncerter både i Osramhusets Lille Sal og i drivhuset – et akvaponisk rum med planter, vand og fisk langs væggene. Aftenerne består af en koncert med en nysammensat duo med blandt andre Mads Emil Nielsen, Laura Toxværd, Tobias Pfeil, og Maria Dybbroe. Derefter følger to koncerter med etablerede orkestre som Bodyma$$, The Way Out, Nanchen 3,14, Mia Dyberg Trio med flere. Sidst på aftenen står den på interaktiv koncert, som er The Community’s varemærke, hvor alle musikere er velkomne til at deltage. De skiftende orkesterledere Laura Toxværd, Ture Larsen, Sven Meinild og T.S. Høeg vil ud fra tegnimprovisation eller grafiske værker dirigere et på dagen opstået storband.

Community presents…
Fredag 3/2, 10/2, 17/2, 24/2 – Osramhuset, København

Spir er en festival for alternativ musik og lydkunst med musikere og lydkunstnere, der arbejder med improvisation som en væsentlig del af deres udtryk. Festivalens bagmand er den alternative filmkomponist og musiker Christian Rønn, der blandt andre har samarbejder med guitaristerne Jørgen Teller og Peter Peter i bagagen. Spir Festival finder sted i sjællandske kirker under årets Vinterjazz.

Spir Festival
Onsdag 8/2 – Jørgen Teller i Søborg Kirke, Gilleleje
Torsdag 9/2 – Christian Skjødt i Esbønderup Kirke, Græsted
Fredag 10/2 – Christian Rønn i Villingerød Kirke, Dronningmølle
Lørdag 11/2 – Mike Sheridan i Søborg Kirke, Gilleleje

 

Den skæve side: Yngel, Raketseptet, The Gun og SAV

Yngel er en guitarduo, der afsøger grænserne for el-guitarens klanglige anvendelse. Analog guitarhacking og smutstensmelodier flettes sammen af strenge med referencer til både contemporary, jazz og punk. Med præparationer, udvidede teknikker og alternative spillemetoder forsøger Emil Palme og Taus Brenghøj at udfordre guitarens kompositoriske såvel som improvisatoriske muligheder.

Yngel
Fredag 3/2 kl 19:30 – Osramhuset, København (+ Laura Toxværd Duo)
Søndag 5/2 kl . 20:00 – KoncertKirken, København (+ Jakob Draminsky)
Torsdag 9/2 kl. 21:00 – Sunship / Tape, Aarhus (+Mat Maneri / Lars Greve / Taus Bregenhøj / Randy Peterson (US/DK))
Fredag 10/2 kl. 20:00 – Huset i Aalborg (+ Lasse Sandkamm Trio + The Gambian Folk Project)

Raketseptet er et nyt projekt fra saxofonisten og komponisten Jacob Danielsen. Som navnet indikerer, består orkestret af syv skarpe, yngre musikere fra den danske jazzscene. Komponister som Charles Mingus, Ornette Coleman, Mats Gustavsson, Thomas Agergaard og School Days er tydelige inspirationskilder for komponisten, og musikken ligger i tråd med grupper som Fire! Orchestra, Ok Nok Kongo, George Russel sextet, Atomic og Yunkan 5. Dybe dobbelte basgrooves, poetisk højstemte melodilinier som interagerer og de tætte klange fra fire horn giver orkestret et unikt udtryk.

Raketseptet
Søndag 12/2 kl. 17:00 – Jazzselskabet i Aarhus / Kunsthal Aarhus

The Gun er en skiftende størrelse, centreret omkring crooner Anders Wallin, der nogle gange kun bevæbnet med en banjo og andre gange flankeret af et ti-mandsorkester synger sine sange om regn, himmellegemer og evig kærlighed. Yes Deer har base i København og består af tre musikere fra Sverige, Norge og Danmark. Siden 2010 har Anders Vestergaard (dr), Signe Dahlgreen (s) og Karl Bjorå (g) udforsket en rå og rituel freejazz fyldt med skæve strukturer på kanten af det kaotiske.

The Gun + Yes Deer
Fredag 24/2 kl. 20:00 – Jazz Club Loco / Stengade, København

Mija Milovic og Lars Bech Pilgaards band SAV er klar med en ny plade, “The Conversation”, der er optaget i Beograd i forbindelse med afslutningen på en Balkan-tour. Musikken tager sit udgangspunkt i eklektiske improvisationer, folkemusik, trommemaskiner, støj og bredt favnende penselstrøg.

Samme aften i Bryggekælderen er der premiere på Newclear med tidl. medlemmer af Travelling Tribes: Et eksperimenterende pop-band med sci-fi og psykedeliske eskapader/landskaber, der giver en fortættet oplevelse af nysgerrighed, uvanetænkning og forunderlighed.

Sav + Newclear
Lørdag 18/2 kl. 20:30 – Jazz Club Loco / Bryggekælderen, København

 

Udvalgte koncerter i Koncertkirken

Carl Th. Drejers fødselsdag (3. februar 1889) markeres med en live-fremførelse af Jacob Kirkegaards soundtrack til filmklassikeren ’Jeanne d’Arcs Lidelse og Død’ (1928). Soundtracket består af udstrakte fragmenter af musik komponeret til og omkring Jeanne d’Arcs levetid (1412–1431). Disse tidstypiske klangfarver gengiver den modstridende atmosfære, der herskede omkring Jean D’arc, der på én og samme gang blev anset, som værende visionær frihedskæmper og djævelsk kætter. Soundtracket er oprindeligt kommissioneret af Onassis Cultural Centre i Athen og InMute festival ’14. Det er sidenhen udgivet af Michalis Moschoutis’ label Holotype i editeret længde med titlen ’Arc’.

Jacob Kirkegaard: ’Jeanne d’Arcs Lidelse og Død’ + Katinka Fogh Vindelev solo
Fredag 3/2 kl. kl. 20:00 – KoncertKirken, København

Den tyskfranske kontrabassist og komponist Pascal Niggenkemper har ladet sig inspirere af den menneskeskabte affaldsansamling i Stillehavet, når han med sin sekstet lægger vejen forbi KoncertKirken og Vinterjazz. Den internationale forsamling af musikere vil her forsøge at sætte lyd på dette sære, nye kontinent.

Le 7ème continent (FR) + Pascal Niggenkemper, solo
Søndag 19/2 kl. 20:00 – KoncertKirken, København

Johan Moir Ensembles originale kompositioner har ophav i lige dele europæisk jazzhistorie og improvisationsmusik. Sammen trækker de tråde til både fortid, nutid og fremtid og afsøger de soniske muligheder i kvintetformen med Johan Moir på bas, Malin Wättring på saxofon, vokalisten Casey Moir, pianist Naoko Sakata og Carl-Johan Groth bag trommerne. Hver for sig er de fem medlemmer kendt fra et væld af musikalske sammenhænge fra Skandinavien til Japan og Australien.

Johan Moir Ensemble (SE)
Tirsdag 7/2 kl. 20:00 – KoncertKirken, København (+ Anders Vestergaard solo)

Bag det lettere kryptiske kunstnernavn Sun Araw gemmer sig den amerikanske guitarist og sanger Cameron Stallones. Han har siden 2008 været et af de mere markante navne fra den amerikanske, småskæve undergrund centreret omkring pladeselskabet Not Not Fun med et væld af både koncerter og udgivelser. Til Vinterjazz 2017 besøger han KoncertKirken med sin desorienterende, dybt psykedeliske blanding af dub, klangeksperimenter og udsyret kraut.

Sun Araw/Tomo Jacobson (US/PL)
Lørdag 18/2 kl. 20:00 – KoncertKirken, København