Kom billigere til Vinterjazz med U26-rabat


Er du under 26 år og nysgerrig på Vinterjazz’ mange koncerter? Så er der godt nyt – den såkaldte U26-billet er nemlig vendt tilbage i år, og det gør det forhåbentlig lidt nemmere at overskue billetpriserne for den yngre del af festivalens publikum.

I samarbejde med Nordea-fonden sikrer U26 fordelagtige billetpriser for alle koncertgængere under 26 år. Ordningen dækker under Vinterjazz 2017 tre koncerter i Jazzhouse, der alle finder sted inden for den kommende uge.

Det er muligt at købe U26-billetter gennem Billetlugen til følgende koncerter under Vinterjazz 2017:

 

Boujeloud + SVIN

Boujeloud har fundet sit helt eget ståsted på Danmarks sprudlende improjazzscene, hvor det kræver lidt ekstra at skille sig ud. Gruppen med guitarist Emil Palme i front albumdebuterede i 2012 og satte sig fra starten i opposition til den pæne skolejazz med et både catchy og atonalt, trashjazzet udtryk. Et udtryk, de har videreudviklet og raffineret på det nyeste anmelderroste album ‘Candyprince’, som hev prisen for Årets Særudgivelse hjem til DMA Jazz 2016.

Samme aften kan man opleve kvartetten SVIN, der har begejstret med et uortodokst bud på moderne instrumentalmusik. Gruppen tæller de erfarne musikere Lars Bech Pilgaard, Henrik Pultz Melby, Adi Zukanovic og Thomas Eiler og bevæger sig i grænselandet mellem abstrakt nyrock, dronebaseret folklore og ambient støj. SVIN er aktuelle med deres fjerde album, ‘Missionær’, som er indspillet på Island i det legendariske Sundlaugin-studie, og inspirationen fra den storslåede islandske natur har manifesteret.

Denne aften erstatter Rasmus Kjær Adi Zukanovic på keys.

Fredag 17. februar kl. 21:00 – Jazzhouse, København
LÆS MERE // KØB BILLET

 

Kasper Tranberg Straw Boss (DK/JP/US) + Digital Primitives (US)

Med sit fabulerende trompetspil og alsidige CV er Kasper Tranberg svær at komme udenom på den danske såvel som internationale jazzscene. Tranbergs åbne tilgang til musikken har ledt ham ind i mange forskellige samarbejder med navne som Pierre Dørge, C.V. Jørgensen, Marc Ducret, James Moody og Yusef Lateef.

Til Vinterjazz 2017 har han sammensat et nyt og stærkt internationalt band, Straw Boss, der vil turnere rundt i landet, og som altså også rammer Jazzhouse. Her har han allieret sig med saxofonist Tony Malaby, pianist Pandelis Karayorgis, bassist Nils Davidsen, kontrabassist Adam P. Melbye og trommeslager Yasuhiro Yoshigaki. En veritabel supergruppe, der uden tvivl vil slå gnister.

Senere samme aften spiller New York-baserede Digital Primitives koncert i Jazzhouse’ café. Den på alle måder utraditionelle og svært kategoriserbare trio laver musik i brudfladerne, hvor freejazzens skæve lydforløb bringes sammen med groovy syre-blues. De soniske eksperimenter udføres i et mystisk univers, der giver allusioner til rituel stammemusik.

Lørdag 18. februar kl. 21:00 – Jazzhouse, København
LÆS MERE // KØB BILLET

 

Alex Zhang Hungtai / David Maranha / Gabriel Ferrandini (CA/PT)

Alex Zhang Hungtai (Dirty Beaches m.fl.) går med de to portugisiske improvisationsmusikere David Maranha og Gabriel Ferrandini i dialog med John Coltranes arv under Vinterjazz 2017. Trioen byder på forrygende, minimal improvisationsmusik fra det nye fælles album ‘Âncora’ udgivet hos portugisiske Grain Of Sound.

Stærke og alsidige kræfter har fundet sammen i denne trio, der netop har udgivet fælles album hos det kvalitetsbevidste portugisiske label Grain Of Sound. Organisten David Maranha er en veteran på den portugisiske avantgardescene, kendt for samarbejder med musikalske skikkelser som Osso Exotico, Z’ev og Stephan Mathieu. Den ligeledes portugisiske trommeslager og perkussionist Gabriel Ferrandini har siden 2007 været involveret i talrige samarbejder med improvisationsmusikken som omdrejningspunkt. Taiwansk-fødte Alex Zhang Hungtai er bedre kendt under aliasserne Dirty Beaches og Last Lizard, hvor han har eksperimenteret med en klassisk, lo-fi-grumset rock’n’roll-lyd.

Onsdag 22. februar kl. 20:00 – Jazzhouse, København
LÆS MERE // KØB BILLET

OBS. Husk at medbringe ID, hvis du benytter dig af U26-rabatten.

Foto: Moozak

 

Du kan finde koncertomtaler, billetsalg, interviews og guides til årets program på www.jazz.dk, og det trykte program kan afhentes gratis hos et af de 130 spillesteder og arrangører, koncerthuse og jazzforeninger, kirker og kunstmuseer, teatre og nedlagte elværker m.m.

Tak til festivalens hovedbidragsyder Nordea-fonden, samt Statens Kunstfond & JazzDanmark.