Guide: 12 unge navne du skal opleve på Vinterjazz 2018


Zier Romme

Karens Minde Kulturhus – fredag 16/2, 21:00 – Zier Romme Larsen Kvartet – Læs mere / Køb billet
Vinbaren Vesterbro Torv – lørdag 17/2, 14:00 – Zier Romme Trio – Læs mere / Køb billet

Man skal have sovet i timen, hvis man endnu ikke har opdaget, at Danmarks næste store jazzstjerne meget vel kunne hedde Zier Romme Larsen. Musikken spillede en stor rolle fra en tidlig alder. Klavertimerne var obligatoriske hjemme i familien, og allerede som 11-årig var den unge pianist solgt til jazzen. Grunden: Oscar Peterson. Hans far havde givet ham en CD med stjernepianisten, og musikken røg, med Ziers egne ord ”ind i årerne på mig”. Fra den dag har Zier Romme ikke kigget sig tilbage. Den nu 25-årige pianist strøg ind på RMC som 19-årig, men kvittede skolen efter to år, ud fra en filosofi om, at ”man lærer mere ved at tage ud og spille med folk, der er bedre end en selv, end ved at gå i skole.” Det har han så gjort. Og med kanoner som Paolo Fresu, Alvin Queen, Rodney Green, Jesper Lundgaard, Jacob Fischer og mange flere. Zier Romme Larsen var nomineret som ’Årets Nye Danske Jazznavn’ til Danish Music Awards Jazz 2017 for debutalbummet “Fiol Sessions”.

 

Ydegirl

Huset, Aalborg — lørdag 3/2, 20:00 – Læs mere / Køb billet
Hvidovre Hovedbibliotek — lørdag 10/2, 14:00 – Læs mere / Fri entré
Radar, Aarhus — fredag 16/2, 21:00 – Læs mere / Køb billet
Vendsyssel Teater, Hjørring — fredag 23/2, 15:30 – Læs mere / Fri entré
Alice, København — søndag 25/2, 15:00 – Læs mere / Køb billet

Andrea Novél alias Ydegirl begyndte som et soloprojekt i 2016 med selvudgivne singler på Youtube. Aliasset deler navn med mosefundet af en teenagepige fra oldtiden. Forestillingerne om den unge Ydepiges skæbne har haft tydelig indvirk- ning på musikprojektets udvikling både i dets lyd- og tekstunivers. Debutudgivelsen “Parody of Crime” på Visage (2016) er et stærkt musikalsk statement, der udfordrer den gængse sangskrivning. De fleste tracks er anført af en vokal – til tider halvt sunget, halvt talt – der i en selvsikker tone nogle gange refererer til hip hop, mens den andre gange bevæger sig mere over i legende R&B-lignende arrangementer. Aktuelle Ydegirl har sidenhen udviklet sig til en kvartet, som udover Andrea Novél, nu består af Asger Valentin, Bjarke Valentin og Thea Thorborg. Kvartetten gør overvejende brug af klassiske instrumenter som horn, fløjte og violin, der leder tankerne hen på kammermusik, mens elguitar, de forvrængede “trap” hi-hats, bundtunge kicks og eksotiske samples leder tankerne i en helt anden retning.

 

Hvalfugl

Headquarters, Aarhus — 7/2, 19:00 – Læs mere / Dørsalg
Metronomen, Frederiksberg — 19/2, 19:30 – Læs mere / Dørsalg

I krydsningen mellem det let flyvende og det store tunge finder man folktrioen Hvalfugl. En trio der, igennem skønne melodier inspirerede af både den danske og svenske folkemusiktradition, har skabt sit helt eget unikke lydunivers. I dette univers kan solen skinne fra en skyfri sommerhimmel, eller regnen kan dryppe fra en mørkegrå novembersky. Hvalfugls originale kompositioner er både smukke og melankolske og fremkalder fra første nummer en intim atmosfære i det rum, hvor de spiller.

Line-up: Anders Juel Bomholt (kontrabas), Jeppe Lavsen (guitar), Jonathan Fjord Bredholt (piano, harmonium)

 

Abekejser + Juno (NO)

Headquarters, Aarhus — tirsdag 6/2, 19:00 – Læs mere / Dørsalg

Abekejser er et nyt skud på stammen fra toppen af det aarhusianske musikmiljø. Fem musikere med delt bagland i jazz og world music samt en stærk profil på den elektroniske scene, Rasmus Fisker, er gået sammen i et kompromisløst projekt, der sparker benene væk under lytteren. Med udgangspunkt i stærke beats akkompagneret af både trommer og elektronisk trommemaskine overbygges der med en stor sound af synth bas, synthesizers og effektrige guitarlyde. Stærke beats, lyriske akkorder og betagende melo- dier. Med alt dette skaber Abekejser associationer til kunstnere som bl.a. Jaga Jazzist, Steve Reich og Flying Lotus. Norske Juno har deres oprindelse fra jazzlinjen på NTNU og spiller originale kompositioner, der udforsker grænserne mellem fri og komponeret musik. Den usædvanlige besætning giver musikken et særpræg, og i landskabet blandt rytmiske motiver og organisk interaktion kombinerer de kompleksitet og fængslende legesyge. I efteråret 2017 blev Juno udvalgt til at deltage i Oslo Jazzfestivals “Nordic Showcase”, og de har også spillet hovedprogrammet for både Feminalen, Skien Jazzfest og Jazzfest i Trondheim samme år.

 

Wallace / Wamberg / Petri Trio

Jazzcup, København — 17/2, 14:30 – Læs mere / Dørsalg

Der er ingen mangel på unge musikere, der konstant udfordrer og udvider jazzens grænser. Men der er også mange, der i deres musikalske udtryk vælger at bekende sig til den del af jazzens tradition, der rummer parametre som swing, fast puls og et gedigent harmonisk fundament. Vel at mærke uden at deres musik fremstår som rundvisning i et jazzhistorisk museum. Tre af dem, der i de seneste år har gjort sig stærkest bemærket på den københavnske jazzscene, er altsaxofonisten Oilly Wallace, guitaristen Johannes Wamberg og bassisten Matthias Petri. Alle tre forrygende instrumentalister, som behandler 50’ernes og 60’ernes musik (Julian Adderley, Horace Silver, Hank Mobley, Jim Hall, Grant Green, Paul Desmond, m.fl.) som var det deres helt naturlige habitat: Med en vitalitet og et overskud, så man som lytter kan komme til at tvivle på, at de kun har ganske få professionelle år på bagen.

 

Cactus

The Community Presents / Lygten Station, København — fredag 23/2, 21:00 – Læs mere / Dørsalg
Tape, Aarhus — lørdag 24/2, 22:00 – Læs mere / Dørsalg

Som planten der gror de steder, hvor stjernehimlen er klarest og alt er langt undervejs, må lytteren forberede sig på lange rejser med højt til loftet. Ofte er fundamentet et groove som i vestafrikansk musik, men Maria Dybbroes kompositioner trækker også på inspiration fra moderne klassiske værker, og imellem mylderet af ostinater møder man tit melankolske melodiske temaer som i nordisk folkemusik – alt sammen frit fortolket som i den eksperimenterende del af jazzen. Cactus er tæt på at være en dobbelttrio, med to basser og to saxer, og med denne samklang og spejling er det oplagt at også temaer spejles, vendes, vrides og udfordres. Både romantiske forestillinger om åbne vidder, fatamorganaer og kaktussens farlige og hårdtslående pigge indfries i dette lydunivers. Maria Dybbroe er en ung saxofonist og komponist, som de seneste år har markeret sig som improvisator og kapelmester på den mere eksperimenterende del af den københavnske og aarhusianske jazzscene bl.a. i kraft af foreningen The Community samt med grupperne Euro Radio Jazz Orchestra, KØS, IINN, Coriolis m.fl.

 

Upcoming

Upcoming: Fabel
Jazzhus Montmartre, København – tirsdag 6/2, 20:00 – Læs mere / Dørsalg

Upcoming: Søren Høst Quartet LP Release
Jazzhus Montmartre, København – tirsdag 13/2, 20:00 – Læs mere / Dørsalg

Upcoming: John Venkiah Trio Release concert feat. Simon Thorsen
Jazzhus Montmartre, København – tirsdag 20/2, 20:00 – Læs mere / Dørsalg

Upcoming er Jazzhus Montmartres koncertserie med fokus på talentmassen i dansk jazz. Koncertrækken finder sted hver 14. dag året rundt, og på Vinterjazz er der en ekstrakoncert på programmet, så man både kan opleve releasekoncerter med Søren Høst Quartet og den Malmø-baserede John Venkiah Trio. Allerede tirsdag den 6. februar kan man opleve trioen Fabel, der er dannet af den talentfulde trompetist og komponist Jakob Sørensen. Enkelthed og musikalsk historiefortælling er i højsædet. Fabel lader sig inspirere af den nordiske klang, den simple melodik og den kammerlige lyd.

 

Owl (NO/DK)

Koncertkirken, København — lørdag 17/2, 20:00 – Læs mere / Dørsalg

I et cinematisk rum, hvor lydene til tider synes at bevæge sig inden i hovedet på dig, opstår en usikkerhed om, hvorfra lydene kommer. Organisk fletter den frit improviserende duo Owl (Signe Emmeluth og Karl Bjorå) de akustiske lyde fra altsax sammen med de elektriske lyde fra el-guitar, kontaktmikrofoner og anden elektronik. Den frie leg med præparationer og fornemmelsen af rum og dybde viser duoens influenser fra noise, minimalisme og fri improvisation.

 

Alawari

Ku.Be, Frederiksberg — lørdag 17/2, 20:00 – Læs mere / Køb billet

Alawari blev i efteråret 2016 samlet af seks stærke musikere fra den københavnske undergrundsscene og har siden spillet koncerter landet rundt. Musikerne har vidt forskellige musikalske baggrunde, men formår i Alawari at danne en stærk fælles lyd og skabe rum, hvor alt kan ske. Gruppen komponerer musik inspireret af free-jazzen, såvel som mere nutidig improvisationsmusik, klassisk impressionisme, den traditionelle jazztradition og nordisk luftighed. I april 2017 vandt Alawari den nationale Ung Jazz-konkurrence, da de blæste et udsolgt Jazzhouse omkuld. Den seneste koncert blev spillet i løbet af sommerens Copenhagen Jazz Festival, hvor bandet arrangerede en ambitiøs koncert i Litteraturhaus på Nørrebro.

 

Kasper Staub Trio

Sunship / Atlas, Aarhus — torsdag 8/2, 20:00 – Kasper Staub Trio + Balvig/Bülow/Christensen + Mono – Læs mere / Køb billet
Huset i Aalborg — fredag 9/2, 20:30 – Kasper Staub Trio + Aloft Quartet – Læs mere / Køb billet

De tre unge musikere i Kasper Staub Trio har i løbet af de seks år, trioen har eksisteret, fundet frem til deres helt egen lyd og musikalske æstetik. Trioen er blevet sammenlignet med alt fra Carl Nielsens sagtmodighed, over Jan Johanssons folklorisme til Paul Bleys’ freejazz, og trioen sætter en ære i at lade kompositoriske og instrumentale inspirationer gå på tværs af konventionelle genreskel. “Denne plade forsvinder ikke i mængden, den ligner ikke andre danske trioplader og tak for det! Bag det til tider fnuglette spil, er der en kompositorisk tyngde, der får musikken til at blive hængende i min hukommelse længe. Kasper Staub Trio er et særdeles velkomment og frisk indspark på den danske klavertrioscene.” – Jazznyt

Line-up: Kasper Staub (p), Jens Mikkel Madsen (b), Anders Vestergaard (t)

 

Rasmus Oppenhagen Krogh

Koncertkirken, København — tirsdag 6/2, 20:00 – Læs mere / Dørsalg

Den unge guitarist og komponist Rasmus Oppenhagen Krogh, der er aktuel med debutalbummet ’Distill’, står i spidsen for denne gruppe bestående af en række af landets mest toneangivende og efterspurgte musikere. Gruppen tager afsæt i en musik, der udforsker stemninger, og som arbejder på tværs af det komplekse og det simple. Lytteren tages ud på en rejse af forskellige sanseindtryk, hvor de atmosfæriske kompositioner giver publikum mulighed for at svømme hen i et mættet sonisk univers. Ved at arbejde i spændingsfeltet mellem komposition og improvisation, tager musikken mange former og går i mange retninger inden for dens egne præmisser. Inspirationen er hentet i mange afkroge af det musikalske landskab i alt fra jazz, elektronisk musik, moderne kompositionsmusik og ceremoniel musik.

Line-up: Rasmus Oppenhagen Krogh, Adi Zukanovic, AC, Jakob Høyer, Victor Dybbroe, Greta Eacott

 

Alex Jønsson

Radar — lørdag 03/2, 20:00 – Læs mere / Køb billet

Low-Fi Concerts — fredag 09/2, 21:00 – Læs mere / Køb billet

Intet mindre end syv nomineringer til Danish Music Awards har den unge, aarhusianske guitarist Alex Jønsson bag sig. Han er blandt andet kendt sin egen trio samt bands som Spy On Your Friends, I Think You’re Awesome, Jakob Sørensens Bagland og Live Foyn Friis. Nu er den anmelderroste guitarist aktuel med et nyt album, “Heart Of Gold”, der er optaget ved en intim stuekoncert i Aarhus midtby i foråret 2016. Sammen med Jens Mikkel Madsen på kontrabas og Andreas Skamby på trommer skaber Jønsson et intimt, musikalsk univers, der ubesværet sniger sig ind på lytteren. Med atmosfæriske kompositioner, fritsvævende progressioner og fælles improvisationer drager de på en mission – sammen – de lytter efter ridser, rytmer og reaktioner, der kan føre dem på sporet af noget større. Til Vinterjazz 2018 kan han opleves både med Alex Jønsson Trio på Radar i Aarhus og til en solokoncert i en stue på Nørrebro.