Hvor de brudte strenge synger – et portræt af Nicolai Munch-Hansen


Af Christian Munch-Hansen

Her knap et år efter at min bror, Nicolai Munch-Hansen, døde bare 39 år gammel, er vi fortsat mange, som mærker tomrummet. Han var ægtemand, far, søn, bror, onkel, ven, og en del af en stærk generation af musikere i dansk musik. Mindet om ham er en del af den ilt, vi indånder hver dag, og alt kan i visse øjeblikke føles papirtyndt.

Det er samtidig fantastisk, at hans musik lever videre via de mere end 50 pladetitler, han medvirker på som bassist, men først og fremmest i kraft af de fire smukt realiserede album, han nåede at udgive i eget navn. Tre plader med hans sekstet igennem mere end ti år med nogle af hans bedste venner og yndlingsmusikere: Jakob Høyer, Ned Ferm, Mads Hyhne, Jakob Bro og Søren Kjærgaard. Til dem skrev han en række originale kompositioner, der kan høres på “I wanna do right but not right now” (2007), “Chronicles” (2010) og “Æter” (2012).

Nicolais seneste plade påkalder sig særlig opmærksomhed. “Det flimrende lys over Brabrand sø” (2016) står som hans hovedværk i kraft af sin kompositoriske ambition og produktion. I december 2017 blev den tildelt en Danish Music Award som Årets danske jazzudgivelse. Her har Nicolai formet digte af Peter Laugesen til melodiøse sange, der synges af Steen Jørgensen, Kira Skov, Anna Brønsted og ham selv. I bandet høres, foruden Nicolai selv, guitarist og producer Oliver Hoiness, tangentspiller Adi Zukanovic og trommeslager Sebastian Rochford. Med denne plade åbnede Nicolai en ny og løfterig port i sin karriere som sangskriver i egen ret. Før det sluttede brat.

Om samarbejdet med Nicolai siger Oliver Hoiness: ”Han stak ud i sin dedikation, og igennem årene var han bl.a. et enormt anker i Kiras orkestre. På Brabrand-pladen spillede musikken overordnet sig selv, men han var god til at være arrangør og vælge de rette folk. En af referencerne var bandet Magnetic Fields med dets skæve folk og pop. Jeg synes ikke, pladen minder om noget andet på vore breddegrader”.

Også Adi Zukanovic mindes indspilningen: ”Nicolai var enormt åben over for vore ideer. Der var en kollektiv ånd over projektet, selvom han tog de endelige beslutninger. Han var der først og fremmest for os andre, ikke for sin egen skyld. Han havde et stærkt sonisk talent, det kan man høre både i musikken og i hans basspil”.

Nicolais samarbejde med Peter Laugesen var startet nogle år forinden bl.a. i trioen 3 KONGER med Laugesen og guitarist Jakob Bro. De praktiserede tætte, improviserede koncerter med digtoplæsninger. Trioen blev senere til 4 KONGER med Jesper Zeuthen på sax og til 5 med Jim Black på trommer. Undervejs undfangede Nicolai ideen om at bearbejde digtene på en ny måde. Peter Laugesen erindrer:

”Nicolai begyndte at interessere sig mere og mere for poesiens i mine ører jo åbenlyse musikalske karakter. Vi diskuterede det tit, når vi var sammen her og der. Nicolai kunne høre digtets form, ligesom jeg arbejder med de former, jeg møder i musikken, når jeg skriver. Det var en ren fornøjelse for mig, da han begyndte at arbejde i detaljer med mine digte. Det føltes som at genopfinde det, der oprindelig må have virket så fantastisk i de første store operaer. Han brugte samme metode, som jeg selv bruger på scenen: At vælge spontant og ofte kombinere linjer fra forskellige digte i en ny, også spontant opstået sammenhæng. Vi blev enige om, at pladens genre var pop. Som de første operaer, som den første jazz. Som vi forstod det uden hensyn til, hvad andre måske mener. Noget mennesker kan gå og fløjte på gaden for sig selv, når det regner.”

Da musikken fra pladen blev fremført for første gang ved mindekoncerten under Copenhagen Jazz Festival 2017, var det for mig slående, hvor godt de dunkle og fuglekvidrende sange gjorde sig live. Det er derfor en stor glæde og en særlig mulighed, når endnu to mindekoncerter sættes op i København og Aarhus.

Måske lytter vi nu på en anden måde til Nicolais musik, mere intenst og opmærksomt. Også flere af Laugesens poetiske linjer står i et særlig aktualiseret skær. Et sted på pladen synger Nicolai: ”Hvor de brudte strenge synger/og de sprukne stemmer slynger/rusten lyd om alle skovens træer”.