“Til Vinterjazz kan de ikke spille ude i kulden” – og andre citater om den landsdækkende festival


Vinterjazz har været en fast del af den levende danske musik siden 2001, og er med årene støt vokset til en i sandhed landsdækkende musikbegivenhed. Men hvad er egentlig det spændende ved Vinterjazz, og hvad er det, festivalen kan bidrage med i det danske festivallandskab? Jazz.dk har samlet en række citater, der forsøger at kaste lys over det særlige ved Vinterjazz, der i år finder sted fra den 1.-24. februar.

 

Michael Bojesen, formand for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik
”Jazz er en vildtvoksende og rummelig musikgenre, der hele tiden udvikler sig med inspiration fra alt, hvad der i øvrigt rører sig af musik i verden. Vinterjazz skaber øget opmærksomhed om jazzen, pirrer nysgerrigheden og byder på store musikalske oplevelser til alle. For publikum i hele Danmark er Vinterjazz en fantastisk mulighed for at opleve et flot og varieret opbud af jazz, lige fra de nye, fremadstormende, unge navne, over de kompromisløse, etablerede jazzkunstnere til de store, internationale hovednavne.”

Thomas Michelsen, musikredaktør på Politiken
“Vinterjazz skaber opmærksomhed om jazzen. Den har med andre ord samme funktion, som Copenhagen Jazz Festival har om sommeren. Ved at slå en festivalparaply op skaber man nysgerrighed, presseinteresse og øget publikumsopmærksomhed om en genre, der ellers på nær nogle få store navne har paradoksalt lave publikumstal i forhold til den enorme talentmasse, den rummer. Musikken trives som et resultat af [festivalens] forståelse for, hvordan man får publikum og pressen i tale. Ikke bare om sommeren i København, men også landet over i februar, når der er Vinterjazz.”

Kjeld Frandsen, musikanmelder på Berlingske Tidende
“Vinterjazz? Hvad er nu det for en størrelse? Ja, normalt er jazzfestivaler jo noget, der finder sted om sommeren, men for 20 år siden var der nogle jazzentusiaster i Odense, som fandt på at lægge en festival i januar, hvorved ordet Vinterjazz kom i spil. Og navn og idé skulle vinde genklang i resten af landet, hvorfor det nu er 15. gang, den landsdækkende festival Vinterjazz folder sig ud på spillesteder overalt i Danmark. I lighed med andre festivaler har Vinterjazz fået vokseværk, og selv om en del arrangementer nok ville have fundet sted i alle tilfælde, så er der et eller andet med festivaletiketten, som animerer til ekstra synliggørelse, ekstra forædling, ekstra tiltag og ekstra publikumstilstrømning. Ja, mens der i 2013 var 300 koncerter på 60 spillesteder og året efter 400 koncerter på 75 spillesteder, så er der i år (2015, red.) 450 koncerter på mere end 100 spillesteder! Slet ikke så dårligt gået af en musikform, der i medieverdenen ofte bliver omtalt som en nichegenre. Festivalen har simpelthen fået karakter af en rullende snebold.”

Tove Enevoldsen, booker på Paradise Jazz
“Vinterjazz er virkelig vigtig. Jeg synes bedre om Vinterjazz end om sommerjazz, fordi den er mere seriøs. Sommerjazz betyder, at enhver café med to stole udenfor har nogle musikere, og musikerne spiller tit for ingenting, men til Vinterjazz kan de ikke spille ude i kulden. Vi betaler jo musikerne ordentligt, og om sommeren er man i konkurrence med gratis eftermiddagskoncerter og musikere, der spiller på døren. Og så kan jeg godt lide, at Vinterjazz er landsdækkende, for så kan du invitere en udenlandsk gæst, og han kan få det til at hænge sammen, fordi han kan lave en tour til Fyn og Jylland.”

Martin Røen Hansen, leder af det regionale spillested Godset, Kolding
“Vinterjazz er en fantastisk platform. Vi kan se, at der under Vinterjazz skrues op for aktiviteterne – og det landsdækkende koncept, som Vinterjazz er, hjælper med til at øge synligheden for de lokale koncertarrangører. Det er efterhånden sjældent, at live jazz når ud i de nationale medier. Derfor er Vinterjazz et koncept, som både spillesteder og arrangører tager imod med kyshånd. Uanset om det sælger billetter eller ej, gør Vinterjazz nationalt opmærksom på en spændende del af dansk musikliv. Det er fedt.”

Martin Aagaard Jensen, leder af spillestedet Radar, Aarhus
“Vinterjazz er en kærkommen festival, der skaber national sammenhængskraft, og som er med til at løfte jazzen og formidle alle dets afskygninger. Vi følger festivalens ånd og eksperimenterer med kuratering, forsøger at skabe kunstneriske clashes mellem jazzgenrer og kunstarter, og vi arbejder ud fra jazzens grundessens – aldrig at stå stille og at være i konstant forandring. Festivalen giver også mulighed for at deltage i forskellige landsdækkende projekter som eksempelvis JazzCamp for Piger.”

Kenneth Hansen, festivalleder, Vinterjazz
“Vinterjazz er kurateret lokalt, men føles alligevel samlende. Den har med andre ord et landsdækkende syn på jazz som favnende udtryksform og tænker derfor anderledes for at skabe nye møder mellem musikken og publikum. På den måde er Vinterjazz også en vigtig inspiration for sin storesøster Copenhagen Jazz Festival. Med festivalen forsøger vi at skabe en national sammenhængskraft, hvilket man kan mærke hos de turnerende navne og i de ekstraordinære arrangementer og koncertrækker, som opstår hvert år i februar i forbindelse med Vinterjazz. Det har vist sig, at festivalen rent kunstnerisk er meget rummelig og samtidig har udviklet sin egen identitet lokalt.”

 

Læs mere: Se det samlede koncertprogram på Vinterjazz 2019

Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, som har eksisteret siden 2001 og foregår hvert år i februar. Festivalen strækker sig over tre uger og er arrangeret i samarbejde med flere end 120 spillesteder og arrangører fra Skagen til Bornholm. Vinterjazz 2019 finder sted fra 1-24 februar.