Øjne og ører åbne: ECM 50 år


Af Christian Munch-Hansen.

Man beskuer de (atter) hippe LP’ers kvadratiske omslag, og man drages og hensættes i stemninger. Ensomme bjerge, tågede vejkryds, drivende skyer. Ladede detaljer, en typografi med en enkel, smuk grafik. Og under det taktile pap og den visuelle troldkunst: en særlig lyd.

’The most beautiful sound next to silence’ hed sloganet i mange år. Det blev en kliché, og nogle mente, at ECM (Edition of Contemporary Music) dyrkede selvhøjtideligheden med sine forfinede produktioner. Det tyske plademærke blev ikke desto mindre nyskabende med en holistisk kvalitetssans hele vejen rundt: fra udsøgte musikere og optagelser til stildannende grafisk design.

Bag det hele står fortsat direktør og producer Manfred Eicher, som etablerede et lille selskab i 1969 med fokus på musik, ingen andre havde fidus til. Men i løbet af få år havde han opbygget international bevågenhed om ny, improviseret kammermusik med kunstnere som Paul Bley, Jan Garbarek, Chick Corea, Keith Jarrett, Terje Rypdal, Gary Burton, Pat Metheny og Ralph Towner. De fleste var unge talenter på vej frem, flere kom til, og mange blev verdensstjerner via ECM.

Manfred Eicher var interesseret i kvalitetsmusik fra mange kanter: amerikansk avantgardejazz, etnisk musik fra Skandinavien, Østen og Nordafrika, men også ældre og nyere kompositionsmusik, søsat via ECM New Series i 1984 med en af den nyere partiturmusiks mest ikoniske plader, Arvo Pärts “Tabula Rasa”.

ECM har udgivet mere end 1500 plader samt flere film og bøger. Skelsættende er bl.a. Paul Bley: “Open, To Love” (1973), Keith Jarrett: “Belonging” (1974), Haden/Garbarek/Gismonti: “Folk Songs” (1981), Keith Jarrett Trio: “Standards, Vol. 1-2” (1983-85), Anouar Brahem: “Barzakh” (1991) og Nils Petter Molvær: “Khmer” (1998). Også danskere er at finde i ECM’s katalog bl.a. Marilyn Mazur, Palle Mikkelborg og Jakob Bro. Inden for partiturmusikken er bl.a. Per Nørgård, Bent Sørensen og Hans Abrahamsen repræsenteret, og Danish String Quartet er blevet et nyt verdensnavn med fortolkninger af bl.a. Nørgård, Bach og Beethoven.

ECM lancerer nogle af verdens fineste, akustiske indspilninger via en lille håndfuld studier i Europa og USA. Mest kendt er Rainbow Studio i Oslo, bestyret af lydtekniker Jan Erik Kongshaug. Manfred Eicher nøjes ikke med at dokumentere. Han blander sig, forholder sig til musikken. Bagefter forskønner han i mix og produktion.

Jeg har mødt Manfred Eicher et par gange. Første gang var et overraskelsens chok, da han en dag i 2008 stod i Jazzkælderen på Skindergade. Butiksejer David Reuss og jeg fik ham sat ved et bord med en kop kaffe, og vi gjorde det klart for ham, hvor meget hans selskab havde betydet for vores musikalske dannelse. Anden gang var, da jeg i marts 2016 fløj til München og interviewede Eicher på ECM’s hovedkontor – han giver ikke telefoninterview. En mindeværdig tur, næsten en pilgrimsfærd.

En af ECM’s vigtige bedrifter er den værdimæssige ligestilling af genrer: at musik, frembragt af jazz- og improvisationsmusikere og folkemusikere fra fjerne egne behandles med samme kunstneriske respekt og omhu, som den klassiske musiks komponister og udøvere – en forbilledlig indstilling, som bl.a. danske medier burde tage ved lære af.

 

Udvalgte ECM-navne på Vinterjazz 2019: Egberto Gismonti, Craig Taborn, Arild Andersen, Mats Eilertsen Trio, Helge Norbakken, Jakob Bro/Thomas Morgan/Joey Baron m.fl. Se programmet her.

Photo: ecmrecords.com