Globale legender og danske stjerner: Seks udvalgte koncerter fra den sidste uge med Vinterjazz 2019


Den sidste uge med Vinterjazz 2019 er ankommet, men der er ingen tegn på metaltræthed hos hverken de mange spillesteder, musikerne eller det jazzglade publikum landet over. Den sidste uge af Vinterjazz byder på flere end 200 koncerter. Du kan med andre ord stadig nå at opleve både internationale topnavne og populære danske jazzkunstnere – ofte på tværs af både søer og landsdele.

Herunder finder du omtale af seks udvalgte kunstnere fra sidste uge af årets Vinterjazz. Derudover kan du bl.a. opleve navne som GoGo Penguin, Yussef Dayes, Banda Black Rio, Blicher Hemmer Gadd, Ying-Hsueh Chen, Kasper Tranberg Terzet, Aarhus Jazz Orchestra, Jakob Buchanan & Helge Norbakken: Songs To The Green Land, Julie Kjær / Rasmus Svale / Kresten Osgood, MEUF Festival på Lygten og meget andet

 

Egberto Gismonti “Mysteries of Amazonas” (BRA/DK)
18/2, Musikhuset Aarhus, Aarhus – Læs mere / Køb billet
19/2, Den Sorte Diamant, Dronningesalen – Læs mere / Køb billet

Egberto Gismonti var særligt igennem 80’erne og 90’erne en flittig gæst på den danske scene. I konstellationer, først med magiske Naná Vasconcelos, og senere med Jan Garbarek/Charlie Haden fik det danske koncertpublikum legendariske koncertoplevelser. Den brasilianske superstjerne er både pianist, guitarist og komponist. Han gennemgik tidligt en klassisk uddannelse med træning i klaver, teori, hørelære, komposition m.m., som med inspiration fra den europæiske kompositionsmusik, brasiliansk folkemusik og jazz har resulteret i utallige udgivelser på ECM.

I dette nye projekt fra Egberto Gismonti er han gået sammen med komponist og orkesterleder Lars Møller og danske The Orchestra, der tager udgangspunkt i det musikalske samarbejde på tværs af kontinenter. De to har en fælles kærlighed til både den vestlige kompositionsmusik, hvor de begge har fundet stor inspiration i Stravinskys musik og i musikmiljøet i Paris i starten af det 19. århundrede. Musikken vil bl.a. forene elementer af kompositionsmusik med de musikalske og kulturelle bidrag fra den bredt sammensatte immigrantskare, der er kommet til Brasilien gennem tiderne, og som har skabt landets enestående sprudlende musikkultur. De to vil også inddrage inspiration fra Brasiliens nationalkomponist Villa Lobos.

Se også: RMC og Vinterjazz inviterer til gratis artist talk med fænomenet Egberto Gismonti

 

“Per Carsten gennem fem årtier” feat. Mikkelborg, Brendstrup & BSD+B
19/2, Klejtrup Musikefterskole, Hobro – Læs mere / Dørsalg
20/2, Den Sorte Diamant, Dronningesalen, København K – Læs mere / Køb billet
21/2, Jazzselskabet Aarhus Musikhuset Aarhus, Aarhus – Læs mere / Dørsalg

Gennem sin karriere bevægede den danske komponist Per Carsten sig inden for flere genrer – fra 1950’ernes post-bob over bigband-musik, pop, rock, funk, vokaljazz, bambusfløjte, balinesisk musik til en ”klassisk” cello-suite. Da Per Carsten døde i 2014 satte en lille gruppe sig sammen for at realisere hans testamente med de få midler, han efterlod. “Per Carsten in Retrospect” er en koncertserie under Vinterjazz 2019, der hylder den alsidige saxofonist, fløjtenist, komponist og EWI-spiller. Musikken er arrangeret af Jens Chappe, der leder det aarhusianske bigband Blood Sweat Drum + Bass, og som ved tre koncerter også tæller to særligt indbudte gæster, nemlig den verdenskendte trompetist Palle Mikkelborg og den klassiske cellist Henrik Brendstrup.

 

Frands Rifbjerg “Songs and Melodies”
19/2, Jazz i Trekanten / Bygningen, Vejle – Læs mere / Dørsalg
22/2, Paradise Jazz Huset-KBH, Stardust, København K – Læs mere / Køb billet

Frands Rifbjerg, som blandt andet er modtager af Bent Jædig Prisen, er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Siden begyndelsen af 1990’erne har han været et efterspurgt navn på den københavnske jazzscene. Rifbjerg har spillet med en lang række mindre ensembler – eksempelvis har han i en årrække været fast medlem af Jesper Thilos kvartet, Ernie Wilkins Almost Big Band og senest også i klavertrioer med bl.a. Carsten Dahl og Søren Kjærgaard/Jonas Westergaard/Frands Rifbjerg. For godt et år siden udgav han efter en lang karriere som sideman sit første album i eget navn, “Songs and Melodies”, der løb med intet ringere end prisen som Årets Album ved DMA Jazz Award 2018. Det er musikken fra det prisvindende album, som Frands Rifbjerg præsenterer med sin kvartet under årets Vinterjazz.

 

Rigmor Gustafsson Quartet: Come Home
21/2 + 22/2 + 23/2
Jazzhus Montmartre, København K – Læs mere / Køb billet

Rigmor Gustafsson er blandt de nordiske jazzsangerinder, som ikke holder sig tilbage, men går fuldt og helt ind i musikken. Med udgangspunkt i ”jazz og derefter…” henter Gustafsson inspiration fra store “ladies” som Joni Mitchell, fra mester-sangskrivere som Burt Bacharach og ikke mindst fra swingende storby-blues. Gustafsson kan sagtens placere sig som Monica Zetterlunds arvtager – hendes varme stemme og fejlfri og naturlige frasering er en udelt fornøjelse at lægge ører til.

 

Maria Faust (EST) “Machina”
21/2, Sun Ship / Radar, Aarhus – Læs mere / Køb billet
22/2, Karens Minde Kulturhus, København SV – Læs mere / Køb billet

Den herboende 38-årige estiske komponist, saxofonist og orkesterleder, Maria Faust, har allerede sat bemærkelsesværdige musikalske spor, der har sendt hende og hendes bands på rejser til koncertsale og musikfestivaler i store dele af verden. Fausts nye projekt, MACHINA, består hovedsageligt af noteret materiale og er et fordomsfrit miks af de traditionelle musikformer, kompositionsmusik, jazz og soundscapes. I et slags uopdaget musikalsk sprog forløser hun sine originale kompositoriske ideer, et kammermusikalsk univers uden trommer, men med horn, to basser, cello og piano, og det hele i et fascinerende samspil med fiskerbådenes tøffende motorer på vej gennem tågen, knirkende gamle rustne skrog, havbrise og havfugle.

 

Cæcilie Norbys European Sisters In Jazz
20/2, Musikhuset Aarhus, Aarhus – Læs mere / Køb billet
21/2, Jazz6000 Godset, Kolding – Læs mere / Køb billet
22/2, Kedelhuset, Silkeborg, Silkeborg – Læs mere / Køb billet
24/2, Sorø Jazz Kulturcafé Ludvig, Sorø – Læs mere / Dørsalg

Skandinaviens jazzdronning Cæcilie Norby har samlet et internationalt drømmehold af toneangivende kvindelige instrumentalister, som sammen sætter fokus på jazzens kvindelige urkraft og store stemmer. Med sig på scenen har Norby den italienske pianovirtuos Rita Marcotulli og på trommer den polske Dorota Piotrowska, der er kendt for sit malende trommespil i hele verden. Orkestrets bassist er den tyske Lisa-Rebecca Wulff, der bl.a. har turneret med Nils Landgren og Bob Mintzer. Schweiziske Nicole Johänntgen er en sand mester i dybfølt og energisk saxofonspil. Repertoiret består af numre af de seneste årtiers mest fremtrædende melodikere som Nina Simone, Joni Mitchell, Rickie Lee Jones, Abbey Lincoln, Carole King samt helt nyt materiale, der emmer af varme, sensualitet, humor, visdom, melankoli og musikalsk historiefortælling.

 

Læs mere: Se det samlede program på Vinterjazz 2019