Multitalentet Adam Ben Ezra besøger København og Aarhus under Vinterjazz


Den israelske multi-instrumentalist og kontrabas-ekvilibrist Adam Ben Ezra trodser genremæssige begrænsninger ved at kombinere jazz, rock og verdensmusik til en fascinerende og alsidig lyd. Under Vinterjazz 2019 kan du opleve ham på Hotel Cecil i København og på Atlas i Aarhus.

Udtrykket multi-instrumentalist bliver ofte brugt rundhåndet, men i tilfældet Adam Ben Ezra findes der ikke en mere dækkende beskrivelse. Ezra begyndte at spille violin som 5-årig, guitar som 9-årig og har siden tilføjet piano, klarinet, oud, fløjte og cajon til sit repertoire. Det var dog kontrabassen, der virkelig ændrede musikerens liv, og han har siden gjort instrumentet til den dominerende faktor i sin sangskrivning. Adam Ben Ezra har udgivet tre anmelderroste album, spillet med fusionsgiganter som Pat Metheny, Victor Wooten, Richard Bona, Mike Stern og optrådt på en lang række prestigefyldte jazzfestivaler verden over – og så har han ikke mindst opnået væsentlig succes med sin yderst populære YouTube-kanal.

 

 

I februar lægger han vejen forbi Vinterjazz 2019 med solokoncerter i både København og Aarhus.

Adam Ben Ezra (ISR)
Søndag den 10. februar, kl. 20:00 – Atlas, Aarhus
Læs mere / Køb billetter

Mandag den 11. februar, kl. 20:00 – Hotel Cecil
Læs mere / Køb billetter

 

Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, som har eksisteret siden 2001 og foregår hvert år i februar. Festivalen strækker sig over tre uger og er arrangeret i samarbejde med flere end 120 spillesteder og arrangører fra Skagen til Bornholm. Vinterjazz 2019 finder sted fra 1-24 februar. Se programmet her: Koncerter på Vinterjazz 2019